Teamtræning på fødegangen

På fødestuen ligger en kvinde, som net-op har født sit tredje barn. Jordemode-ren kommer ind for at kontrollere, at alt er normalt - men det er det ikke. Efter fødslen af moderkagen er kvinden begyndt at bløde. Blødningen tager hurtigt til, kvinden bliver utilpas, og jordemoder Lisbeth Munkesø tilkalder gynækologisk bagvagt og kirurgisk forvagt, der snart får selskab af både for- og bagvagt fra anæstesien i følge med anæstesisygeplejerske, to operationssygeplejersker og en SoSu-assistent.

Det lykkes ikke at stabilisere blodtrykket hos kvinden, der efterhånden mister bevidstheden så overbevisende, at det smitter af på deltagerne i simulationen. Hun må flyttes fra fødelejet til en seng, der i hast rulles hen på operationsgangen, hvor den kirurgiske forvagt håndfast forsøger at standse blødningen ved at komprimere patientens underliv, mens bagvagten iført lange handsker tager fat på at undersøge, om der sidder rester af moderkagevæv.

Snart bliver det nødvendigt at operere for at underbinde livmoderen, og skalpellen åbner underlivet på patienten. Imens har anæstesisygeplejersken opsat den ene blodportion efter den anden, og anæstesilægen har bedøvet patienten og monteret overvågningsudstyret.

Da patienten efterhånden har mistet 6,5 liter teaterblod, afbryder afdelingslæge Marlene Mohr forløbet, der efterhånden har fået sveden frem på panden hos de fleste involverede. I dag er der heldigvis kun tale om en simuleret situation. En fuldskalasimulation, som foregår på fødegangen og operationsgangen - ikke i et færdighedslaboratorium men der, hvor folk normalt arbejder sammen.

Den fødende kvinde spilles - indtil hun afløses af en dukke på operationsstuen - af jordemodereleven Camilla Houmann, som med stor indlevelse sørger for, at hele teamet hurtigt glemmer, at det ikke er alvor.

Her dør patienten aldrig

»Vi har taget to kliniske situationer, som opstår sjældent men dog så hyppigt, at man skal kunne håndtere dem - og som er så farlige, at kvinderne kan dø af dem«, siger afdelingslæge Marlene Mohr, der leder teamtræningen: »Et scenarie med præeklampsi, graviditetsforgiftning, som ender med, at patienten kramper og er i livsfare, og et scenarie, hvor patienten bløder efter fødslen. Det er de to scenarier - men de forløber aldrig ens«.

»Vi retter simulationen ind efter, hvordan teamet handler: Hvis de fx glemmer at give noget medicin eller giver den sent, får den ikke den tilsigtede virkning, eller der opstår bivirkninger. Men patienten dør aldrig! Jeg afbryder simulationen forinden«.

Efter tur deltager alle læger, jordemødre og sygeplejersker på gynækologisk afdeling samt alle hospitalets anæstesilæger, anæstesi- og operationssygeplejersker, som er koblet til fødeafdelingen, og sygehjælpere, som i en kritisk situation kan blive involveret i et akut kritisk fødselsforløb.

»Ideen er, at man samarbejder med dem, man arbejder sammen med til daglig. Ideen er, at man indfører en helt ny måde at kommunikere på, som alle kan genkende, og det ikke bare fader ud, når man er tilbage i dagligdagen«, siger Marlene Mohr.

Forløbene varer 50 minutter, fulgt af en debriefing, hvor deltagerne fortæller, hvad de opfattede, at der foregik, mens de iagttager og evaluerer forløbet på en videooptagelse og foreslår løsninger på de problemer, som opstod undervejs.

Derefter går deltagerne videre til det næste scenarie, hvor samarbejdet ifølge Marlene Mohr allerede fungerer »markant bedre«.

Træningen redder liv

»Teamtræning handler om at træne alle i de specifikke funktioner, de har, og i at se, hvor der kan være brug for at gå ud over sin sædvanlige rolle for at få opgaven løst. Man får overblik over, hvordan arbejdsrutinen skal være i den specielle situation«, forklarer Marlene Mohr.

Målet er samtidig at opnå en større fleksibilitet, så der ikke er opgaver, der får lov at ligge ugjorte, fordi den, man troede skulle udføre den, ikke lige er til stede. Overblikket kan fx svigte, når to grupper - anæstesien og fødegangspersonalet - pludselig skal arbejde sammen.

