Skip to main content

Tænk på omsorgssvigt når børn ikke trives

Journalist Bente Bundgaard,bbu@dadl.dk

7. nov. 2008
4 min.

Praktiserende læger kan blive meget bedre til at finde udsatte børn, hvis de havde nogle bedre redskaber og blev bedre til at bruge dem, de har.

Det er præmissen bag »Børneprojektet« - et treårigt forskningsprojekt, hvor en række praktiserende læger landet rundt har gennemgået superviseret træning i at vurdere symptomer hos børn - også som mulige tegn på manglende eller forkert omsorg.

Selv om advarselslamperne blinker, sker det, at en praktiserende læge bagefter spørger sig selv: »Hvorfor så jeg det ikke?«, som praktiserende læge og ph.d.-studerende Kirsten Lykke formulerer det.

Hun og kollegaen Lene Flachs, der også er praktiserende læge, står bag projektet, som netop er afsluttet.

De er overbevist om, at praktiserende læger med deres særlig rolle, der jo omfatter kontakt til både børn og forældre, kan bidrage til den nødvendige indsats i langt flere børnefamilier med problematisk trivsel, hvis der kommer mere systematik i tilgangen til den del af arbejdet. Ganske som det gælder for alle andre indsatsområder som f.eks. diabetes.

»Børn med problematiske opvækstmuligheder har mange forskellige symptomer og kommer fra alle samfundslag. Deres forældre fremviser deres egne problemer på lige så mange måder - lige fra svært kaotiske forhold, som lægen kan smittes af, til pæne facader og fornægtelse, som lægen kan have svært ved at se eller nå ind til«, siger Lene Flachs.

Men har man en struktureret tilgang, er det både nemmere at kommunikere med familierne og lettere at oparbejde den nødvendige erfaring i disse vanskelige samtaler.

Den teoretiske model, som Børneprojektet anvender, stammer fra professor Alan Carr fra University College i Dublin. Modellen beskriver de faktorer, som har betydning for barnets og familiens trivsel, i fire kategorier - de fire p'er: predisposing (disponerende), protective (beskyttende), provocative (udløsende) og perpetuating (vedligeholdende) faktorer.

Den multifaktorielle, dynamiske model, som inddrager både negative og positive faktorer i den samlede vurdering af barnet og dets familie, er meget lig det helhedssyn, almen praksis arbejder ud fra i forvejen.

Normaliteten skygger

Systematikken kan også agere som et redskab til at fjerne berøringsangst. Læger vil - som de fleste andre - gerne se det bedste i deres medmennesker. »Det er vigtigt, at vi vænner os til at tænke i de baner, at udsathed overhovedet kan være en mulighed«, siger Kirsten Lykke.

»Det kan være svært at erkende, at barnet ikke får den omsorg, det har brug for. Og svært at skulle sætte spørgsmålstegn ved forældres indsats«, siger hun.

»Men er man bevidst om sit formål - barnets trivsel - og har man en fremgangsmåde, når ens mistanke vækkes, bliver det meget lettere at stille de vanskelige spørgsmål til forældrene. Læger er faktisk vant til den slags og må løbende træne sig i at overskride barrierer, der berører vores patienters mest intime privatsfære, herunder også forældrefunktionen. Vi spørger i forvejen til meget private områder«, siger Lene Flachs.

»Vi har skullet lære os selv at spørge til folks rygevaner, alkoholforbrug, kostvaner, seksualitet osv. Øvelsen er så at kunne kommunikere med vores patienter uden at virke fordømmende, men i stedet vise empatisk nysgerrighed og vilje til at høre, hvor familierne selv oplever de største problemer. På den måde skabes der grundlag for samarbejde, samtidig med at vi hele tiden har barnets perspektiv forrest«.

Det er ikke mindst den balance, Børneprojektet har forsøgt at træne de deltagende læger i at finde.

Hvad nu?

Resultaterne fra Børneprojektet viser, at det godt kan lade sig gøre at få bedre øje for udsatte børn. De to praktiserende læger bag projektet ser nu gerne erfaringerne fra projektet bredt videre ud.

»Jeg er medlem af den arbejdsgruppe i Sundhedsstyrelsen, der skal revidere vejledningen til børneundersøgelserne. Her har man meget fokus på de udsatte børn«, siger Lene Flachs.

De to læger forsøger også at få lavet et egentligt referenceprogram, men det er p.t. fremtidsplaner.

Projektet har imidlertid også sat fokus på problemerne omkring det nødvendige tværfaglige samarbejde, når børns trivsel er truet på grund af dysfunktionelle familier.

»Samarbejdet mellem lægerne og kommunerne om disse børn fungerer ikke godt nok«, som Kirsten Lykke siger.

Fakta om »Børneprojektet«

Deltagerne: Tre grupper a syv læger - fra hhv. storbyer, provinsbyer og landområder.

Procedure: Supervision 6-8 gange i to år samt deltagelse i fem temadage. Desuden udfyldelse af spørgeskemaer og deltagelse i fokusgruppeinterview.

Resultater: Lægerne fik mere fokus på børnene og større indsigt i, hvor betydningsfuldt samspillet med forældrene er. De fik også højnet bevidstheden om, at det er vigtigt med en tværfaglig tilgang. Netop den er vanskelig. Projektet viste, at det kniber med at få etableret et tilstrækkeligt fast samarbejde med den kommunale forvaltning.

Anbefalinger: Bl.a. mere efter- eller videreuddannelse af praktiserende læger i at identificere, visitere og intervenere over for udsatte børn.