Turnus på Færøerne

Turnusblokke på Færøerne søges oftest af færøske læger, som vil tilbage efter endt kandidateksamen i Danmark. Men det gælder ikke alle. Charlotte Runge Sørensen er født i Vestjylland og kandidat fra Københavns Universitet i 2001. Hun valgte at søge til Færøerne i turnus og fortæller, at hun var heldig at få det, da der efterhånden er opstået rift om det. Opholdet har ikke været skuffende for hende, tværtimod glædes hun meget over sit valg. »Hvorfor er det godt at have turnus på Færøerne«, spørger jeg. »Der er mange fordele« svarer hun og prøver at forklare kortfattet, hvad der er godt. »Min tidligere læsemakker har været igennem turnus på Amtssygehuset i Herlev, og hun beskriver en hverdag så stresset. Her på Færøerne er der ro i arbejdet.

Man kan nå at se patienten en gang til«, udtaler Charlotte Runge som en vending, der summerer hendes oplevelse af arbejdsforholdene, og tilføjer at sygehuset ikke er en anonym behandlingssilo. »Røntgenafdelin-gen heroppe er ikke bare en paraklinisk afdeling, men nogle lægekolleger, man har et personkendskab til«. Aktuelt er Charlotte ansat i et vikariat på medicinsk afdeling, efter hun afsluttede sin turnusblok i foråret.

Mange patientkategorier i en afdeling

Landssygehuset i Tórshavn har 234 senge og består af en kirurgisk sengeafdeling, en medicinsk sengeafdeling samt en psykiatrisk sengeafdeling. Hertil kommer anæstesifunktion samt røntgenafdeling og klinisk kemisk afdeling. Det at være i turnus på et såkaldt firedelt sygehus indebærer store faglige fordele ifølge Charlotte Runge Sørensen. »Patientvariationen er stor, sådan at man oplever mange sygdom-me på blot et halvt år«. »Derudover er her sjældent ventetid og sjældent overbelægning«, uddyber hun sine oplevelser af turnusopholdets kvaliteter. Ud-dannelsesmæssigt er den medicinske afdeling bemandet med overlæger, som er speciallæger i henholdsvis kardiologi, lungemedicin, gastroenterologi samt intern medicin og giver den faglige ballast for uddannelsen. Eftersom »1. re-servelæge-laget« gennem foråret har manglet folk, og der oftest kun er en til to speciallæger, oplever Charlotte Runge Sørensen, at det meste af det daglige specialiserede arbejde som ekkokardiografier og gastroskopier hæn-ger på overlægerne, som har måttet bortprioritere specifik undervisning og en tilstrækkelig afdelingsintroduktion. Men stemningen i afdelingen er rar, og inden for vagtlagene er der udtalt samarbejdsvilje og lyst til at hjælpe hinanden.

En halv times tilkald giver store frihedsgrader

Som anført har der da været stigende efterspørgsel efter at få turnus på klippeøerne i Atlanterhavet. Hvis man vil fortsætte i en tællende stilling efter turnus, er der klassificerede introduktionsstillinger og nu også mulighed for at gennemføre hele speciallægeuddannelsen til almen praksis på Færøerne. Mange danske læger i længerevarende ansættelser bosætter sig som Charlotte Runge Sørensen i sygehusets lægeboliger og indstiller sig på et liv med mange tjenester. Gennem hele august måned har Charlotte haft tilkaldevagt hver anden dag. »Det er sjældent, at man bliver kaldt ind om natten«, fortæller hun og ser forbavsende frisk ud, selvom hun denne mandag eftermiddag har haft dagtjenester med efterfølgende rådighed siden fredag morgen. »Vi kan som regel forlade hospitalet ved tretiden og så komme ind om aftenen til en aftenstuegangsrunde«. »Det giver en frihed trods mange vagter«, forklarer hun og påpeger, at det jo ikke tager lang tid lige at gå hen i byen og ordne sine ærinder. I et geografisk lille samfund uden tids-røvende myldretidskøer er 30 minutters tilkald nok til at give en del frihedsgrader.

»Desuden er der altid nogle heroppe, som godt vil tjene ekstra penge, og det gør det nemmere at få afsat vagterne, således at vagtbyrden er til at holde ud«.