»Så glemmer man let at orientere hinanden, og patienten ender med at gå midt over, så anæstesien står med luftvejene, mens gynækologerne koncentrerer sig om underlivet«, siger Marlene Mohr. »Man får ikke meddelt sig til hinanden, så man kan samordne indsatsen. Patienten er ikke længere et hele, og så kan tingene køre af sporet for teamet, som først opdager det, når det er for sent«.

En af de stærke sider ved denne måde at træne på, er, at det meget hurtigt bliver livagtigt - også fordi figuranten er så god. Deltagerne slipper hurtigt fornemmelsen af at »lege med dukker«. En anden force er, at alle spiller sig selv og dermed er sig selv.

»Figurantens rolle og skuespiltalent er en vigtig faktor for at få alle ind i legen« siger Marlene Mohr. »Det hænder, at enkelte vælger at forholde sig distanceret, og det er naturligvis ikke optimalt for træningsformålet. Men når først de har været oppe på at give 14-15 portioner blod, er det ikke mange, som ikke er 100 pct. med«.

Og situationen med 6-7 liters blodtab er ikke urealistisk. Kun en uge før denne dags teamtræning har flere af deltagerne oplevet en lignende situation. Kvinden overlevede operationen og vil overleve uden men - og det kan bestemt ikke afvises, at den teamtræning, som efterhånden har fundet sted gennem nogle måneder på Herlevs fødeafdeling, har en del af æren. I samme uge mistede afdelingen til gengæld en patient pga. graviditetsforgiftning.

»Og i forrige måned kom en ung, gravid kvinde ind, som var død af hjertestop. Men folk vidste, hvad der skulle gøres, og det viser styrken ved teamtræningen«.

Det elementære, som er så svært

Den efterfølgende debriefing har bl.a. til formål at fokusere på, hvor den enkelte deltager »gjorde en forskel«, som Marlene Mohr udtrykker det. »Det skal give følelsen af, at man har noget at arbejde med, og at alle absolut har en vigtig rolle. Det er vigtigt, at debriefingen formidler scenariet som en fælles, positiv oplevelse, som man kan arbejde videre med«.

»Det handler om at få deltagerne til at indse, at det, de i virkeligheden godt ved, at de skal gøre, og som er så logisk, når man læser om det, faktisk er utrolig svært i hverdagen, og at det er noget, der skal arbejdes på«.

At teamtræningen foregår på fødegang og operationsstue - i stedet for et færdighedslaboratorium - betyder ifølge Marlene Mohr, at deltagerne senere - i en virkelig situation - vil have lettere ved at genkalde sig de oplevelser og den viden, som simulationsforløbet giver.

»Vi har hørt fra flere, der oplevede at få flashback til teamtræningen, når de stod i en ægte, traumatisk situation, fordi de ,havde prøvet det før` i de samme omgivelser«, siger Marlene Mohr.

»Derfor er det vigtigt at træne, hvor man er vant til at arbejde, så man ser alle de farer, der er der, hvor de arbejder«.

Teamet har ni deltagere foruden M arlene Mohr, som leder seancen, og andre, som er involveret undervejs, og et tilsvarende team er i gang parallelt. Det giver omkring en snes ansatte, som bruger en hel dag på træningen hver anden uge, indtil alle på afdelingen har været igennem forløbene.

Hvad får man ud af denne ret store investering af tid og ressourcer?

»Jeg tror, det er godt givet ud«, siger Marlene Mohr. »Alene pga. de mange utilsigtede hændelser, vi også har afsløret. Vi kan se hvor mange af vores fejl, der begås. De går jo igen hver anden uge - så det må være, fordi der er noget om det«.

»Teamtræning som sådan er ikke nyt, siger Marlene Mohr. »Hvad der er nyt her, er, at der laves en ,task-analyse` hvor man efter et prøvescenarie ser, hvor svaghederne ligger, og retter kurset ind efter de forhold, der findes på selve arbejdspladsen - ligesom det heller ikke før er prøvet at inddrage hele organisationen på fødegangen«, siger Marlene Mohr.

Teamet bag projektet består af fem læger, to sygeplejersker og en jordemoder, som alle er involveret i afviklingen af simulationsforløbene. Disse er, ligesom debriefingen, lavet i samarbejde med overlæge Doris Østergaard, som leder Dansk Institut for Medicinsk Simulation, der har til huse på Herlev Hospital.