Tvivlen om den store trussel mod forplantningen

Det er ikke så længe siden, at en tidligere radikal kulturminister udtalte, at hun på grund af mulige skadevirkninger fra phtalater ikke for fremtiden turde bruge shampoo og babycreme på sit spæde barn. Det er en del af den debat, der er udløst af foreløbige meldinger og formodninger omkring hormonforstyrrende stoffer, der nu har stået på i over ti år, uden at der foreligger sikre konklusioner. Det er en debat, der bl.a. har udløst en pritoritering af penge til forskning i miljø og sundhed, hvor de hormonforstyrrende stoffer er meget dominerende.

Dette nummer af Ugeskrift for Læger forsøger at gøre en slags status over debatten om hormonforstyrrende stoffer, endocrine disrupters, ved interview med to af vore førende hjemlige eksperter, professor Jens Peter Bonde, Århus Kommunehospital, og professor Niels Erik Skakkebæk, Rigshospitalet. Overskrifterne til de to interview taler deres tydelige sprog: »Den store tvivl« og »Begrundet bekymring«. Der er stadig megen usikkerhed over for truslen, og de videnskabelige resultater er på ingen måde entydige. Men det trusselsbillede, der beskrives, er alt andet end harmløst: »Et betænkeligt stort antal børn fødes efter kunstig befrugtning. Hver tiende danske kvinde får brystkræft. Vi ved ikke, hvorfor vores koner, kærester og mødre skal have fjernet deres bryster, og hvorfor vores børn ikke kan få børn. Når der sker så kraftige stigninger over så kort tid, kan det ikke skyldes genetiske årsager, og så må forklaringen være miljø- og livsstilsbetingede« (N.E. Skakkebæk).

Spørgsmålet er blot, hvilke faktorer i vores livsstil og vores miljø, der betinger denne udvikling, der i sit yderste scenarie udgør en trussel mod vores muligheder for at reproducere os selv. Det spørgsmål står stadig åbent efter mange års studier. Den videnskabelige dokumentation mangler helt enkelt. Landmændene, der formodedes at få ødelagt deres forplantningsevne på grund af letsindig omgang med pesticider, har i dag en »tindrende normal sædkvalitet« (J.P. Bonde). Forventede negative virkninger af DES (Diethyl Stilbestrol) og PCB (Polyklorerede Bifenyler) på sædtallet på grund af påvirkning i fostertilværelsen holdt ikke stik. Det samme var tilfældet med den store naturlige østrogenpåvirkning af tvillingebørn. Tilbage står at undersøge, om kombinationen af flere forskellige hormonforstyrrende stoffer kan give forklaringen, men det ligger i sagens natur, at det er svært at gennemføre egentlige dobbeltblindede videnskabelige forsøg på området. Det er ikke etisk forsvarligt at udsætte fostre for potentielle skadelige påvirkninger.

Derfor er tvivlen intakt, også om hvorvidt man ser i den rigtige retning. Eksempelvis er der teorier om, at rygning under graviditeten kan udgøre en langt større trussel mod drengenes sædkvalitet end de hormonforstyrrende stoffer i miljøet. Temaet i dette nummer af Ugeskrift for Læger er et forsøg på at gøre status på området, og det viser, hvor stor usikkerheden og afstanden mellem forskerne er. Det gør det ikke lettere for politikerne eller befolkningen at agere.

Der mangler et forum, hvor den forskningsstrategiske debat kan foregå, og politikerne efterfølgende kan rådgives. Som det er nu, mangler der en vejledning af politikerne, så de kan foretage en gennemskuelig og argumenteret prioritering af pengene til forskning i miljø og sundhed. Netop på et område, der er så følelsesladet som dette, er det vigtigt, at prioriteringen kan foregå på et videnskabeligt grundlag.