Reservelæge Berit Sørensen er ved at uddanne sig til neurolog og besøger Calgary Stroke Program i Canada i tre uger. Hun bor hos nogle dansk-canadiske venner, der er rejst til det nordlige Alberta for at hjælpe deres søn med at høste hans 8.000 hektar.
05.30 Vækkeuret er sat tidligt, da jeg bor 70 km fra Foothills General Hospital i Calgary. Efter et hurtigt bad og morgenmad nyder jeg den smukke køretur.
7.30. Det er torsdag og det betyder grand rounds, en udvidet konference, hvor stroke neurologists, neurokirurger og neuroradiologer diskuterer ugens mest udfordrende cases, som præsenteres af den overlæge, der har haft ansvaret i den uge. Stemningen er afslappet, men det faglige niveau er i top. Vi diskuterer en case med en ung kvinde der med ét års mellemrum har haft to embolier præcis samme sted – første segment af arteria media på venstre side. Begge gange har trombektomi haft god effekt, men man frygter, at der skal komme en ny. Det viser sig, at hun har en abnormitet af halsens hoved-pulsåre på venstre side, og man mener, at tromben kan komme derfra. Der diskuteres strategi: Skal man forsøge med en operation på halskarret eller fortsætte medicinsk behandling? Der er ikke overbevisende evidens for hverken det ene eller det andet.
9.30 Efter en kaffepause, hvor de andre fellows har fortalt lidt om programmet og deres opgaver, går jeg med en af dem på rounds, dvs. stuegang, og vi gennemgår de patienter, der kom ind i går. Mine med-fellows kommer fra flere lande: to fra Canada, to fra Indien, en er fra Australien og en fra Saudi Arabien.
11.30 Ny konference. Først gennemgår en fellow en undersøgelse af TCI (transitorisk cerebral iskæmi – en forbigående blodprop i hjernen) og forebyggelse. Så er det stroke neurologist Eric Smith, der fortæller om afdelingens tiltag for at afkorte door-to-needle time (tiden fra en patient med apopleksi kommer ind, til trombolyse påbegyndes). Den er for lang, formentlig pga. en indviklet organisation og – synes jeg – noget forvirrende arbejdsgange. Jeg vil tale med ham om det, når jeg skal gå i vagt med ham om nogle dage. Jeg bilder mig ikke ind, at jeg har løsningen, men jeg har bemærket ting, som de måske kan have glæde af at høre. Jeg ser det trods alt helt udefra.
12.45 Jeg får en kop kaffe med de andre fellows, og vi diskuterer et par cases. Så melder kalderen »stroke bed 8 in 5 minutes«, dvs. vi skal straks gå til Emergency Department bed 8. hvor der er en mulig trombolysepatient på vej.
13.25 Vi modtager patienten, som har akut indsættende talebesvær og moderat svær højresidig hemiparese. Jeg synes, det er noget kaotisk. Her er trængsel, og Emergency Department ligner egentligt noget fra en 80’er film med patienter bag forhæng, politi, ambulancepersonale og pårørende. Men det går hurtigt, og efter kort tid er patienten på vej til CT-angiografi. Han har en stor prop i første segment af arteria media på venstre side. Trombolysen påbegyndes, mens neurokirurgen og neuroradiologen gør klar til trombektomi. I mellemtiden får vi set CT-perfusion igennem, og desværre har patienten et meget stort område, der er truet af iskæmi. De kæmper en time, men kan ikke rekanalisere karret. De har ellers en rekanaliseringsprocent på 91.
15.00 Færdig for i dag. Indtrykkene har været så intense, at jeg må hjem og slappe lidt af. Det er Indian summer og 30 grader, så derhjemme lægger jeg mig en halv time i solen.
17.30 Griller en T-bone steak, nyder den med udsigt til en nyhøstet mark. Bagefter tjekker jeg facebook og skriver hilsen til familien derhjemme.
20.00 Jeg sidder på terrassen med en kold øl og ser solen gå ned over bjergene i horisonten. To coyoter lusker forbi på den afhøstede mark. Det er sundt at blive mindet om, at Danmark ikke er verdens centrum. Jeg beslutter mig for at ansøge om et toårigt fellowship i Calgary Stroke Program.
