Tillidsfolks løn skal sikres

Der forhandles ny løn overalt. Det sker decentralt, og det giver masser af arbejde for tillidsfolk og amtsreservelægerådsformænd. Derfor kom en del af debatten på repræsentantskabsmødet til at kredse om tillidsrepræsentanternes arbejdsvilkår. En diskussion, som Frank Weyhe, Frederiksberg, fyrede godt op under med et provokerende resolutionsforslag.

Det tunge kors

Ifølge KTO-forliget skal tillidsfolk have »den nødvendige tid« til det store arbejde, der kræves af dem. Men det fungerer ikke altid, og det mindede Frank Weyhe om Chr. Richardts salmevers, som han er gammel nok til at have terpet: »Det er så let at lægge kors på andre, det er så tungt med korset selv at vandre«.

Frank Weyhe pegede på, at KTO-forliget ganske vist slår fast, at tillidsrepræsentanterne skal have »den nødvendige tid«. Men nogle steder kniber det med betalingsviljen, og han havde derfor et forslag klar, som skulle sikre, at tillidsrepræsentanter og reservelægerådsformænd ikke bliver snydt.

Ifølge forslaget skulle FAYL påtage sig at udbetale honorarer a conto i det omfang, arbejdsgiveren ikke betaler. Derefter kunne FAYL så søge at inddrive pengene hos arbejdsgiveren.

Forslaget blev afvist af de fleste, og Frank Weyhe endte med at trække det af bordet. Men det var med til at fokusere diskussionen på tillidsfolkenes vilkår. Afvisningen skete med flere begrundelser: Hvorfor skulle arbejdsgiverne kompensere tillidsrepræsentanterne, »når de allerede får penge af FAYL«? Det ville tømme FAYL's kasse og betyde en hæftig stigning i kontingentet; FAYL's sekretariat skal ikke bruge krudt på bjerge af lønsedler til 600 tillidsrepræsentanter og på inkassoforretninger mod vrangvillige arbejdsgivere.

Jens Tingleff, Hovedstadens Reservelæger, erklærede sig helt enig i resolutionens mål, at støtte TR-indsatsen. Men ikke ved at man »som tillidsmand skal udskrive regninger til FAYL«. I stedet skulle man sprede TR-arbejdet på flere hænder og give alle medlemmer, hvad der svarer til den nuværende TR-grunduddannelse.

Klaus Klausen var af samme opfattelse:

- Jeg har ikke lyst til at bruge vores midler på at forhandle de samme ting hjem to gange, sagde han med hentydning til, at KTO-forliget allerede nu betyder, at tillidsrepræsentanterne skal gives »den nødvendige tid«.

- Til gengæld vil jeg gerne bruge rigtig mange penge på de ganske få tilfælde, hvor en arbejdsgiver gør modstand.

Nej til professionelle

Erik Jylling var ikke klar over, at Frank Weyhe var så bibelfast, som hans indledende citat røbede.

- Jeg må nøjes med at ty til flappen på en Gajol-æske, sagde han og citerede fra en lille lap: »Den, der vil prygle sin hund, finder altid en kæp«.

Erik Jylling var enig i Frank Weyhes ønske om at sikre tillidsrepræsentanterne, hvad de har krav på. Men det afsnit, »som fuldstændigt vil dræne foreningens økonomi« fik ham til at anbefale et klart nej til resolutionen.

- Vi skal ikke betale for at opnå en legitim ret, som allerede er befæstet i overenskomsten. Og desuden ønsker vi ikke professionelle tillidsrepræsentanter. Vi ønsker nogen, der er klædt lidt bedre på end de menige medlemmer. Og som ved, hvor man søger oplysningerne og hvem, man kan bringe folk i kontakt med, hvis det er mere alvorligt.

- Overenskomsten har givet garanti for den fornødne tid; der er taget stilling til, at man kan opnå overarbejdsbetaling for TR-arbejde, hvad man ikke kunne tidligere; der er også taget stilling til, at man kan få ny løn - ikke som kompensation, men som direkte aflønning for TR-funktionen.

- Resten af slaget skal slås i forhold til den enkelte arbejdsgiver. Og det skal slås sammen med de andre ansatte på sygehuset. Hvor det er nødvendigt, rykker foreningen ud og banker aftalerne på plads, sagde Erik Jylling.

Klaus Klausen lovede derefter, at bestyrelsen fortsat vil være udfarende for at sikre, at tillidsfolkene får den honorering, de har krav på. Frank Weyhe kvitterede med at trække sit forslag tilbage.