Skip to main content

Teams - i stedet for de tidligere faste udvalg - var en af de nydannelser, som Lisbeth Lintz bebudede, da hun på et ekstraordinært repræsentantskabsmøde i august blev valgt til ny formand for Yngre Læger. På repræsentantskabsmødet uddybede hun i sin mundtlige beretning - der var tematiseret over begrebet »verdensklasse«:

»Yngre Læger i verdensklasse har også en effektiv og beslutningsdygtig bestyrelse, der agerer på baggrund af diskussioner i repræsentantskabet. Den involverer interesserede medlemmer, tillidsrepræsentanter og Yngre Lægeråd - og de involverer sig. Det lægger vi op til i endnu højere grad end tidligere med den nye organisering i emnebaserede team«, sagde hun.

Disse team skal have »tovholdere« fra bestyrelsen og ellers interesserede, fx fra repræsentantskabet.

Lisbeth Lintz satte navn på de team, som er oprettet:

  • Team Forhandlingsdelegation, med hende selv, Stine Sloth og Nikolai Hoffmann-Petersen fra bestyrelsen som tovholdere.

  • Team OAU [forkortelsen dækker det gamle Overenskomst- og Aftaleudvalg, red.] med Stine Sloth som tovholder. Dette team skal bl.a. arbejde med praktisk opfølgning på overenskomstrelaterede spørgsmål.

  • Team Arbejdstidstilrettelæggelse.

  • Team Videreuddannelse.

  • Team Efteruddannelse.

  • Team TR. Tanken er her at etablere et forum af tillidsrepræsentanter, ligesom der er planer om at få en ekstern konsulent til at evaluere tillidsmandskurserne systematisk.

  • Team Arbejdsmiljø.

  • Team HB, som består af YL's to hovedbestyrelsesmedlemmer Michael Dall og Klaus Klausen samt Lisbeth Lintz.

Lisbeth Lintz indbød alle interesserede til at være med: »Der er masser af muligheder for at byde ind, hvis I gerne vil være aktive og påvirke foreningens politik«, opfordrede hun.

I beretningsdebatten blev der efterlyst muligheder for at oprette yderligere team - fx et »Team Videnskab« og et »Team Almen Praksis«, og det var der ingen, der ville lægge hindringer i vejen for.