Tid til forandring på universitetssygehusene

Sten Lindahl er tidligere professor ved Karolinska Institutet i Stockholm og en af hovedarkitekterne bag organisationsændringen på Nya Karolinska Sjukhuset, som er under opførelse. Det nye sygehus bliver bygget op omkring tematiske faglige fællesskaber. Sten Lindahl har siden marts arbejdet i Quatar, hvor han skal gennemføre et tilsvarende paradigmeskifte.

Der er konstant behov for forandring i den medicinske verden. Ændringerne sker oftest med små skridt ad gangen. Men af og til kommer der et ordentligt ryk. Dengang man opdagede DNA-spiralen i begyndelsen af 1950'erne, fandtes der hypertoni, hjerte-kar-sygdomme, diabetes, cancer, inflammatoriske sygdomme og psykiatriske lidelser. Den medicinske behandling og sygepleje har tydeligvis udviklet sig med små skridt, men vi har stadig hypertoni, hjerte-kar-sygdomme, diabetes, cancer, inflammatoriske sygdomme og psykiatriske lidelser. Sideløbende har molekylærbiologien flyttet sig i retning mod molekylær og regenerativ medicin. Det humane genom er nu sekventeret. Fire & Mello fandt ud af at det var muligt at blokere (gene-silencing) specifikke genekspressioner og fik Nobelprisen i medicin og fysiologi for det i 2006. Det har vist sig praktisk muligt at reprogrammere voksne celler, så de når tilbage til stamcellestadiet. Alt dette er fantastisk. Men har den kliniske videnskab udnyttet den nye viden tilstrækkelig intensivt, nu hvor de patogenetiske mekanismer forstås bedre, og sygdommenes detaljerede karakteristika (fænotypebestemmelse) i højere grad kan kobles til den patologiske mekanismes genetiske initiatorer?

Nye udfordringer

Der er kommet nye udfordringer, så som integrering af forskellige områder af forskning og sygepleje, fornyelse af infrastruktur og metoder samt arbejdet med mere langsigtede mål, hvilket kan skabe øget samarbejde på alle områder og øge muligheden for at skabe alliancer eller partnerskaber. Det vil i dag være forkert at isolere den medicinske videnskab i forskellige områder som basal forskning, klinisk forskning, kliniske test og implementeringsforskning (vidensoverførsel/praktisk betydning). En principielt vigtig holdning er, at der kun findes medicinsk forskning, men i forskellige stadier. Desuden er den medicinske forskning ikke længere isoleret fra andre forskningsområder som fysik, kemi, teknologi, biologi, matematik, psykologi og sociologi. Tiden er inde til at udskifte fragmentering med helhed. Kunsten er at bevare individets præstationer og hans eller hendes frihed til at udtrykke fantasi og kreativitet. Men det må vi vel kunne ordne!

Utidssvarende klinikstruktur

Traditionelt er det højt specialiserede sundhedsvæsen baseret på videnskab og udvikling. Det har givet den fremgangsrige klinikstruktur, som har styret og udviklet sundheds- og sygeplejen til den gode position, vi har i dag. Problemet er, at disse strukturer ikke længere kan forankres i den nuværende medicinske videnskab. Specialer som eksempelvis ortopædi eller urologi håndterer både cancer, inflammation, neurologiske lidelser, hormonforstyrrelser og reparation/regeneration. Det er ikke rimeligt at behandle så vidt forskellige patogenetiske mekanismer isoleret i separate klinikker. Det fører til suboptimering og besværlige samarbejdsformer. Hvis man i stedet danner en struktur, der har udgangspunkt i den patogenetiske mekanisme, vil eksempelvis cancerområdet som tematisk område automatisk samarbejde med de specialer og områder, som arbejder med cancerproblematikken på tværs af de aktuelle klinikgrænser.

Det samme vil gøre sig gældende for inflammation og så videre. Hvis et mekanistisk tematisk grundlag blev gennemført, ville en vigtig horisontal organisation kunne opstå og opsplitningen i de højt specialiserede behandlinger kunne reduceres.

Hvis sygehuset organiseres i tematiske fællesskaber, er der langt bedre muligheder for at helhedsvurdere patienterne end i dag. Det er en fremragende model til at kunne realisere den tredelte opgave med avanceret klinisk behandling og pleje, interessant og stimulerende uddannelse samt førsteklasses videnskab. Den tematiske model ville eksempelvis give læger og sygeplejersker, som har valgt at arbejde med inflammatoriske sygdomme, mulighed for at arbejde sammen med medicinske undervisere, som kan undervise i den inflammatoriske proces. Og samtidig møder disse klinikere og undervisere forskere, som har en brændende interesse for at besvare videnskabelige spørgsmål om den inflammatoriske mekanisme. Ræsonnementet gælder også for de andre tematiske områder, forudsat at den patogenetiske mekanisme kan være fællesnævneren. Fra en videnskabelig synsvinkel vil den tematiske struktur også kunne skabe et større internt marked for forskning, og det vil give bedre muligheder for at rekruttere eksterne midler.

Konklusion

En tematisk struktur på universitetssygehusene kræver et paradigmeskifte. Det er på høje tid, at vi får det. Men hvad skal der så ske med de vertikale klinikstrukturer? De skal bevares for at garantere tilgængeligheden til den specifikke viden. Det er ikke et »enten eller«, men et »både og«. Men et paradigmeskifte betyder, at tyngden både økonomisk og videnskabeligt lægges på det tematiske område. Den udfordring skal vi klare, for at kunne forny den højtspecialiserede behandling i forhold til aktuel videnskab og udvikling. Paradigmeskiftet er nødvendigt for at klare den tretelte udfordring bedst muligt.