Mindre ambulant virksomhed

Denne mandag har forvagten, som er en dansk stud.med., indlagt 6 patienter, hvilket er lidt mere end vanligt for en mandag. »Er der nogen dårlige imellem«, spørger jeg. »Nej, ikke rigtigt i forhold til akut behandlingsindsats«, svarer Charlotte Runge Sørensen og tilføjer, »vi har ikke nogen videre ambulant virksomhed, hvorfor alle elektive udredningspatienter også regelret indlægges«. ITabel 1 ses, at Færøerne fysisk har flere senge pr. indbygger end Danmark til trods for færre læger pr. indbygger. En stor del af den danske produktion foregår i ambulante og dagho-spitalsforløb og andrager i år 2000 mere end 4,5 millioner outpatient-kontakter. Der findes ikke direkte sammenligningsgrundlag til Færøerne i de eksisterende tal, som kun beskriver »after care«-kontakter til knap 2.800 pr. år, og personligt oplevede jeg både et ugentligt diabetesambulatorium og et dermatologiambulatorium. Det ses, at skadestuefrekventeringen er meget lavere end i Danmark, men kan skyldes, at almen praksis tager sig af skader.

Det er svært at fastholde yngre læger på øerne

Charlotte Runge Sørensen har besluttet, at hun trods en stor glæde over ansættelsen på Tórshavn Sygehus, på et tidspunkt vil tilbage til Danmark for at fortsætte sin lægekarriere. Derfor fortæller hun humoristisk, »nu går det ud på, at jeg ikke forelsker mig i en færing«.

Jens Andreassen, indfødt færing og færøsk gift, griner smørret fra et af de mange andre skriveborde på lægekontoret. Han er amtsreservelægerådsformand for Færøerne. Aktuelt er der i alt 21 yngre læger. Undtagen en yngre læge på Klaksvig Sygehus er resten ansat ved sygehuset i Tórshavn og i almen praksis. Klaksvig er et lille blandet sygehus med store rekrutteringsvanskeligheder til yngre læge-stillingerne, hvilket mange danske læger har oplevet ved, at de tjener ekstra i deres friuger som vikarer i Klaksvig. »Vi er i dansk målestok et lille amtsreservelægeråd kaldet ,Hjal-parlæknaradid` og møder dagligt hinanden på gangene. Det giver et godt klima og mulighed for at tage sig af den enkeltes problem«, fortæller Jens Andreassen og fortæller imødekommende om lægegerningen på Færøerne.

Journalsproget er færøsk

Undertegnede sidder og blader i nogle journaler og må konstatere at det fær-øske sprog ikke sådan er lige til at læse. Jens Andreasen fortæller, at stort set alle danske læger i løbet af en måneds tid læser færøsk godt, det skriftlige er ikke så svært for en dansker. Sekretærerne kan alle dansk og skriver det danskdikterede uden problemer. Han tilføjer, at færøsk lægejournalsprog i starten også volder hjemvendte færøske læger problemer efter et medicinstudie i Danmark. »Men vi har den kammeratlige regel, at færøske læger skal diktere på færøsk, inden der er gået en måned«, tilføjer han og giver eksempler på vigtigheden i at fastholde deres modersmål.

Venlighed overalt

Ha n skal en tur i diabetesambulatoriet for at følge op på nogle patienter, og jeg slår følgeskab. En problemstilling med et diabetesbarn skal konfereres med en kollega i Glostrup. Det er slående som dansk læge i det københavnske, hvor ualmindelig rar og høflig Jens Andreassen er i sin telefonsamtale. Han kommenterer min oplevelse med, at man på Færøerne generelt har en venlig omgangstone, men medgiver også, at færinger væsensmæssigt ofte har mere tilfælles med jyder end den eksisterende kontante og ofte afvisende tone hos mange københavnske læger.

Et ørige med tre sygehuse og i alt 77 læger

Færøerne er den andenmindste enhed i det danske rigsfællesskabs sundhedsvæsen. Her er beskæftiget i alt 77 læger og lægeantalsmæssigt lige netop større end Grønland, men mindre end Bornholm, hvor der er registreret 155 læger. Der er tre sygehuse. Foruden Landssygehuset i Tórshavn og det blandede sygehus i Klaksvig er der et lillebitte sygehus på Suderoy, som betjenes af to overlæger. Færøerne har hjemmestyre og er modsat Danmark ikke med i EU. Det betyder ud over at kunne købe toldfri spiritus på flyveren, at arbejdstidsdirektiver fra EU ikke er gældende på Færøerne. Lægeuddannelse og autorisationer er under jurisdiktion af den danske sundhedsstyrelse. Foreningen af Yngre Læger forhandler særskilt overenskomst for yngre læger med det færøske hjemmestyre. Som dansk læge på et stort sygehus var det overraskende at opleve, hvordan der hersker ro og venlighed rundt på sygehuset i Tórshavn. Størrelsen i sig selv er formentlig den væsentligste forklaring, men alligevel fik jeg reelt indtrykket af, at man faktisk reelt kunne nå at se patienten en gang til og også havde lyst til at gøre det. Som et kuriosum kom bedemanden gående gennem receptionen og forbi kiosken med en kiste. Det ville aldrig forekomme i Danmark, hvor man de fleste steder har gjort receptionsområdet til patientfri zone.