Tre læger fortæller om deres oplevelser under tvangsudsendelser

»Vi er med for at være tryghedsskabende«

Lægen er i midten af 40’erne og arbejder som læge på et københavnsk hospital. Han har selv været med på ca. ti tvangsudsendelser i de seneste fire år.

Arbejdet begyndte i 2013, da rigspolitiet kontaktede ham som medejer af en konsulentfirma, og det er igennem det firma, at kontakten med lægerne foregår. Ifølge lægen var opgaven tidligere varetaget af PET’s egne læger, men rigspolitiet ønskede en ekstern partner. Lægen oplyser, at han i alt har sørget for en læge til ca. 25 tvangsudsendelser siden 2013. Det præcise tal for tvangsudsendelser med læger kan rigspolitiet ikke oplyse om.

“Fra start har det været en klar aftale med politiet, at vi er der som et tilbud til de tvangsudsendte, men også til politiet, hvis en betjent får det dårligt undervejs. Det har desuden været en krystalklar aftale, at vi på ingen måder deltager i tvang. Det kan politiet gøre, men naturligvis ikke os som læger. Vi er der som et tilbud til den udsendte, og vedkommende kan takke nej til vores hjælp”, siger lægen, da Ugeskrift for Læger møder ham i en frokostpause på hans arbejdsplads.

Han finder læger til turene i sit eget personlige netværk og vurderer, at fem forskellige læger har været med på en tvangsudsendelse. Kontakten mellem rigspolitiet og lægerne foregår gennem ham, og den pågældende læge bliver bedt om at møde op på det asylcenter, hvorfra de udviste asylansøgere skal starte udrejsen.

“I denne diskussion er der et stort fokus på tvang, men stort set alle hjemsendelser sker i ro og mag, og jeg mener faktisk, at vi gør en forskel for mennesker i en svær situation. Vi er med for at være tryghedsskabende. Desuden har jeg slet ikke oplevet, at folk er syge, når vi skal med”.

Men hvorfor skal I så med?

“Dels kræver EU, at en læge skal med ombord, hvis det er i regi af Frontex [Det Europæiske Agentur for Grænse- og Kystbevogtning, red.]. Dels vurderer politiet, at vi skal med for at hjælpe udviste asylansøgere med at tage deres egen vanlige medicin, hvis de er i tvivl om det, og for at skabe tryghed og omsorg. Hvis de udviste har angst eller PTSD, kan det være en stor hjælp, at vi er med. Vi yder en ekstra støtte til folk, der er i en svær situation. Vi er ikke og vil aldrig være en del af tvangsapparatet. Min rolle er at have empati med de udsendte, og jeg har tillid til sagsbehandlingen. En fængselsbetjent sætter jo heller ikke spørgsmålstegn ved, om en indsat er uskyldig”, siger lægen.

Han må ikke fortælle om de enkelte ture af hensyn til sin tavshedspligt, men Dagbladet Information har tidligere beskrevet en tvangshjemsendelse i 2016, hvor en ung, udvist asylansøger slugte et barberblad, og hvor netop denne læge var med ombord. Lægen understreger dog, at han generelt ser et minimum af tvang.

“Jeg ser altid, at politiet optræder med respekt og stor konduite. Jeg har aldrig oplevet politiet bruge mere magt end nødvendigt. Politifolkene er omsorgsfulde, empatiske og gør alt, hvad de kan, for at få talt folk til rette. Jeg er imponeret over politiets tålmodighed”.

Han har i lighed med de andre læger, der deltager i tvangshjemsendelserne, en lægetaske med ombord med smertestillende håndkøbsmedicin, forbindingsmateriale, astmamedicin, nitroglycerin mod brystsmerter og blodtryksmåler.

“Jeg aldrig oplevet behov for medicinsk behandling. Jeg har højst givet en Panodil eller ibuprofen for hovedpine og i 2-3 tilfælde en Stesolid mod flyangst. Vi medbringer intet andet beroligende og har ikke medicin til injektion”.

Han bliver mest personligt påvirket, når der er børn med på tvangsudsendelserne.

“På en af turene var en dreng med, som talte perfekt dansk. Jeg tænkte, at han da kunne have blevet en fin dansk statsborger, men jeg kan jo ikke lave beslutningen om, at han skal ud af landet. Og så er min rolle at lindre den tur for ham ved at holde ham i hånden. Ville flyvningen havde været bedre for ham, hvis jeg ikke have været med? Det tror jeg ikke”.

