Type 2-diabetes mellitus og indvandrere i Vollsmose

Foto: Scanpix

Migration af populationer er et almindeligt forekommende fænomen i dag. Det er der flere forskellige årsager til, som f.eks. krig, fattigdom, politik og religion. I dag ses en øgning i globaliseringen og større forskelle mellem lande. Disse faktorer øger migrationsmulighederne og bidrager dermed også til en forandring i landenes sundhedstilstand, når forkellige kulturer mødes.

Det viser sig, at indvandrere har en højere forekomst af type 2-diabetes mellitus (T2DM) end etniske danskere [2]. Indvandrere i Danmark hører til de socialt sårbare i samfundet, da de har sproglige, kulturelle og strukturelle forskelle, som kan fungere som barrierer for behandling og forebyggelse af sygdomme. Vollsmose er et område i Odense Kommune, der består af højhuse og rækkehuse, og her har ca. 2/3 indvandrerbaggrund. Dermed er der også mulighed for, at mange af beboerne i Vollsmose har stor risiko for at udvikle eller have T2DM.

Mennesker fra andre lande har en kultur, som er meget forskellig fra vores. De spiser anderledes, er ofte dårligere uddannet, og i deres hjemlande er samfundet anderledes opbygget end her. Mange har desuden mange traumatiske oplevelser med i bagagen, når de kommer til Danmark.

Når de bliver danske statsborgere, er der mange nye ting at forholde sig til. Økonomi, sprogforskelle, kultur, mad, socialt liv og miljø er kun nogle af dem. Det er disse ting, indvandrerne står over for og skal forsøge at tilpasse sig i det danske samfund. Der er stor risiko for, at de udvikler dårlig selvtillid, og muligheden for, at de selv kan finde støtte, er ringe. Med tiden forsøger mange indvandrere nok at udligne de kulturelle forskelle, at efterstræbe den vesterlandske kultur og derfor passe ind så godt som muligt. Det er de basale behov, der må dækkes i første omgang, og dårlig trivsel bidrager til et dårligere helbred. Der kan især være større risiko for at spise og leve mere usundt, hvis flere andre faktorer også bidrager til dårlig trivsel.

Genetik og miljø

Selvfølgelig kræves der en vis genetisk disposition for at få T2DM, men miljøpåvirkning har også stor betydning for at sygdommen udvikles. En undersøgelse viser, at sydafrikanere er mere disponerede for at udvikle insulinresistens [3].

Det kan også diskuteres, om faktorer såsom lav fødselsvægt eller underernæring hos fosteret kan øge risikoen for tidligere udvikling af T2DM; det viser resultaterne af nye studier [4]. Denne faktor bør man også have med, når man skal behandle og forstå indvandrere og deres T2DM.

Spørgsmålet er også, om indvandrere kommer til Danmark med sundhedsproblemer, eller om de udvikles her som følge af en ændret livsstil. Det mangler der dog fyldestgørende undersøgelser om, og det er nødvendigt, at vi her i Danmark undersøger dette mere til bunds.

Et studie viser, at de faktorer, der har betydning for en højere prævalens hos indvandrere, er kendskab til ernæring, fysisk inaktivitet, gen-miljø-interaktioner, stress og andre faktorer, såsom etnisk disposition [3]. I studiet viste de vigtigste bidragende faktorer sig at være urbanisering, mekanisering, og forandringer i ernæring og livsstil.

Forskellige kulturer har forskellige syn på vægt. I mange kulturer betragter man overvægt som tiltrækkende hos kvinder og et tegn på sundhed og rigdom. At være tynd kan modsat tolkes som tegn på sygdom. Dette kan give indvandrere et andet syn på kost og motion.

En industrialiseret verden

I dagens Danmark styres vi i høj grad af mange andre lander, ligesom de er afhængige af os. Vi lever i en industrialiseret verden, hvor mange ting skal være billige og effektiviserede, og dette afspejles især i vores fødevaresystem. Vi bliver også mere og mere urbaniserede, og i vores byområder foregår der integration mellem mennesker med forskellig økonomisk baggrund og herkomst.

