Tæt samarbejde mellem kommuner og almen praksis

Der skal tre til en tango i fremtidens danske sundhedsvæsen. Mens regionernes rolle nedtones, skal kommunerne og de praktiserende læger fremover spille en større rolle og arbejde meget tættere sammen omkring arbejdet med borgernes sundhed.

Fra januar 2007 overtager kommunerne en række sundhedsopgaver fra amterne. Det drejer sig blandt andet om ansvaret for rehabilitering efter udskrivning, forebyggelse og sundhedsfremme, ligesom det fremover bliver kommunerne, der skal stå for behandlingen af alkohol- og stofmisbrug.

Det betyder, at kommunerne nu skal klædes på til at løse de nye opgaver, og det betyder, at kommunerne og de praktiserende læger fremover vil blive tætte samarbejdspartnere. Hvordan og under hvilke former parterne skal samarbejde, er endnu ikke klarlagt, men de første spæde skridt er taget for at finde de indledende takter. Her gælder det især om at definere, hvem der kan hvad, og hvordan parterne kan få mest muligt ud af samarbejdet.

»Nu handler det først og fremmest om dialog, og alle leder efter rammer for, hvordan vi kan få et fremtidigt samarbejde op at stå. Den praktiserende læges store force er indsatsen over for den individuelle patient, mens kommunerne kan gå ind i mere gruppebaserede og samfundsrelaterede sundhedsforhold. For eksempel omkring skoler, kost og trafik. Det er vigtigt at afgrænse rollerne og definere, hvem der har ansvar for hvad, så vi ikke bruger penge på dårlige tilbud«, understreger direktør i P.L.O., Bente Hyldahl Fogh.

»Det går galt, hvis vi ikke har en klar rollefordeling, og hvis kompetencerne ikke er i orden og klart definerede. Så bliver det alles krig mod alle, ingen er rigtigt forpligtede, og der vil blive tale om ressourcespild. Men modsat kan det blive godt, hvis vi får en klar rollefordeling. Så kan det blive en styrkelse af patientbehandlingen og det forebyggende arbejde,« mener Bente Hyldahl Fogh.

Økonomi

Det er regeringens sundhedsprogram »Sund hele livet«, der er ligger til grund for kommunernes nye sundhedsopgaver, og det er samtidig hensigten, at et tættere og mere formaliseret samarbejde mellem de praktiserende læger og kommunerne skal udmønte sig i mere ensartede tilbud til borgerne landet over. Her skal især områder som rehabilitering og sundhedsfremme styrkes.

»Alle erkender, at det er nødvendigt at arbejde med sundhedsfremme, men der er meget forskel på indsatsen i kommunerne i dag. Lige fra fremragende til ikkeeksisterende. Det er meget afhængigt af lokale forhold og interesseområder.«

Det er godt, hvis kommunalreformen betyder, at der kommer fokus på områder, der ikke fungerer så godt. Men det er et problem, at kommunerne ikke får flere penge til arbejdet. Vi har i forvejen et sundhedsvæsen, der er presset. Reformen er en stor mundfuld med en ekstremt begrænset økonomi. Så vi skal nok være lidt tålmodige. Det tager tid at etablere de nye rammer og finde formen for samarbejde, men der arbejdes med tingene både i lovgivningen og i overenskomstforhandlingerne,« siger Bente Hyldahl Fogh.

Det er planen, at Sygesikringens Forhandlingsudvalg skal nedlægges og erstattes af et løn- og takstnævn, hvor kommunerne får fuldt medlemskab. Navnet antyder, at nævnet sandsynligvis kommer til at arbejde mere snævert end Sygesikringens Forhandlingsudvalg, idet det nye nævn først og fremmest skal håndtere spørgsmål vedrørende løn. Det er P.L.O. skeptisk overfor, da forhandlingsopgaven på sygesikringsområdet er meget mere omfattende end fastsættelsen af honorarer. Det er også nyt, at der vil blive indbygget et økonomisk incitament for kommunerne, idet der indføres en aktivitetsbaseret betalingsordning. Den skal tilskynde kommunerne til at sætte flere lokale sundhedstilbud i gang. Men både fra P.L.O. og KL's side advares der imod, at udbygningen af de kommunale tilbud kommer til at gå for stærkt. Udbygningen bør ske over en længere årrække for at sikre, at kvaliteten og kompetencerne er i orden. Der skal solid planlægning og tæt dialog til, for at kommunerne kan løfte de nye opgaver bedst muligt.

»Vi skal sørge for, at det er fagligheden, der er i højsædet ved det nye samarbejde og ikke blot et ønske fra kommunerne om at få fat i nye opgaver og nye budgetter,« fastslår Michael Dupont, formand for P.L.O.

»Jeg kan godt være lidt betænkelig ved, at for eksempel misbrugsområdet nu lægges ud i kommunalt regi. Det er et spørgsmål, om alle kommuner bliver store nok til at løfte opgaven. Det samme gælder rehabiliteringen. Når man flytter et område til kommunerne, må man sørge for, at det som minimum bliver samme standard, eller allerhelst en bedre standard. Der er jo ingen grund til at ændre på tingene, hvis ikke det bliver bedre af det,« understreger formanden.

Praksiskonsulenter

Et nyt regionalt sundhedskoordinationsudvalg skal arbejde med at lave regionale sundhedsaftaler. Det er endnu ikke defineret, hvordan udvalget skal sammensættes, men som eksempler på emner i kommende sundhedsaftaler nævnes aftaler om indlæggelsesforløb, udskrivningsforløb for svage, ældre patienter, behandling af misbrugere, aftaler på træningsområdet, aftaler på hjælpemiddelområdet, forebyggelse og sundhedsfremme og indsatsen for sindslidende.

Som brobyggere mellem almen praksis og kommunen er det tanken, at der skal etableres en række stillinger som praksiskonsulenter.

»Praksiskonsulenterne er en model vi kender, og som har relativ god succes i sygehussektoren, hvor der er blevet bygget bro mellem sygehus og almen praksis. Der er ingen tvivl om, at der er behov for en tættere dialog med de praktiserende læger i kommunen, og en praksiskonsulent kan sætte det daglige samarbejde i system, styrke parternes viden om hinanden og styrke dialogen,« siger Bente Hyldahl Fogh.

»De praktiserende læger har nok at lave i dag, så vi skal tænke på at skabe de stillinger så fagligt attraktive som muligt. Mange praktiserende læger synes i virkeligheden godt om at have et supplement til praksisarbejdet,« siger Bente Hyldahl Fogh.

Både P.L.O. og KL har lavet oplæg om det kommende samarbejde mellem kommuner og almen praksis, og begge parter står med en fremstrakt hånd. Nu forestår en lang række forhandlinger først og fremmest centralt men også lokalt, så intentionerne om en forbedret sundhedsindsats kan lykkes. Det kræver først og fremmest præcise overordnede rammer for standarden, hvis målet om et mere ensartet sundhedstilbud i kommunerne skal nås.

»Kommunerne har ikke den store sundhedspolitiske tradition. De har drevet socialpolitik, men sundhedspolitik har de kun beskæftiget sig med i meget begrænset omfang. Derfor er det vigtigt, at kommunerne bliver klædt på til opgaven. Når væsentlige sundhedsopgaver bliver delt ud til 100 kommuner, kan man forestille sig, at tilbuddene bliver meget uens, hvis ikke der er nogle veldefinerede, overordnede standarder, der skal følges,« siger Michael Dupont.