Skip to main content

Til samtale om ønskeuddannelsesforløbet

Journalist Klaus Larsen, kll@dadl.dk

25. feb. 2011
3 min.

07.30 Sover til halv otte mandag morgen, da jeg har været på nattevagt fra lørdag til søndag og bagefter til fastelavnsfest med børnehaveklassen. Min kone er taget af sted for at aflevere den ældste i skolen. Jeg spiser morgenmad med de to små. I aftes sad jeg og kiggede en sidste gang på de spørgsmål, som var sendt ud i forvejen. Jeg skal lige have printet mine besvarelser - men der er ikke mere printerblæk.

09.30 Kortvarig panik. Jeg skal til samtale kl. 11, men kører tidligt til Gentofte, hvor jeg har siddet og skrevet min ph.d.-afhandling, og hvor samtalen skal finde sted. Afleverer den mellemste i børnehaven undervejs.

10.00 Fremme på Gentofte. Løber op i det gamle laboratorium, hvor jeg kender folk og kan printe ud. Møder en kollega, som også har været til samtale i samme ansøgningsrunde og lige er kommet ud. Hun fortæller, at det foregår meget afslappet, men at vi først får noget at vide dagen efter.

10.50 Jeg befinder mig nu uden for lokalet, hvor samtalen skal foregå. Der står to stole, og på væggen sidder en A4-side, hvor der med tusch står, at man skal vente her. Der er ikke andre end mig.

11.00 Jeg bliver hentet ind og får at vide, at der vil sidde 12 mennesker ved bordet, og at man ikke skal gå rundt og sige goddag. Man skal bare sætte sig, og så vil de præsentere sig. Jeg havde ellers tænkt, at jeg burde gå rundt og hilse. Jeg går ind og sætter mig. De 12 sidder omkring et lille, firkantet bord og en ekstra stol til én - med meget god plads på hver side. Det virker lidt pudsigt: De sidder skulder ved skulder, og så er der en halv meter på hver side af min stol.

11.05 Ud fra de spørgsmål, de havde sendt ud, havde jeg regnet med, at det ville være mere stringent, men i virkeligheden glider samtalen meget spontant. De 7-8 udsendte spørgsmål var meget konkrete: Hvad kan du forestille dig at ville forske i inden for området de næste fire år? Hvad er din vigtigste kompetence? Generelle spørgsmål, men dog så konkrete, så man kunne sætte sig og svare på dem. De kommer ind på de fleste af punkterne, men spørger også om meget, som ikke var med i spørgeskemaet.

11.20 Det er slut, og man kan bare gå hjem. Alle siger pænt farvel og tak for i dag. De vil ringe næste dag.

12.00 Min kone er hjemme på barselsorlov, og vi kan spise frokost sammen. Derefter er det tid til træning - en løbetur kl. 13-14.

15.30 Børnene skal hentes i børnehave og skole. Så skal der pakkes unger og bil, for vi skal op til mine forældre i Hillerød og spise. På vejen henter jeg min kone, som er til reception i Sorgenfri Kirke, hvor præsten fylder 60.

17.00 I Hillerød, hvor vi spiser til aften og kører hjem igen.

20.30 Hjemme igen. Ungerne skal puttes i seng, og det er blevet lidt sent, så der bliver ingen godnathistorie. Det giver lidt polemik. Jeg lægger mig på sofaen og ser sidste halvdel af »Taxi driver«, inden jeg går i seng.

07.00 Står op og spiser morgenmad. Mens jeg venter på, at telefonen ringer, sidder jeg og funderer lidt over samtalen i går.

08.55 Hun ringer fra Videreuddannelsessekretariatet og siger, at hun gerne vil tilbyde mig et uddannelsesforløb i gynækologi og obstetrik, og at det drejer sig om forløb nr. 4. Jeg er lettere rystet, indtil hun siger: »... og det var jo din førsteprioritet«. Jeg troede lige, at jeg havde fået min fjerdeprioritet, og at jeg skulle til at pendle mellem Sorgenfri og Næstved eller Holbæk. Men det var heldigvis forløb nr. 4, som viste sig at være min førsteprioritet på Herlev Hospital, hvor jeg arbejder nu.