»Tahrir er nu helt fuld af mennesker ...«

08.00 Jeg vågner på gulvet i et kontor med badeværelse, som nogen har stillet til rådighed tæt på vores klinik. Den ligger lige ved den indgang til Tahrir, som er nærmest Det Egyptiske Museum. De andre dage har det været koldt og regnet, men nu er det dejligt solskin. Der er ikke brug for min tykke trøje. Flere har overnattet i klinikken, og mange har sovet uden for på pladsen. Pladsen er allerede fuld, men der ventes mange flere til den planlagte milliondemonstration.

09.00 Jeg har passeret en af de velkomstkomiteer, som er lavet ved hver af de store indgange til pladsen. Nogen råber i kor: »Kom så, Egypten. Din frihed er ved at blive født!« Jeg besøger nogle af de andre klinikker og siger godmorgen, før jeg går på arbejde på vores lille klinik. Siden angrebet sidste uge har her været fredeligt. Ingen nye sår, men folk skal have skiftet forbindinger eller fjernet sting. Vi hjælper enkelte med sukkersyge. Mange er forkølede, og vi uddeler vitaminer.

10.00 Vi sender besked ud om, at folk ikke skal sende medicin. Vi har nok og kan ikke opbevare mere. Men der er brug for varmt tøj og tæpper. Jeg laver ikke selv meget lægearbejde, men bruger tiden på at overvåge og organisere. Vi har et lille køkken, der laver mad til vagtværnet.

13.00 Tahrir er nu helt fuldt af mennesker. De kommer også udefra, efter at transportblokaden til Kairo er ophørt. Vi hører om strejker flere steder i landet.

14.30 Nu er også gaderne ind til Tahrir helt fulde. Alt er meget fredeligt, da folk begynder at gå mod Parlamentet og kvarteret, hvor ministerierne ligger. Deres plan er at slå sig ned der, lige som på Tahrir. De sender besked og beder os sende en af vores læger med udstyr derhen for det tilfælde, at der kommer et angreb.

16.00 Klinikkerne begyndte kaotisk, og indtil nu har vi ikke dokumenteret, bare behandlet. Vi mødes og aftaler, at vi nu vil dokumentere hver patient, også når vi bare skal skifte gamle sår. Det kan bruges til at finde folk og dokumentere, hvor mange der er blevet skadet. Hospitalerne ved, hvor mange sårede, der er indlagt og døde. Skaderne her på Tahrir kender ingen.

17.00 Rundt om klinikken er folk begyndt at synge og danse. Der spilles på tabla og andre trommeinstrumenter. Det her er den største demonstration, jeg nogen sinde har set.

19.00 De ringer henne fra Parlamentet, hvor folk sidder på gaden. Det er ved at blive koldt, og de beder os sende varme tæpper. Vi har fået masser af tæpper doneret. Jeg sender nogle derhen, og nogle til dem, der sidder foran hærens tanks og beskytter Tahrir. Forholdet til soldaterne er fredeligt. På den ene side ser vi dem som beskyttere. Men for et par dage siden ville de gerne tage kontrol med Tahrir, og i sidste uge slap de angriberne herind, så vi stoler ikke helt på dem. Stemningen er som en festival, men vi er bekymrede for, om vi igen bliver angrebet.

20.00 Nogen er begyndt at sælge te og varm mad foran klinikken. Jeg er bekymret for ilden og beder dem gå til udkanten af pladsen. Hidtil har alt været donationer. Det er nyt, at nogen kommer for at sælge noget.

21.30 Vi har fået doneret nok af alt, men på et møde i klinikken beslutter vi at acceptere penge. Vi kan så lave en fond til hjælp for sårede. Den kan f.eks. bruges, hvis de senere får behov for operation eller anden hjælp. Så fra i aften fører vi regnskab.

23.00 Jeg er træt og må sove. Klinikken er stadig fuld af mennesker, så jeg trækker mig tilbage til min plads på kontorgulvet.