Lægerne honoreres med en takst, der ligger under, hvad en læge kan få som 1813-læge, ifølge lægen.

Lægen vil gerne være anonym for at undgå at blive forfulgt eller passet op af personer, som har stærke holdninger til udvisninger af asylansøgere, eller som i yderste konsekvens vil gribe til vold.

“Myten er, at vi tvangsmedicinerer – og selv om det under ingen omstændigheder er tilfældet, vil nogle ikke høre sandheden. Og dem er jeg bange for”.

----------

»Jeg synes ikke, at min rolle er særlig kontroversiel«

Lægen er i midten af 40’erne og arbejder som læge på et københavnsk hospital.

Han har været med på seks tvangsudsendelser i løbet af de seneste ca. tre år og agter at gøre det igen, når han får muligheden.

»Jeg er til for de afviste asylansøgere. Jeg udøver ikke tvang på nogen som helst måde. Jeg har slet ikke medicin til at tvangsmedicinere. Jeg er der for at hjælpe dem, hvis noget skulle ske, og alternativet er jo, at jeg ikke er med. Det vil ikke være i de afviste asylansøgeres interesse. De kan godt være vurderet som raske nok til at rejse, men undervejs kan de få vejrtrækningsproblemer, kramper eller ondt i brystet. Her kan politiet intet gøre, de har ingen chance for at vurdere det«, forklarer lægen til Ugeskrift for Læger.

»Jeg synes ikke, at min rolle er særlig kontroversiel, for jeg udøver ikke tvang, jeg legitimerer ikke tvang. Jeg er til stede for at hjælpe de udviste asylansøgere, hvis de har brug for mig.

Myndighederne har taget stilling til, at de skal sendes hjem, og så bliver vi nødt til at gøre det på den bedste måde«.

Den tur, der har gjort mest indtryk på ham, var en tur med en familie med forældre og to børn, der skulle sendes hjem til Afghanistan.

»Børn bør ikke leve en omskiftelig og flakkende tilværelse. Børn skal gå i skole og have en sikker hverdag. Sådan burde deres liv være. Det var hårdt at se. Omvendt var de ikke syge eller kede af det. Og der var en stor respekt fra politiets side, for man kan nemt sætte sig i deres sted. I samme situation ville vi formentlig også have søgt mod andre og mere sikre steder i verden«.

I tasken har han smertestillende håndkøbsmedicin, astmamedicin, nitroglycerin mod brystsmerter, forbindingsmateriale og blodtryksmåler.

»Oftest fejler de ingenting, og det er som regel yngre personer, så der er ikke de store faglige udfordringer i det. Jeg har målt blodtryk et par gange og givet smertestillende – især til politifolkene, som får ondt i hovedet. Oftest er der slet ikke brug for mig, og så sidder jeg og laver ingenting. Heldigvis. Når jeg alligevel skal med, er det jo, hvis der sker noget«.

Et par gange har han oplevet, at afviste asylansøgere har forsøgt at simulere et krampeanfald.

»Så laver jeg en vurdering, som politiet læner sig op ad. Så finder afviste asylansøgere ud af, at de ikke kan snyde«.

Men agerer du så ikke som myndighed i den situation?

»Nej, jeg rådgiver bare politiet«.

Han har aldrig følt sig presset af politiet til at udøve tvang.

»Ja, jeg har set politiet bruge nødvendig magt på yngre mænd, der naturligvis ikke vil sendes hjem, fordi de hellere vil bo i Danmark, hvor fremtiden umiddelbart er lysere. Men det kan de ikke, fordi den danske regering og Udlændingestyrelsen har vurderet det, og den magt, politiet bruger, har aldrig været mere end højst nødvendig. På en tur råbte og skreg en udvist asylansøger på vej ud til flyet, men fik strips på hænderne og faldt efter et stykke tid i flyveren til ro. Det var voldsomt, men ikke skadeligt for personen, og hvad er alternativet? Alternativet er, at han laver skade på sig selv, for han skal jo sendes hjem«.

Men Lægeforeningen mener, at hvis de udviste er så syge, at de har behov for en læge som dig med ombord, er de for syge til at blive sent hjem. Hvad mener du om det?

»Oftest er de ikke syge, men hvis jeg ikke er med, er det efter min mening en dårligere løsning for de udviste. Det virker måske, som om Lægeforeningen sidder i deres elfenbenstårn uden at kende virkeligheden«.

Han er ikke hemmelig omkring dette bijob, og han har ikke hørt lægekolleger undre sig, og hvis andre læger har lyst, vil jeg han opfordre dem.

