Skip to main content

Tjenestepligt skrottet: Nu kan vi komme i gang med rigtige løsninger på lægemanglen

Et bredt Folketingsflertal er blevet enige om, at regeringens planer om en tjenestepligt for helt nyuddannede læger skal skrottes.

Lægeforeningen

13. apr. 2021
3 min.

Et bredt flertal i Folketinget er blevet enige om, at der skal indkaldes til forhandlinger for at løse manglen på praktiserende læger. Samme brede Folketingsflertal er enige om, at regeringens planer om en tjenestepligt for helt nyuddannede læger skal skrottes.

”Det er det eneste rigtige at gøre. Nu kan vi endelig se frem til at løse manglen på praktiserende læger til gavn for patienterne,” siger Lægeforeningens formand, Camilla Noelle Rathcke.

Om kort tid skal der indkaldes til politiske forhandlinger for at løse manglen på praktiserende læger. Samtidig skal regeringen droppe tankerne om en tjenestepligt for helt nyuddannede læger, for det løser ikke problemet. Det står klart, efter et bredt flertal i Folketinget netop er blevet enige om en ny vedtagelse.

Det får en meget positiv modtagelse fra Lægeforeningens formand, Camilla Noelle Rathcke.

”Det er godt nyt og viser, at vores pres har virket. Der er et presserende behov for at løse manglen på praktiserende læger, men en tjenestepligt for helt nyuddannede læger ville naturligvis ikke give patienterne en vedvarende løsning af høj kvalitet i form af deres egen praktiserende læge. Jeg forventer, at regeringen tager Folketingets udmelding om at droppe tjenestepligt til efterretning, og at der snart indkaldes til forhandlinger, så vi kan få rigtige løsninger på bordet til gavn for patienterne,” siger Lægeforeningens formand, Camilla Noelle Rathcke.

Hos Praktiserende Lægers Organisation peger formand Jørgen Skadborg på Lægeforeningens seks konstruktive forslag til at løse lægemanglen.

”Dem håber jeg, man vil hente inspiration fra. Først og fremmest er det vigtigt, at man øger antallet af hoveduddannelsespladser i almen medicin fra de nuværende 350 til 400 om året – det vil på længere sigt sikre, at vi har det nødvendige antal praktiserende læger i alle dele af landet. Tjenestepligt for helt nyuddannede læger er derimod ikke en løsning, der vil sikre, at flere patienter får deres egen læge. Jeg er derfor glad for, at et bredt flertal i Folketinget så klart tager afstand fra ideen om tjenestepligt,” siger Jørgen Skadborg.

Hos Yngre Læger er formand Helga Schultz meget tilfreds med, at et bredt flertal går mod tjenestepligten.

”Der er god grund til at ønske tillykke til patienter og til det danske sundhedsvæsen med at forslaget om tjenestepligt nu er taget af bordet. Det giver ganske enkelt ingen mening at sende skiftende nyuddannede læger til de områder, hvor lægemanglen er størst. Udfordringen med mangel på praktiserende læger er reel, men at tvinge yngre, nyuddannede læger til et bestemt område er både uambitiøst og uklogt. Det giver ikke den kvalitet og kontinuitet i behandlingen, der er brug for og der er mange andre veje at gå, som vi ved virker,” siger Yngre Lægers formand, Helga Schultz.

Hos Overlægeforeningen og Foreningen af Speciallæger glæder formand Lisbeth Lintz sig også over, at et bredt flertal går mod tjenestepligten.

”Tjenestepligt var en discountløsning, som især ville ramme borgerne der, hvor manglen på praktiserende læger er størst. Derfor er det rigtig positivt, at et bredt flertal i Folketinget er enige om, at tjenestepligt ikke er vejen frem, og at der findes andre og bedre løsninger. Næste skridt må være, at Folketinget, regeringen og myndighederne sikrer, at der bliver uddannet et tilstrækkeligt antal speciallæger til hele sundhedsvæsenet,” siger Lisbeth Lintz, formand for Overlægeforeningen og Foreningen af Speciallæger.

Link til vedtagelsesteksten: https://www.ft.dk/samling/20201/vedtagelse/V105/index.htm