Tolkeloven - små penge, store konsekvenser

En indvandrer eller flygtning træder ind i lægens konsultationslokale. Han taler ikke særlig godt dansk. Det ved lægen, og derfor er der på forhånd bestilt en tolk, som sidder parat. Sådan er det i dag og sådan er det også efter 1. juni, hvor den såkaldte tolkelov træder i kraft. Forskellen er, at regionens økonomiafdeling skal til at se nøjere på patienten, der er blevet tolket for. Inden regionen betaler regningen for tolkningen, skal den nemlig afgøre, om patienten selv skal betale en del af beløbet. Den skal finde ud af, om patienten, der er brugt tolk til, har boet i Danmark i syv år - for så kan regionen opkræve et gebyr på 150 kr. Men hvis patienten har en lægeerklæring, der siger, at der er en helbredsmæssig årsag til, at vedkommende ikke kan dansk, skal regionen alligevel ikke opkræve de 150 kr.

Det er i korthed praktikken ved tolkeloven, der blev vedtaget for små syv år siden, men som altså først skulle træde i kraft nu - fordi der ifølge daværende integrationsminister Bertel Haarder var indbygget en fairness/opfordring, så de, der havde mulighed for det, kunne nå at lære sproget.

Meget modstand

Det lyder måske ikke så farligt. Men loven har vakt meget modstand af mange årsager. En af dem er, at den anses for administrativ uhyrlig.

»Regeringen sætter nu et stort administrativt apparat i gang for at hente 150 kr. ind fra svage borgere for en tolkning, som de hidtil ikke har skullet betale for«, konstaterede næstformand Yves Sales, i Ugeskrift for Læger i sidste uge.

En stor del af administrationen vil ligge hos regionerne, der skal kræve pengene ind, og hvad dertil hører - samt sende eventuelle rykkere ud. Danske Regioner skriver i sit høringssvar til lovudkastet, at administrationen af den nye lov kommer til at koste mere, end man vil få ind ved på gebyret på tolkebistand. Et beløb, der i øvrigt anslås til at være 15 mio. kroner.

Penge er heller ikke motivet bag loven, har Bertel Haarder, der dengang var integrationsminister, erklæret. Som indenrigs- og sundhedsminister pointerer Bertel Haarder fortsat i diverse debatter, at sigtet med loven er opdragende: Den skal tilskynde indvandrere til at lære dansk.

Erklæring på lægens bord

Men hvis patientens manglende danskkundskaber skyldes sygdom eller lignende, skal der skrives en erklæring, der undtager dem for at betale gebyr. Og den lander direkte på lægens bord.

»En læge, der mener at have det fornødne kendskab til patienten, vil kunne udfærdige den pågældende erklæring«, lyder ministeriets bud på, hvem der skal gøre det.

Yves Sales forudser problemer:

»Det bliver en opgave for Danske Regioner at komme med forslag til, hvordan en sådan attest skal skrues sammen. Jeg forudser, at det bliver en vanskelig opgave at håndtere, også for lægen. En særlig problematik er f.eks., at der kan være ikkemedicinske årsager til, at nogen ikke kan dansk. Det kan være analfabetisme eller svag begavelse«.

Morten Sodemann, der er overlæge på Indvandrermedicinsk Klinik på Odense Universitetshospital, har fået ekstra travlt, fordi de fleste af hans patienter vil blive berørt af tolkeloven.

»Jeg skal i gang med at skrive 500 lægeerklæringer, der siger, at de skal undtages fra gebyret. Jeg har spurgt Region Syddanmark, hvad der skal stå. Men de har endnu ikke et svar på mit spørgsmål. Men det kan gå hen og blive et stort arbejde, f.eks. hvis det handler om PTSD (post traumatisk stress-syndrom) - tre fjerdedele af dem, der har det, er ikke diagnosticeret. Det kunne blive et voldsomt arbejde for den praktiserende læge«.

Morten Sodemann mener, at regionerne skal gøre det nemt at søge om undtagelse.

»Det offentlige er i den slags sager ofte meget ihærdige for at få diagnoser og lægelige argumenter. Det må vi undgå i dette tilfælde«, siger han.

Patienten skal selv betale for lægeerklæringen. Til den oplysning siger Morten Sodemann:

»Så bliver det endnu mere pebret for patienten. Og hele loven bliver endnu mere bizar«.

Etiske dilemmaer

En kort opsummering af kritikken af loven er altså: Den er bureaukratisk, og den er besværlig at administrere. Og den vil koste penge - selvom det altså er brugerbetaling.

Men der er flere kritikpunkter.

Loven kan sætte lægen i flere etiske dilemmaer. For eksempel hvis en indvandrer kommer med sin egen tolk, der viser sig at være ukvalificeret. Eller hvis indvandreren ikke vil betale for en tolk, men har behov for behandling - så er det et spørgsmål, om lægen kan udføre en behandling forsvarligt. (Se også interviewet med Lene Lundvall på disse sider). Det er uafklaret, hvad lægen så skal gøre.

Lægeforeningen skriver i sit høringssvar til lovudkastet, at et gebyr på tolkning »vil få patienter til at anvende familiemedlemmer som tolke«. Det vil, mener Lægeforeningen, bryde den nødvendige fortrolighed mellem patient og læge og det vil komplicere undersøgelse, diagnostik og behandling - i de tilfælde, hvor der ikke er en professionel tolk til stede.

