Skip to main content

Topmøde: pakkeforløb og kliniske retningslinjer for psykisk sygdom

Klaus Larsen, kll@dadl.dk

28. jan. 2011
2 min.

Lægeforeningens formand, Mads Koch Hansen, er tilfreds med det netop afholdte topmøde om »Psykiatriens Fremtid«. Det anerkendes nu bredt, at psykiatrien med kliniske retningslinjer og pakkeforløb skal ligestilles med somatikken.

Efter topmødet sagde Danske Regioners formand Bent Hansen (S):

»Vi skal have kliniske retningslinjer for alle psykiatriske sygdomme, præcis som for fysiske sygdomme«. Han tilføjede, at der var enighed om pakkeforløb på det psykiatriske område i lighed med kræft- og hjertepakker. Det skal løfte kvaliteten og sikre ens behandling af psykiske folkesygdomme som angst og depression over hele landet.

Lægeforeningen har i det seneste år haft særligt fokus på at sikre psykiatriske patienter samme vilkår som andre syge, og derfor er Mads Koch Hansen i hovedtræk godt tilfreds med den udmelding:

»Jeg er glad for, at der har vist sig så bred opbakning til to af Lægeforeningens mærkesager«, siger han. »Det gælder nationale kliniske retningslinjer, som er lige så nødvendige på det psykiatriske område som i resten af sundhedsvæsenet. Og det er også glædeligt, at der i den meget brede deltagerkreds er enighed om, at psykiatrien skal ligestilles med resten af sundhedsvæsenet«.

Der var på forhånd defineret en række fokusområder, som de 75 deltagere skulle diskutere. Det skulle munde ud i forslag til konkrete initiativer til at styrke psykiatrien. Vel at mærke forslag, som kan realiseres uden at sprænge de nuværende økonomiske rammer.

Psykiatrien er i årevis sakket længere og længere bagud i kampen om pengene. Desuden har regionerne og Lægeforeningen længe været stærkt utilfredse med, at psykiatrien ikke får sine penge over finansloven, men frister en usikker tilværelse på satspuljemidler, der varierer fra år til år.

Topmødets slutpapir nævner ikke økonomien, men efter mødet sagde Bent Hansen, at satspuljemidlerne »skal erstattes af permanente bevillinger, så der også her sker en ligestilling af psykisk syge med enhver anden form for sygdom«.

Topmødet samlede ministre, folketingsordførere, regionspolitikere og organisationsfolk, forskere og eksperter inden for psykiatri.

Se også denne uges leder.

SUPPLERENDE LITTERATUR

Referencer

  1. Slutdokumentet og pressemeddelelsen fra topmødet kan findes på www.regioner.dk > Aktuelt > Nyheder > 2011 >Januar