Tillidsbrud og -erklæringer

I forrige nummer af Ugeskrift for Læger opfordrer Indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen til, at vi fortsætter den konstruktive dialog om udviklingen af det danske sundhedsvæsen. Vi siger tak for opfordringen. Det er grundlæggende Lægeforeningens væsen at søge dialog og konstruktive løsninger. Men vi må også konstatere, at det ikke er meget, Lars Løkke giver ved havelågen i forhold til den kritik, vi har rettet mod centrale dele af regeringens sundhedspolitik.

Kritikken er rejst i to høringssvar til henholdsvis sundhedsreformen og forslaget om at offentliggøre afgørelser i Patientklagenævnet på internettet - gabestokken. De har været fulgt af en række ledende artikler på denne plads. Senest »kære minister«, der især omhandlede det tillidsbrud, som vi mener, at forslaget om gabestokken er udtryk for. Vores kritik har desuden været rettet mod sundhedsreformens problematiske og bureaukratiske finansieringsmodel og mod det udvidede frie sygehusvalg med en ventetidsgaranti på én måned, der efter vores opfattelse ikke giver megen mening.

Ministeren skriver, at han ikke kan forlige sig med den holdning, at fordi nogle får det bedre, så går det per definition ud over nogle andre. Faktisk har vi haft den holdning til ventetidsgarantier og løkkeposer, at det var udmærket for de grupper, der kom hurtigere i behandling. Men en generel regel om én måned er alt for firkantet. Ved nogle lidelser er der behov for behandling inden for en uge, mens andre kan vente fire måneder. Der var mere fornuft i differentierede garantier. Vi har ikke noget principielt imod privathospitaler, men vi mener ikke, at deres vækstpotentiale skal komme fra nye firkantede regler i det offentlige system.

Med hensyn til sundhedsreformens finansieringsmodel, så tror ministeren tilsyneladende på det bedste i mennesket, og gode mennesker kunne ikke finde på at kassetænke eller at etablere alternative sundhedstilbud af andre årsager end de rent ideelle. Lægeforeningen har måske et lidt mere differentieret menneskesyn, og skal vi sige, at vi tror på den menneskelige kreativitet. Men for os er det afgørende, at de nye alternativer i form af fx sundhedscentre, som regeringen tilsyneladende insisterer på, kommer til at arbejde under samme normer og krav som resten af sundhedssektoren, så vi fastholder princippet om den samme høje kvalitet overalt i systemet.

Med hensyn til gabestokken bliver vi så beskyldt for at glemme patientperspektivet, for middelaldertænkning og »formynderisk lukkethed«. Det vil være bekendt, at denne formand har arbejdet intenst for det transparente sundhedsvæsen. Men kulturforandringen fra det straffende til det lærende sundhedsvæsen har været en hjørnesten i denne proces. Forslaget om en gabestok virker - og er næsten lige så ødelæggende - som en bil, der bliver sat i bakgear under fuld fart. Hvis ministeren vil have en liste over læger, der begår fejl, kan han bare spørge Sundhedsstyrelsen. Alle læger begår fejl, men afgørelserne i Patientklagenævnet er en straffeforanstaltning, rettet mod tilfældige personer. De siger ikke noget om gode eller dårlige læger, og derfor er der netop ikke noget patientperspektiv.

Vi betragter ikke vores patienter som pøbel, men de har i dag ofte ikke en chance for at bedømme de oplysninger, de får. Det aktuelle tilfælde med Sundhedsstyrelsens tal for hospitalsinfektioner var illustrativt. Tallene var meningsløse uden en længere forklaring. Det er ikke udtryk for åbenhed at sprede meningsløs information. Men vi ønsker åbenheden, og vi tager meget gerne en konstruktiv diskussion med ministeren om formidlingen af oplysninger fra Patientklagenævnet. Han kan godt regne med, at vi har forslaget om et nyt klagesystem med i tasken.