»Derfor har jeg det faktisk dårligt med, at jeg vil være anonym, for jeg står 100 pct. ved mine handlinger. Men jeg kan ikke udelukke, at fremtidige arbejdsgivere har en anden holdning, og det vægter jeg højere«.

----------

»Jeg anser det som humanitært lægearbejde«

Lægen er i midten af 40’erne og arbejder som læge på et københavnsk hospital.

Han har været med på fire tvangudsendelser i løbet af de seneste ca. tre år, men er stoppet, fordi han har for travlt med sit normale arbejde.

»Det kan være trivielt at være læge, så jeg søger variation i mit arbejdsliv, og derfor har jeg set det som et interessant indblik i et system, jeg ellers ikke ville have fået kendskab til. Jeg anser mig selv som en samarbejdspartner med politiet, som jeg har stor tillid til. Jeg har haft en godt samarbejde med politiet, som har gjort det godt og humant alle de gange, jeg har været med«.

Men hvis den afviste asylansøger er syg, skal vedkommende vel slet ikke flyve?

»Man skal se på, hvor syge folk er. Der er ingen af de afviste afsylansøgere, der har været så syge, at de ikke kunne flyve selv. Når jeg alligevel skal med, er det fordi, at hvis der sker noget undervejs, er det godt, at jeg kan træde til. Desuden er tankegangen meget forsimplet. En angstproblematik kan godt blusse op undervejs, og alene det, at jeg er med som læge, kan mindske den angst. Jeg har som læge aldrig givet medicin undervejs, men jeg har holdt dem i hånden. Jeg trøster børn og beroliger voksne. Det kunne en politimand også godt, men hvis der skulle ske noget, har jeg evnerne. Jeg anser det som humanitært lægearbejde«.

Han har i lighed med de andre læger håndkøbsmedicin, forbindingsmateriale, iltballon, stetoskop og blodtryksmåler med i tasken.

»Hvis jeg skal redde liv, skal det ske med hænderne. Men der er altså påfaldende stille og roligt ombord«.

En tur til Polen gjorde størst indtryk på lægen.

»En tjetjensk mor og hendes to børn skulle tilbage til Polen, fordi det var landet, hvor de senest havde søgt asyl. De kom fra en nordjysk flygtningelejr. Børnene var ca. seks og ti år. Moren var meget apatisk, og jeg sad med et af børnene på skødet en stor del af flyveturen til Polen. Børnene havde måske været i Danmark i et års tid og kunne noget dansk. De kunne have fået et godt liv i Danmark, og det var trist, at de skulle ud af landet. Men jeg ved godt, at jeg intet har med den beslutning at gøre. Min rolle er så at trøste og lindre«.

Han oplever faktisk, at mange udviste asylansøgere ikke har de store problemer med at komme hjem.

»Nogle siger tak for turen, enkelte siger på gensyn. Dem, der kommer til Danmark, er jo hovedsageligt dem, der har penge eller overskud nok. Dem, der reelt har behov for hjælp, ser vi aldrig. Og jeg har aldrig været ude for, at politiet har brugt magt. Magten ligger i, at der næsten er lige så mange politifolk som udviste asylansøgere. For mig at se arbejder politiet nænsomt og respektfuldt«.

Hvem er du egentlig advokat for ombord på flyveren?

»Jeg er der som en service for de udviste. Men hvis jeg kan se, at nogle snyder og fingerer et krampeanfald eller har ondt i brystet, så siger jeg det til politiet. Men jeg tvangsmedcinierer ikke eller gør noget lægeligt, fordi politiet siger det. Men at hjælpe en patient er jo ikke bare at snakke efter munden; det gør jeg heller ikke i mit normale job som læge i Danmark. Og vi skal lige huske på, jeg intet kan gøre ved beslutningen om, at de skal udvises«.

Han er forundret over, at Lægeforeningen ikke anbefaler læger at deltage i tvangsudsendelser.

»Det er et udtryk for dyb useriøsitet. Det virker, som om Lægeforeningen ikke kender til virkeligheden. Jeg vil gerne fortælle om mine erfaringer, så de kan få nuanceret deres opfattelse«.

Han vil han gerne være anonym, fordi han vil kunne lave sit arbejde til hverdag, uden at hans patienter bliver distraheret.

De interviewede læger er anonymiseret. Deres navne er kendt af redaktionen.

Læs også: Trods advarsel: Læger hjælper stadig politiet med at tvangsudsende asylansøgere