Skip to main content

Travl overlæge på plejeorlov

Overlæge Hanne Nødgaard Christensen var med til at oprette Center for Børn udsat for Overgreb (CBO) under Børneafdelingen på Aarhus Universitetshospital, Skejby. Hun har netop modtaget Børnesundhedsprisen fra Dansk Selskab for Børnesundhed.

Foto:Tonny Foghmar
cbo,center for børn udsat for overgreb,hanne nødgaard,interiør
Foto:Tonny Foghmar cbo,center for børn udsat for overgreb,hanne nødgaard,interiør

Christian Andersen, cha@dadl.dk

11. nov. 2013
3 min.

6.00 Vækkeuret ringer. For at undgå morgentrafikken er jeg nødt til at komme hjemmefra før klokken 7. Kører jeg hjemmefra før 7.00, glider jeg igennem på 25 minutter. Kører jeg efter 7.15, kan det tage den dobbelte tid.

8.00 Morgenkonference med røntgen samt torsdagsundervisning. Vi har tit rigtig god morgenundervisning i lægegruppen. Yngre og ældre kollegaer underviser om torsdagen, mens der om onsdagen er eksterne undervisere. Både vores morgenkonference og undervisningen er for alle læger på børneafdelingen. Med omkring 70 læger på afdelingen er det en kæmpe fordel for både den kliniske og sociale sammenhængskraft, at vi stadig har vores fælles konferencer og undervisninger.

9.30 Jeg når i CBO-børnecenter sammen med den yngre læge, der i dag har uddannelsesdag hos os. Hun ender med at få en ret lærerig dag med bl.a. en akut retsmedicinsk undersøgelse.

10.30 Vi afholder vores ugentlige CBO-børnecenterkonference. Hele teamet med læger, sygeplejersker og psykolog gennemgår alle henvendelser og patienter, der har været i kontakt med CBO-børnecenter i den forgangne uge. Vi fordeler opgaver i forhold til opfølgning, udfærdigelse af erklæringer og kontakt til samarbejdspartnere.

12.00 Vores socialpædiatriske afdelingslæge og jeg har møde med vores nye og vores afgående afdelingssygeplejerske. Den store børneafdeling er i gang med en større omorganisering, og i den forbindelse skal vi skifte afdelingssygeplejerske. Vores stramme budgetter gør det nødvendigt at rationalisere, og derfor er det besluttet at slå to sengeafsnit sammen til ét. Det bliver en meget stor afdeling, og vores socialpædiatriske børn skal nu ligge i en stor afdeling sammen med infektionsbørn og andre akutte børn. Det kræver nogle særlige tiltag, som vi må forsøge at udvikle.

13.25 Puh, så er der lige ro. Der er næsten to timer til det næste møde. Jeg får tid til at indhente mig selv samt få dikteret og fulgt op på formiddagskonferencen.

14.15 Jeg bliver ringet op af politiet. Jeg har afgivet forklaring for et par dage siden angående et barn, jeg har set. Da jeg har ret til at se teksten på afhøringen, inden den bliver en del af sagen, vil kriminalassistenten komme forbi, for at jeg læser den. Den må nemlig ikke sendes ud i kopi.

15.45 Overlægemøde på afdelingen. Vi diskuterer overlægefunktioner og ledelse i afdelingen. Det har i de senere år været et stadig tilbagevendende diskussionsemne. Afdelingen er eksploderet i størrelse, og det giver ledelsesmæssige udfordringer. Overlægemøder er næsten afskaffet til stor frustration for en del af overlægegruppen. Mange af os oplever, at det er svært at få tid til ledelse. Vi kigger med misundelse på andre faggrupper, der har meget mere tid til ledelse, og som har en organisationsstruktur, der støtter op om dette.

17.00 Tilbage på kontoret. Alle andre er gået, og det er skønt at kunne få en times kontorarbejde uden afbrydelser.

18.00 Jeg kører hjem. Myldretrafikken er ovre, og det går dejlig hurtigt med at komme hjem. Maden står heldigvis på bordet, da jeg kommer hjem.

21.00 Jeg har plejeorlov på deltid grundet terminal sygdom i min nærmeste familie. I sin tid var jeg i tvivl, om jeg som overlæge kunne gå på plejeorlov. Det har vist sig at være den helt rigtige løsning med deltidsplejeorlov. Jeg kan passe mine kernefunktioner på hospitalet og samtidig medvirke til at optimere et patientforløb i familien.