Sundhedsmæssige konsekvenser

Konklusionen er, at loven meget let får uheldige sundhedsmæssige konsekvenser. Fordi det kan resultere i dårlig tolkning eller ingen tolkning.

Morten Sodemann har som overlæge på sin klinik, der er målrettet indvandrere, daglig berøring med den patientgruppe, loven rammer. Han siger:

»Det, som folk - også Bertel Haarder - ikke kan forstå, er at konsekvensen er, at der ikke kommer nogen tolk. De fleste af mine patienter vil blive ramt af loven, og sandheden er, at ingen af dem har råd til at betale de 150 kr. Det kan de fleste ikke forstå. Men sådan er virkeligheden«.

Men lægen har jo en forpligtelse til at tilkalde en tolk for at kunne udføre ordentlig diagnostik og behandling. Bertel Haarder siger jo også, at det skal I gøre, selv om patienten siger nej. Kan I så ikke bare gøre det?

»Ja, vi har en forpligtelse til at skaffe en tolk. Men vi har også en forpligtelse til at informere vores patienter om, at vi vil gøre det, og at de evt. selv skal betale. Hvis vi ikke gør det, ødelægger vi læge-patient-forholdet. Vi kan ikke bare handle hen over hovedet på vores patienter. Det har mange af vores patienter prøvet, og derfor har de mistet tilliden til lægen og er til sidst havnet hos os«.

Bertel Haarder har jo flere gange slået fast, at den nye tolkelov ikke er lægens problem - der kommer ikke penge mellem læge og patient. Det er regionerne, der skal kræve penge ind. Så er den vel ikke længere?

»Jamen, jeg kender disse patienter. Og jeg ved, det vil give ballade, hvis vi bare bestiller en tolk. Ligesom, hvis man får en parkeringsbøde, man ikke er enig i. Det kommer til at hænge på mig som læge, for de vil anse mig for utroværdig. Det bliver mig, der får aben. Og det forstår Bertel Haarder ikke. Jeg bliver nødt til at fortælle, at jeg bestiller en tolk, og at der evt. skal betales for det. Ellers ødelægger jeg forholdet til min patient«.

Pol itisk bevågenhed

Mens de mange bekymringer over tolkelovens konsekvenser tilsyneladende preller af på Bertel Haarder, fordi han ikke er enig, er der en lille smule forbehold hos Socialdemokraterne, selvom de stemte for loven, da den blev vedtaget i 2005. »Da vi diskuterede loven i 2004 var vores synspunkt, at når man nu har været i landet i syv år, er det ret og rimeligt, at man kan dansk. Det var også det, der lå i tidsperspektivet - at loven først skulle træde i kraft i 2011, dermed var der god tid til at få lært dansk. Men vi vil følge den tæt. Det er fremgået af høringssvarene at der kan være problematiske konsekvenser og vi vil ikke acceptere, at der er nogen, der ikke får den lægehjælp, de har behov for. Vi vil holde øje med det og evt. ændre hvis der er behov for det«, siger Sophie Hæstorp Andersen, sundhedspolitisk ordfører (S).

Den endelige bekendtgørelse var endnu ikke udsendt ved redaktionens slutning.

Brugerbetaling for tolk

• Hidtil har tolkebistand på sygehuse eller i lægepraksis været gratis for patienterne. Men fra den 1. juni skal personer, der har boet i Danmark i mere end syv år, betale et gebyr for det. Dog ikke grønlændere og andre, der tilhører rigsfællesskabet.

• Gebyret er på 150 kr. Læge eller sygehus skal indberette til regionen, når de har anvendt tolk. Regionen skal opkræve beløbet hos patienten.

• Lægen skal i princippet ikke ændre adfærd. Hvis lægens vurdering er, at der skal tilkaldes tolk, skal det gøres. Regningen skal sendes til regionen, som skal afgøre, om der skal opkræves gebyr.

• Nogle patienter vil være undtaget. I udkastet til bekendtgørelsen vil det være børn og »patienter, der som følge af deres sygdom har mistet eller mister evnen til at tilegne sig eller henholdsvis oppebære og anvende tilegnede danskkundskaber«. En undtagelse kræver en lægeerklæring. Den skal patienten selv betale for hos den praktiserende læge. Ifølge ministeriet kan patienten genbruge erklæringen.

• Gebyret skal betales hver gang, der er brug for tolk i forbindelse med en konsultation hos en praktiserende læge eller speciallæge, og hver gang, der er brug for en tolk ved et ambulant besøg på et hospital. Og én gang i forbindelse med indlæggelse, også selv om man bruger tolk flere gange.

• Antallet af personer, der kan blive berørt af den nye lov, anslås til at være ca. 47.000.

• Dansk Folkeparti forhandlede sig ved sidste finanslovsforhandlinger frem til, at loven skal ændres, så den gælder for personer, der har boet i Danmark i mindst fire år. Tanken var, at stramningen skal gælde fra 1. januar 2012. Men der er endnu ikke fremsat et lovforslag om ændringen. Så det er slet ikke sikkert, det bliver indført, det afhænger af det kommende valg.