Skip to main content

Tidligere patient kendt skyldig i manddrab

Den mand, der 30. april 2019 brød ind i læge Charlotte Asperuds hjem og dræbte hende med gentagne slag med et koben blev her til formiddag kendt skyldig i manddrab samt en række andre forhold.
Foto: Colourbox
Foto: Colourbox

Bodil Jessen boj@dadl.dk

23. feb. 2021
2 min.

Retten i Helsingør har fundet den 56-årige mand, der var tiltalt for drabet på læge Charlotte Asperud, skyldig i manddrab. Han havde erkendt vold med døden til følge.

Retten lagde til grund for skyldkendelsen, at manden brød ind hos Charlotte Asperud midt om natten, sparkede døren til hendes soveværelse op, hvorefter han slog hende med det medbragte koben. På den baggrund fandt Retten det godtgjort, at tiltalte havde til hensigt at dræbe Charlotte Asperud.

Drabssagen har rystet lægestanden og har fået utrygheden til at brede sig blandt mange læger. Flere har efterlyst muligheden for at kunne være anonyme på såvel navneskilt som i journalen.

Formændene for Lægeforeningen, FAS og Yngre Læger har udtrykt forståelse for bekymringen, men samtidig har de understreget, at læge-patient-relationen ikke er forenelig med anonymitet – undtagen i helt særlige tilfælde.

En ny journalbekendtgørelse vil fra 1. juli give læger og andet sundhedspersonale mulighed for at identificere sig i journalen med anden entydig identifikation end navn. Denne mulighed vil ikke være begrænset af specialer eller særlige situationer.

Et borgerforslag, der har til hensigt at indføre muligheden for identifikation ved fornavn og tjenestenummer har siden 18. februar samlet cirka 12.000 støtter.

Sanktionen fastsættes senere i dag.

 

Læs mere på temaside om Asperudsagen.