Skip to main content

Terrorberedskabet i Danmark

Overlæge Freddy K. Lippert

31. okt. 2005
4 min.

Den internationale terror er eskaleret siden den 11. september 2001. Med bombesprængningerne i London i juli og august 2005 er truslen kommet så tæt på Danmark, at vi i sundhedsvæsenet tvinges til at revurdere vores egen sårbarhed, muligheder og evne til at reagere, hvis terror pludselig bliver virkelighed i Danmark. Der er flere aspekter af terror, som har interesse for det danske sundhedsvæsen.

Erfaringerne fra London er netop blevet beskrevet i New England Journal of Medicine [1, 2]. Den engelske akutmedicinske indsats tilskrives ikke alene tidligere erfaringer med terror, men også forudgående planlægning, uddannelse og øvelse af sundhedspersonale i og uden for hospital. De svagheder, der findes i det engelske system, findes i endnu større grad i det danske: organisation af flere samtidige skadesteder, tværgående kommunikation og transportlogistik. Hertil kommer yderligere svagheder i Danmark.

Et væsentligt, tilbageværende problem er de såkaldte indsatstaktiske retningslinjer [3], der er spillereglerne for alle myndigheder på et indsatssted. Disse er forældede og afspejler ikke den sundhedsfaglige virkelighed og heller ikke problemstillingen med håndtering af flere samtidige skadesteder.

Sundhedsfaglige vurderinger, beslutninger og handlinger er afgørende for den primære indsats i tilfælde af en terroraktion, hvor det væsentligste er at redde liv. Men sundhedsvæsenet tildeles ikke denne rolle i Danmark, hverken på indsatsstedet, hvor der ikke er en sundhedsfaglig indsatsleder, eller centralt, hvor de regionalt koordinerende stabe har været præget af politiet og redningsberedskabet.

Traditionelt har både planlægning i tilfælde af større hændelser og afvikling af skadesteder været en opgave, som politi og redningsberedskab/brandvæsen alene har stået for - som et levn fra en tid, hvor den præhospitale indsats alene var en transportopgave. Men virkeligheden i 2005 er, at tidlig og avanceret sundhedsfaglig indsats på skadestedet er mulig og forventes. Avanceret præhospital indsats er afgørende i den primære indsats, og hurtig koordination via en central sygehuskommandocentral som akutmedicinske koordinationscentre (AMK) er en forudsætning for hensigtsmæssig anvendelse af de store resurser, som vores sundhedssystem udgør.

I den nationale sårbarhedsudredning, som blev iværksat i 2002, beskrives en række sårbarheder i det danske samfund og herunder i det danske sundhedsvæsen [4]. Siden er der taget initiativer til at udbedre nogle af de disse sårbarheder. Der er oprettet faglige koordinationsfora, og Sundhedsstyrelsen har fået en mere central position. Håndbog om sundhedsberedskab, hvori planlægningsgrundlaget beskrives, revideres nu i Sundhedsstyrelsens regi; Sundhedsstyrelsen har taget initiativ til, at AMK kommer til at fungere og er i gang med en udredning af hele den akutmedicinsk indsats - for at nævne nogle få områder.

Sårbarhed og risici skal ses i sammenhæng, og balancen skal findes. Risikoen for terror i Danmark er vokset som konsekvens af den danske regerings støtte til amerikansk udenrigspolitik. Men risikoen skal ses i en sammenhæng, og vi har som læger en forpligtelse til at prioritere resurseanvendelsen. Vi skal ikke anvende resurser på et beredskab, der er løsrevet fra hverdagen, men sikre en sammenhæng mellem daglige funktioner og beredskabsplanlægning.

Den største risiko, som terrortruslen allerede har medført, er en glidebane med manglende respekt for menneskerettigheder, andre kulturer og religioner og en mistænkeliggørelse af »fremmede«. Det er også vores ansvar at påpege, at terrorbekæmpelse skal ske med respekt for grundlæggende menneskerettigheder. Terror, hvad enten den udspringer af enkeltpersoners vanvittige tanker, af organiserede grupper eller af magthavere og statsmagters systematiske anvendelse af vold, skal ses i politiske, sociale og økonomiske sammenhænge. Terror er et middel og ikke en årsag.

Siden 2001 er grænserne ændret, og gråzoner bifaldes eller accepteres passivt ud fra begrundelser om terrortruslen, f.eks. tilbageholdelse af fangerne på Guantanamo uden retssag, kritisabel behandling af krigsfanger inklusive kritisable afhøringsmetoder, herunder lægers medvirken. Organisationer som Human Rights Watch, Røde Kors og Den Danske Lægeforening har påpeget disse forhold, men uden særlig gennemslagskraft, end ikke i den danske debat.

Risikoen for terror i Danmark er blevet nærværende i bevidstheden. Vi skal i det danske sundhedsvæsen vurdere vores egne planer og sikre, at der er tilstrækkelig sammenhæng i indsatsen både inden for sundhedssektoren og mellem sundhedssektoren og de øvrige myndigheder, herunder en lægelig sundhedsfaglig indsatsledelse. Samtidig skal terrortruslen ikke gøre os blinde over for andre og større sundhedsfaglige udfordringer.



Korrespondance: Freddy K. Lippert , Direktionen, Hovedstadens Sygehusfællesskab, Bredgade 34, DK-1260 København K. E-mail: fkl@hsd.hosp.dk

Interessekonflikter: Ingen angivet


Referencer

  1. Ryan J, Montgomery H. Terrorism and the medical response. N Eng J Med 2005;353:543-5.
  2. Redhead J, Ward P, Batrick N. Prehospital and hospital care. N Eng J Med 2005;353:546-7.
  3. Indsatstaktiske retningslinjer og samarbejdsprincipper. København: Beredskabsstyrelsen, 1999.
  4. Udvalget for National Sårbarhedsudredning. National sårbarhedsudredning, 2004. http://www.brs.dk/info/rapport /aug 2005.