Skip to main content

Tid til forberedelse og besindighed

formand for lægeforeningen Jens Winther Jensen

10. aug. 2009
3 min.



Vi må forberede os på, at der i løbet af få uger skyller en større influenzabølge indover os. En pandemi er naturligvis ikke til at spøge med, og sundhedssektoren får en særlig opgave. Der bliver noget at se til i almen praksis og på sygehusene. Både med forebyggelse og behandling. Det skal selvfølgelig løses ved hjælp af de beredskabsplaner, der allerede er udarbejdet. Myndigheder og sundhedssektorens forskellige aktører vil blive sat på prøve, og opgaven skal selvfølgelig løses med højt informationsniveau og mindst mulige omkostninger for befolkningen og samfundet. Det er helt afgørende, at myndighederne i denne situation vejleder så detaljeret som muligt og er i nærkontakt med de implicerede sundhedsprofessionelle.

Der er allerede set og fulgt ret mange sygdomstilfælde i verden. Heldigvis er erfaringen, at det er en mild type influenza, som langt de fleste kan overstå med mindre ubehag formentlig indenfor en uge. Oven i købet er virussen responsiv på Oseltamivir (Tamiflu) og Zanamivir (Relenza), der begge findes i beredskabet, så ubehaget kan dæmpes. Denne kur har imidlertid også mindre bivirkninger, som skal afvejes mod de mulige positive effekter.

Men for nogle befolkningsgrupper er der grund til at tage situationen særlig alvorligt. Der er grupper, der i forvejen er ekstra udsatte pga. andre sygdomme, og som kræver særlig omsorg, og derfor bør der satses på at undgå, at de får sygdommen.

Heldigvis er der forebyggende muligheder på vej. Der er udviklet en vaccine, som Danmark i god tid har indkøbt en stor portion af. Men der er ikke købt 5,2 mio. vaccinationer - kun 3,1 mio. doser svarende til vaccination af ca. 1,5 mio. danskere. Lige en situation, der kan lægge op til mange gætterier, om hvem der nu skal have adgang til disse, og tilhørende politiske diskussioner om ulige adgang til forebyggelsen. Dansk Folkeparti har med vanlig god sans for at stå som fortaler for folkets sag kastet sig ud i en massiv kritik af, at der ikke i Danmark er indkøbt vacciner, så vi alle kan blive vaccineret. Her er der grund til at mane til besindighed.

For vaccinationer er som medicin ikke noget, man skal indtage, hvis ikke der er gode grunde til det. Med den viden, der er om denne influenzatype, har Sundhedsstyrelsen valgt en yderst fornuftig risikostrategi, hvor der er mulighed for at vaccinere alle risikogrupper - samt det personale i sundhedsvæsenet, der skal kunne behandle de syge. De berørte ansatte er nemlig en del af risikogrupperne i en pandemisituation. Det kan ikke være anderledes. Men der vil løbende opstå en række etiske dilemmaer og dem skal vi hurtigt kunne håndtere i indbyrdes faglige diskussioner og i kontakt med myndigheder.

Risikostrategien følger WHOs anbefalinger og tager dermed højde for, at de rige lande ellers let kunne tømme lagrene af vaccine.

Vi bakker fuldt op om risikostrategien og vil i samarbejde med sundhedsmyndigheder, regioner og kommuner og andre sundhedsfaglige i den kommende tid deltage i at få Danmark igennem influenzaen så godt som muligt.