Skip to main content

Telemedicin halverer dødeligheden, viser ny forskning

Bente Bundgaard, bbu@dadl.dk

19. okt. 2012
2 min.

"Hvis noget tilsvarende havde gjort sig gældende for en ny pille, ville det være en sensation".

Det siger Søren Vingtoft, næstformand i Dansk Selskab for Klinisk Telemedicin, som overordnet kommentar til de første resultater af det store engelske telemedicinforsøg "Whole System Demonstrator Programme".

"Studiet her er så stort og har nogle resultater, som jeg mener, man ikke kan afvise. Hele diskussionen om evidens er nu slut", siger han.

Det er professor i sundhedspsykologi og dekan (check) på School of Health Sciences ved City University London, Stanton Newman, som står i spidsen for programmet, og han fortalte om det på årsmødet i e-sundhedsobservatoriet for nylig. Selve rapporteringen af de første resultater er sket i form af en artikel i British Medical Journal (BMJ) 1).

De er opsigtsvækkende.

Allermest vækker dødelighedstallene opsigt. De er næsten halveret i den gruppe, der brugte telemedicin i forhold til kontrolgruppen. Behovet for at kontakte skadestue/akutmodtagelse var mindre, interventionsgruppens patienter blev i mindre grad indlagt, og når de blev, så lå de kortere tid på hospitalet end kontrolgruppen - se FAKTA.

Hvad nu?

Efter Søren Vingtofts mening vil diskussionen om telemedicin i Danmark nu bevæge sig fra "om" til "hvordan".

"Det er en af de allermest interessante sundhedspolitiske diskussioner. For telemedicin vender sundhedsvæsenet på hovedet og flytter fokus væk fra hospitalerne og ud til borgerne", siger han.

Det har også implikationer for lægerne og det øvrige behandlersystem.

"Behandlerrelationen og -ansvaret skal ikke anfægtes, men der kommer til at ske det, at borgerne bliver mere og mere involverede i at varetage deres eget helbred, ikke mindst de kroniske patienter. Der ligger et paradigmeskift og venter der", siger Søren Vingtoft.

1) Effect of telehealth on use of secondary care and mortality: findings from the Whole System Demonstrator cluster randomised trial, BMJ 2012; 344:e

FAKTA

Hvor dødeligheden blandt de deltagende patienter med enten diabetes, KOL eller hjertesygdom var 4,6 pct. i interventionsgruppen - altså de patienter, der gjorde brug af telemedicin - var den næsten det dobbelte, nemlig 8,3 pct. i kontrolgruppen.

Projektet omfatter 3.230 patienter tilmeldt i alt 179 almene praksisser i tre områder i England.

Men en næsten halvering af dødelighedstallene er ikke det eneste markante resultat. Det fremgår også, at hvor 43 pct. af interventionsgruppen blev indlagt på hospital i løbet af de 12 måneder, studiet foregik, var tallet for kontrolgruppen større - nemlig lige over 48 pct.

Behovet for at kontakte skadestue eller akutmodtagelse var mindre i interventionsgruppen sammenlignet med de andre, og patienterne interventionsgruppen tilbragte 4,87 dage i gennemsnit på hospitalet, mens dem i kontrolgruppen brugte 5,68 dage.