Skip to main content

Technobabble og tungetale

Journalist Jesper Haller, jha@dadl.dk

2. nov. 2005
3 min.

Horsens byråd afsatte i 1990 2,4 mio. kr. til at måle jordstråler i et nyt parcelhusområde. På trods af at mange hundrede undersøgelser aldrig entydigt har vist, at fænomenet findes - endsige at det kan påvirke menneskers helbred.

Byrødderne i Horsens fik kolde fødder og droppede projektet, da diverse jordstråledetektiver røg i totterne på hinanden, men i Tyskland er jordstrålemåling en helt almindelig del af byggemodningen. Borgerne vil have det, og så retter politikerne ind. De har ikke altid nemt ved at holde hovedet koldt under folkeligt pres - som demonstreret i de senere år, hvor alternativ behandling nærmest er blevet båret frem og ind i det offentlige sundhedssystem af Folketinget.

Derfor er det vigtigt, når der kommer bøger, som forsøger at skille mening og måling, tro og tal. Både for lægmand og de mange læger, som dagligt må forholde sig til patienters brug af alternativ behandling.

I »Politikens bog om det alternative« skriver 20 forfattere - herunder fem læger - om jordstråler og den alternative verden fra A til Å set gennem naturvidenskabelige briller. Formen er leksikal. Indholdet er indsigtsfuldt og underholdende - og tonen skarp.

Bogen handler ikke kun om alternativ behandling. Ufoer, tarotkort, medier - og sågar den gode, gamle Bermudatrekant får en tur under mikroskopet. Forfatterne mener nemlig, at alt »alternativt« har fælles træk: Det er båret af tro. Blandt andet på en kraft eller energi, der gennemstrømmer alting og forbinder mennesker med kosmos. Et fælles træk er også en afstandtagen til naturvidenskabens »reduktionistiske«, »mekanistiske« og »menneskefjendske« verdensbillede. Ironisk nok betjener mange alternative sig af indviklede apparater og pseudovidenskabelig sprogbrug, det såkaldte »technobabble«.

Over for troen stiller forfatterne to videnskabelige grundsten: Karl Poppers falsifikationsprincip og Ockhams ragekniv. Begge bliver forklaret kort, men meget klart, og de bliver brugt stort set konsekvent bogen igennem. Valget begrundes med Carl Sagans sammenligning mellem den videnskabelige metode og demokratiet: »De er langsomme, besværlige, ikke ufejlbarlige og kan indimellem gå skævt - men der findes ikke noget bedre alternativ«. Man finder også i bogen en meget fin, populær forklaring på statistisk signifikans, som kan være så vanskelig at formidle.

»Politikens bog om det alternative« er god at have ved hånden, når patienter forklarer, at de lige har været til kranio-sakral terapi eller akupressur. Den har dog skønhedsfejl - for eksempel når en forfatter som Arne Astrup over én kam stempler »spillerne på det alternative ernæringsmarked« som »sygeplejersker ... der i forbindelse med en krise i deres liv har selvoplevet en ,helbredelse`« og »... læger, som har oplevet en erhvervsmæssig deroute, og som bliver tiltrukket af udsigten til en hurtig økonomisk gevinst,«.

Håndbogen slingrer også, når forfattere har fået lov til at dyrke deres særlige interesser. Det har givet voldsomt meget spalteplads til for eksempel astrologi og noget så eksotisk som kryptozoologi, medens naturmedicin som selvstændigt opslag spises af med ganske få linjer. Man kan vel også stille spørgsmålstegn ved, om det har andet end rent historisk interesse at læse om Rosenkreutzere og orgon-energi. Men alt i alt - en god og underholdende opslagsbog.

Politikens bog om det alternative. Redigeret af Lars Peter Jepsen. 256 s. Politikens Forlag, 2002.