Skip to main content

TV Avisen beklager chikaneindslag

Indslaget var ikke i orden, da TV Avisen 14. januar berettede om, at en række læger tilsyneladende organiserede chikane mod Region Hovedstadens nye akutsystem. Det beklager TV Avisen nu.

Forfatter

23. maj 2014
1 min.

I TV Avisen den 21. maj kl. 18.30 beklagede DR sit indslag fra den 14. januar om lægers påståede organiserede chikane af akuttelefonen 1813, skriver læger.dk i sin PLO-sektion.

"I et indslag om chikane af Region Hovedstadens nye akuttelefon 1813 i TV Avisen d. 14. januar fortalte vi, at meget tydede på, at chikanen var organiseret – bl.a. på en lukket facebookgruppe, hvor læger opfordrede hinanden til at ringe 1813 og dermed bringe ventetiden op. Det fremgik ikke tydeligt af indslaget, at påstanden om den organiserede chikane kom fra Region Hovedstaden. Det skal vi beklage", lyder det.

Der var desuden ikke hold i påstanden, da flere af de citerede læger gav udtryk for den modsatte holdning, fremgår det af beklagelsen.