Til forsvar for kopimedicinen

En række læger har sammen med patientforeninger rettet en alvorlig bredside mod generisk substitution. Den kendsgerning, at læger er forpligtet til at udskrive det billigste præparat til deres patienter, bliver fremstillet som en alvorlig trussel mod mange patienters velbefindende og mentale tilstand. Det er meget svært at genkende dette billede fra klinikken, og vi må fra Lægeforeningen fraråde, at der bliver ændret grundlæggende på det nuværende system. Det har store økonomiske fordele og samtidig mulighed for dispensation. Det betyder ikke, at der ikke er plads til forbedringer.

Svagheden ved de nuværende regler for generisk substitution er, at det ofte medfører hyppige præparatskift. Det har kun sjældent betydning for lægemidlets optagelse og effekt, men det kan især for ældre patienter medføre usikkerhed og dermed risiko for nedsat compliance. Vi ved, at der er store problemer med compliance, og det gælder ikke mindst den store gruppe af ældre, der er afhængige af at skulle indtage flere lægemidler flere gange om dagen. Undersøgelser har vist, at over tre fjerdele i denne gruppe har problemer med at indtage medicin korrekt i overensstemmelse med ordinationen. Andre udenlandske beregninger viser, at der bruges lige så mange penge på at løse problemerne, der er opstået på grund af forkert medicinering, som der oprindelig blev brugt på medicinen. Der er altså tale om et tungt problem.

Der er flere muligheder for at mindske de compliance-problemer, som generisk ordination kan medføre. Man kunne forlænge perioden for beregning af tilskudsprisen fra de nuværende 14 dage til fx tre måneder. Det ville umiddelbart begrænse antallet af præparatskift og risikoen for dårlig compliance. Det kræver til gengæld, at producenten kan levere det billige lægemiddel i hele perioden, og det ville med stor sandsynlighed medføre højere priser. En anden mulighed er indførelse af generisk ordination kombineret med lovpligtig påføring af den generiske betegnelse på pakningen i stedet for (eller i hvert fald dominerende) handelsnavnet. Det ville gøre præparatskift mindre problematiske, fordi der ikke samtidig var navneskift. Men en sådan ordning strider mod eksisterende EU-regler. Generiske betegnelser er desuden i mange tilfælde sprogligt ganske uhåndterlige - også for læger. Men det kunne indføres på forsøgsbasis inden for afgrænsede generika defineret af Lægemiddelstyrelsen.

Nogle af de ulemper, der reelt er forbundet med generisk substitution, er således ikke umiddelbart til at fjerne. Derimod er der allerede let adgang til at hjælpe de (få) patienter, der af forskellige grunde er bedre behandlet med et originalpræparat frem for et kopipræparat. Hvis lægen vurderer, at en patient skal have et originalprodukt, kan der blot påføres et »ej S« på recepten, og er der en sandsynliggjort eller dokumenteret begrundelser herfor, kan der søges og opnås forhøjet tilskud. Ifølge Lægemiddelstyrelsen står der for øjeblikket »ej S« på fem procent af recepterne.

Grundlæggende har det nuværende system med generisk substitution altså flere fordele end ulemper, primært fordi det øger konkurrencen og dermed medvirker til lavere medicinpriser - til glæde for den enkelte patient og for hele samfundet - og uden at det fratager læge eller patient valgmuligheder. At bringe ordningen offentligt i miskredit skaber unødig bekymring hos nogle patienter og dermed risiko for forringet behandlingskvalitet. Generisk substitution er en god ordning, der med justeringer kan gøres endnu bedre.