Skip to main content

Ti år med regionerne – hvordan er det gået?

1. januar 2007 blev de 13 amter begravet og genopstod som fem regioner. Regionerne kan ikke som amterne opkræve skatter, de har færre opgaver, og sygehuse/sundhedsvæsen fylder langt det meste. Samtidig blev Folketingets magt på sundhedsområdet styrket og nedskrevet i en sundhedslov. Hvordan er det gået? Det har vi spurgt fire sundhedsaktører om.

Anne Steenberger, as@dadl.dk

12. dec. 2016
5 min.

Spørgsmål

1. Har regionerne været dårligere eller bedre end forventet?

2. Hvordan vurderer du deres magt?

3. Hvad synes du, de skulle gøre bedre?

4. Findes regionerne om ti år?

Kjeld Møller Pedersen, professor i sundhedsøkonomi, med i Strukturkommissionen, der udtænkte strukturreformen

1. De har næsten klaret sig bedre, end jeg forventede. F.eks. har de formået at overholde økonomiaftalerne med regeringen i samfulde ti år plus en toprocents årlig produktivitetsvækst. På minussiden er Den Danske Kvalitetsmodel, som løb af sporet, fordi regionerne overimplementerede den.

2. Der er ingen ændring i forhold til regeringen, som stadig spiller førsteviolin. Men respekten omkring regionerne er nok steget. Det er ikke det samme som magt, men et af kortene i det spil.

3. Spændingen/jalousien mellem regionerne og kommunerne er der stadig, og de burde blive bedre til at samarbejde. Regionerne er for hospitalsfokuserede og har overført en hel del af sygehustænkningen på almen praksis, såsom at holde budgetter. Og de ser praktiserende læger som ansatte læger, der bare har at hoppe og springe i stedet for at forstå, hvad der skal gøres for at håndtere en sektor som almen praksis.

4. Jeg håber, at regionerne er der om ti år. Jeg har svært ved at se bedre alternativer. Det er det mindst ringe blandt få alternativer. Og jeg forventer det også.

Andreas Rudkjøbing, formand for Lægeforeningen

1. Regionerne har vist deres værd. De har leveret effektiviseringer, en ny sygehusstruktur og samlet funktioner – i et historisk højt tempo. Desuden har de reduceret forskellene i f.eks. kræftbehandling på tværs af regionsgrænser. Det har de gjort samtidig med, at de har overholdt garantier og kræftpakker. Men jeg synes ikke, de har været gode til at skabe sammenhæng på tværs af sektorer.

2. På den ene side er sygehusejere altid en magtfuld størrelse i det politiske billede. Det er ikke tilfældigt, at Danske Regioners formand topper magtlister. På den anden side er de i et meget konkret afhængighedsforhold til Finansministeriet og Folketinget, fordi de ikke, som amterne, må udskrive skatter. Det hjælper heller ikke, at deres fremtid hele tiden er til løbende politisk forhandling.

3. De bør facilitere et bedre samarbejde med almen praksis og kommunerne. Det område er blevet stedmoderligt behandlet. Dog ser vi flere positive visioner nu. Og set fra vores egen lille andedam skulle regionerne tage ansvar for den systematiske efteruddannelse af alle deres ansatte, som halter hele vejen rundt. Det er nu engang sådan, vi sikrer, at man også fremadrettet kan levere behandling af høj kvalitet.

4. DF, K og LA vil nedlægge regionerne, og selv om de vil det af vidt forskellige årsager, så giver det usikkerhed om deres fremtid. Statsministeren har ladet forstå, at han vil dømme regionerne på syv parametre på den sidste dag og så beslutte sig for, om de skal overleve. Så derfor er det usikkert, om de er der om ti år. Man skal nok passe på med at overdrive de positive effekter af en nedlæggelse. Sygehusene skal stadig drives, og nogle skal have ansvaret for praksissektoren. Efter strukturreformen var landet jo fusionsramt i årevis; det skal man også tage med i overvejelserne.

Thomas Emil Christensen, læge, debattør, forsker p.t. i USA

1. Jeg har lært, at magt og ansvar er uadskillelige, men sådan er det tilsyneladende ikke i politik. Det virker, som om regionerne primært er konstrueret, så Folketinget ikke skal risikere at stå direkte til ansvar for konsekvenserne af egne beslutninger. Jeg anerkender altså regionernes vanskelige stilling, men kan ikke give dem højere karakter end tg [middel]. Med forbehold for min manglende indsigt så har der været uflatterende fyringssager, som trækker ned. Mange regionspolitikere er dog lydhøre over for de sundhedsprofessionelles advarselsråb – i modsætning til folketingspolitikerne.

2. Mon ikke Folketinget har gjort, hvad de kunne for at få fingre i regionernes magt, mens regionerne har forsøgt at fravriste sygehuse og fagprofessionelle deres egenbestemmelse? Så mon ikke regionernes nettomagt er uændret?

3. Jeg så gerne en fundamentalt anderledes ledelse af sundhedsvæsenet. Vi har et system, der vægter ydelseslevering frem for problemløsning. Det har reelt intet incitament til at løse patientens problem. Ikke mærkeligt, at hverken patienter eller fagfolk kan holde ud at være der. Jeg foreslår, at man satser på decentralisering: drop supersygehusene, fratag Folketinget al magt over sundhedsvæsenet. Lad regionerne stå for finansiering af sundhedsvæsenet. Læg mere indflydelse ud til sygehuschefer, afdelingsledelser og de enkelte fagprofessionelle.

4. Der er ikke tegn på, at folketingspolitikerne har opdaget, at det offentlige sundhedsvæsen er i en dyb eksistentiel krise. Og skulle virkeligheden dæmre, kan vi alligevel ikke regne med en kvalificeret indgriben fra deres side. Så vi har med al sandsynlighed ikke et offentligt sundhedsvæsen om ti år, og dermed har vi næppe heller regioner mere.

Beth Lilja, vicedirektør på Sjællands Universitetshospital, Roskilde og Køge

1. Overordnet har det været en fordel, at vi gik fra 13 amter til fem regioner, fordi de [regionerne] har lettere ved at tale med én stemme, og fordi kampen mellem H:S Hovedstadens Sygehusfællesskab og amterne blev skrinlagt med strukturreformen. Mht. kvalitet og patientsikkerhed har det – hvor der har været enighed – været en stor fordel, f.eks. på nogle af de store nationale initiativer.

2. Når regionerne er enige, har de mere magt og schwung. Omvendt når de ikke er det – og de konkurrerer indbyrdes – kommer de til at se svagere ud udefra. Det er også et spørgsmål om, hvor stærk regeringen er på sundhedsområdet. Er der en stærk sundhedsminister, har regionerne virket svagere. F.eks. har de ikke været i stand til at få behandlingsgarantien på én måned forpurret, selvom der har været stor utilfredshed med den.

3. De skulle blive mere enige, så de kommer til at stå stærkt. Indbyrdes konkurrence svækker – regionerne var f.eks. ikke i stand til at pille akkrediteringen af og vende skuden, selvom der var stor utilfredshed med den blandt klinikerne i deres egne butikker.

4. Regionerne er der om ti år, men måske er der ikke det samme antal, måske er der kun tre.