Tid til at træde i karakter

Det år, som netop har slået øjnene op, markerer ikrafttræden af den største administrative reform i en menneskealder: 271 kommuner er blevet til 98, og 15 amter er blevet til fem regioner. Det betyder især for sundhedsområdet nogle omvæltninger, som vi ikke har set magen til i nyere tid. Det er stort, og det rummer et meget stort potentiale. Derfor har vi fra Lægeforeningen ikke forsømt nogen lejlighed til at støtte det overordnede sigte med reformen. Vi går ind for større enheder, vi går ind for højere specialisering, og vi går ind for en højere grad af central styring på de overordnede linjer. Derfor glæder vi os til, at 2006 bliver det år, hvor Sundhedsstyrelsen træder i karakter. Det er Sundhedsstyrelsen, der skal sikre, at den behandling, som borgerne får i det nye regionaliserede sundhedsvæsen, får den samme høje kvalitet over hele landet.

Vi har i 2005 haft en sag omkring en fødeafdeling i Frederikshavn, der om noget har illustreret svaghederne ved det system, som vi nu forlader. Af meget lokale årsager har amtet opretholdt en jordemoderbetjent fødeafdeling på sygehuset i Frederikshavn, hvor der ikke er mulighed for at tilkalde læge - sådan da. Det er sket imod enhver given rådgivning fra Sundhedsstyrelsen og den lokale lægekredsforening og specialeråd. Politikerne støtter sig udelukkende på anbefalingen fra en lokal specialist. Antallet af fødsler er langt under det anbefalede, og afstanden til speciallæger er for stor. De, som føder på stedet, bliver fuldt oplyst om, at der ikke kan tilkaldes læge, hvilket opleves helt ulogisk, eftersom det foregår på et sygehus.

Det, som lægerne oplever, er, at de alligevel bliver tilkaldt, når der opstår en kritisk situation, hvilket virker helt logisk, fordi en læge naturligvis ikke kan deponere sit lægeløfte blot fordi, man lokalt har lavet en dårlig løsning. Risikoen er, at lægen ikke er udannet til det, han bliver konfronteret med. Da noget sådant faktisk forekommer, klager lægerne, og reservelægernes formand går til medierne. En fodfejl i denne forbindelse fører til, at han får en påtale, og så køres det lokale apparat med embedslægen i spidsen i stilling for at forsvare det, som foregår i Frederikshavn. Da Sundhedsstyrelsen nogle måneder senere kommer med en udtalelse om forholdene, er det en fuldstændig hvidvaskning af lægerne i Frederikshavn og en bidende kritik af amtets politikere. Svaret fra disse er den berømte f-finger, der ellers mest bruges i andre miljøer. Svaret fra lægerne i Nordjylland er, at man ikke længere har tillid til sine politikere og i øvrigt fraråder kvinder at føde i Frederikshavn.

Sådan er den korte version af et forløb, hvor læger og patienter bliver prisgivet lokale politikeres ønske om at sætte sig op mod sagkundskaben, bl.a. fordi den kommer fra centralt hold. Det vil naturligvis ikke finde sted i det nye regionale sundhedsvæsen, hvor de centrale myndigheder vil sikre, at patienter over hele landet tilbydes den samme høje kvalitet, og sætter sig igennem, hvis det ikke sker. Vi skal for vores part søge at sikre den lægefaglige rådgivning med et »code of conduct« for samme. Naturligvis er der regionale forskelle, og naturligvis er der forskel på at drive et sundhedsvæsen i et landdistrikt eller et storbyområde. Men det kan ikke bruges til at tilbyde dårlig kvalitet. Kun til at finde lokale løsninger på, hvordan der kan tilbydes god kvalitet.