Skip to main content

Telemedicin giver KOL-patienter færre lægebesøg

Bente Bundgaard, bbu@dadl.dk

2. apr. 2012
2 min.

Færre indlæggelser. Færre skadestuebesøg. Færre besøg hos praktiserende læge. Det betyder telemedicin for KOL-patienter, viser en oversigtsartikel - side 936 - med Anna Svarre Jakobsen fra Telemedicinsk Forskningsenhed på Frederiksberg Hospital som hovedforfatter.

Oversigten er en gennemgang af ni eksisterende studier. I flere af dem er telemedicin kun en af flere komponenter. Og det er netop et af problemerne, for så er det vanskeligt at isolere, hvad præcist telemedicinen har betydet.

Så materialet er spinkelt, men det giver alligevel nogle fingerpeg. På basis af de ni studier finder forfatterne, at en KOL-behandling, der omfatter telemedicin, »synes at være konventionel behandling overlegen«.

Det gælder især på tre parametre: en reduktion i antallet af hospitalsindlæggelser; ditto med skadestuebesøg; og et fald i henvendelser til primærsektoren. Derimod er der - overraskende - ingen effekt at spore på patienternes livskvalitet.

I en anden artikel - side 933 - omtaler overlæge, professor Jørgen Vestbo, Hjerte-lungemedicinsk Afdeling på Hvidovre Hospital - en anden telemedicinoversigt: et Cochranereview på ti studier om KOL.

Cochranereviewet viser, at interventionerne gav »en positiv indflydelse på patienternes livskvalitet og reducerede antallet af akutte henvendelser på hospitalerne«.

Men også her er det vanskeligt at isolere effekten af telemedicin og skille den ud fra de øvrige komponenter i behandlingen. Og på den baggrund advarer Jørgen Vestbo om at drage forhastede konklusioner. Mulighederne - som er store - må ikke overskygge det sædvanlige krav om evidens.

»Når politikere allerede nu taler om, hvordan nye sygehuse skal implementere THC (tele health care, red.) på mange niveauer, og hvordan dette må påvirke vores udformning af de fremtidige hospitaler, må alarmklokkerne gerne ringe«, skriver han.

Se den videnskabelige artikel »Vekslende effekt af telemedicin ved behandling af kronisk obstruktiv lungesygdom« på side 936

Se den videnskabelige artikel »Telehealthcare til kronisk obstruktiv lungesygdom - en gennemgang af et Cochranereview« på side 933