Tilfredse læger

De, som er med til at rekruttere de kommende generationer af medicinere, har en vigtig opgave med at forklare, at lægerollen i dagens samfund er markant ændret i forhold til billedet fra deres forældres generation. Det er en vanskelig balancegang, men den skal gås, hvis den nedadgående spiral af tilfredshed blandt læger skal standses. Og det er vigtigt ikke at medvirke til at gentage den fejltagelse, som blev begået af sygeplejerskerne, der i utilfredshed med løn og arbejdsvilkår fik tegnet så mørkt et billede, at det i en årrække var svært at rekruttere. Der er mange tilfredse læger, selv om det er utilfredsheden, der har domineret debatten.

Begrebet »unhappy doctors« blev lanceret af BMJ for et par år siden i kølvandet på den styrtsø af mistillid, der væltede ind over de britiske læger efter afsløringerne af skandaler som Bristol-sagen, Doctor Death etc. De britiske lægers fald fra piedestalen var pludseligt og dybt, og det lod sig aflæse i en brat stigning i utilfredshed med arbejdsvilkår. Udviklingen var allerede på det tidspunkt blevet registreret i Danmark - stille og roligt på god dansk maner. Det var ikke et resultat af bestemte skandaler eller enkelt begivenheder, men af ændringer i samfundet, der har været i gang siden halvfjerdserne. Nedbrydningen af autoritetsbegrebet har stille og roligt ændret lægerollen, nogle steder med betydelige konsekvenser. I Sverige er antallet af langtidssygemeldte læger blevet fordoblet i de seneste fire år.

Lægeforeningens egen arbejdsvilkårsundersøgelse pegede på manglende indflydelse på egen arbejdssituation som en af de vigtigste faktorer for dårlig trivsel. Forudsætningen for at vende trenden er, at vi som læger får nogle realistiske forventninger til, hvad lægerollen indebærer, og hvilke krav der stilles. På den ene side er der frustrationerne over den manglende indflydelse på egen arbejdssituation i et stort system. På den anden side oplever de fleste, der kommer ud fra universiteterne, at de slet ikke er uddannet til at varetage den rolle, som de bliver kastet ud i med megen og ofte svær patientkontakt og mangeartede ledelsesroller. Til gengæld oplever ældre kolleger, at de ikke får den respekt fra patienterne og fra de yngre kolleger, som de er vant til.

Derfor er der også et element af lægekultur, hvor det er lægers indbyrdes relationer og evne til at tale om problemerne indbyrdes, der er afgørende. Lægerne skal selv være i stand til at flytte sig i forhold til ændringerne i lægerollen. Der bliver brug for det i de kommende år, hvor overskriften for udviklingen i sundhedssektoren er transparens. Det vil for alvor bringe patienterne i øjenhøjde med lægerne, når det bliver muligt at se, hvilken kvalitet det enkelte sygehus, den enkelte afdeling leverer, og det bliver muligt for patienten at vælge det sted, der leverer den bedste vare. Der kommer et stort pres på lægerne, dels for at levere den bedste kvalitet, dels for at forklare patienterne, at det, sundhedssektoren kan levere, ikke er fuldstændigt ubegrænset.

Der er grænser for, hvor mange varer, der er på hylderne, hvis resten af samfundet skal fungere. Men det er en fantastisk udfordring, og bliver den løst godt, vil den skabe både mange tilfredse patienter og mange tilfredse læger. Men det forudsætter altså også, at politikerne viser omtanke. Den stærke satsning på produktion, der er et resultat af den stærke fokus på ventelister, er ikke nødvendigvis befordrende for udviklingen af kvaliteten, og de som konstant ligger under pres for at øge produktionen, risikerer at falde igennem med kvaliteten i et transparent sundhedsvæsen. Politikerne må ikke nøjes med at spørge, hvor meget de får for pengene, men også hvilken kvalitet de får for pengene.