Usunde produkter, der indeholder meget sukker og fedt, findes ikke i den mængde i deres hjemlande. F.eks. er sodavand et luksusprodukt i Pakistan, mens det i Danmark er billigt og nemt at købe.

I socialt belastede områder bor også sårbare mennesker, der er af dansk herkomst og ofte heller ikke fokuserer nok på at være sunde, og disse mennesker kan komme til at fungere som rollemodeller for indvandrere.

Butikkerne har i dag et stort sortiment af produkter, der er fyldt med sukker og fedt; man er omgivet af et kalorierigt miljø. Har man derudover dårligt kenskab til, hvad sund mad er, og hvordan man opretholder et godt helbred samt en dårlig selvtillid, er det nemt at komme til at købe de forkerte ting. Butikkerne køber gerne ind hos de billigeste leverandører, uanset hvor varerne kommer fra, og det er netop produkter, som især har højt fedtindhold, der koster mindst. Et rigt lande kan købe billigere og flere varer for at få et større udbud og flere købere.

Prisen på fødevarer med et lavt næringsindhold kunne være højere og omvendt for indirekte at få folk til at købe sund mad. Det er også en god ide, hvis man på langt sigt satser på landbruget og de produkter, Danmark kan bidrage med, så man også promoverer dem og undgår lang transportvej for grøntsager fra andre lande.

Sundhedscentre i indvandrertætte områder

I alle områder med specielt mange indvandrere må man overveje at etablere sundhedscentre med professionelle tolke, der har fokus på og specialistviden om indvandrere og disses typiske sygdomme og risici. De skal være uddannede til at undervise mennesker med ikkeakademisk baggrund for nemmere at hjælpe dem til tidlig behandling og forebyggelse. Der skal være tilbud om motion til indvandrere i specielle fitnesscentre, som i øvrigt også bør forefindes i alle indvandrertætte områder. De kunne være kønsopdelt og tilbyde alders- og kønsfokuseret træning. På denne måde får indvandrere også mulighed for at skabe kontakt med hinanden og danne et socialt netværk, hvilket øger livskvaliteten og selvtilliden. Men på langt sigt kræves der bedre boligplanlægning i de enkelte byer for at sprede de forskellige grupper af beboere. Hvis man i et større område lige uden for byen har mange højhuse med en lav leje, er der stor risiko for, at lavtuddannede og sårbare mennesker samles på et sted. Det vil medføre en større uro i det pågældende område, da samme type mennesker præges af hinanden på en negativ måde på arbejde, i skolen og i sociale netværk.

Fra første færd mennesker ankommer til Danmark, må man indfange dem, der kan tænkes at have en øget risiko. Man bør forhindre, at de kommer ind i en ond cirkel, som yderligere øger tilbøjeligheden til at udvikle T2DM. Disse mennesker skal tidligt i kontakt med sygehusvæsenet og have mulighed for psykologhjælp, rådgivere og andet faguddannet personale samt tilgang til tolk. Der må gives tilbud om forelæsninger i indvandrertætte områder om, »hvad er et god helbred« med stor fokus på risikoen for, hvad et dårligt helbred kan medføre, da indvandrere ofte mangler netop den viden.

Der findes en række globale løsninger på dette problem. Først og fremmest må man etablere et godt internationalt samarbejde, herunder også med udviklingslande. Rige lande kan give fattige lande fordele mod, at de opfylder forskellige krav, som f.eks. uddannelse af sundhedspersonale og andre vigtige faggrupper såsom lærere, landmænd og socialrådgivere, og informere om, hvordan landet i øvrigt kan få flere fordele og blive rigere på forskellige måder. De fattige lande kan også hjælpe os med ting, vi bruger og behøver, de kan derved tjene flere penge, hvilket igen vil komme dem til gavn.

Samfundet skal blive bedre til at modtage arbejdere med forskellige kulturelle baggrunde, herunder skal det blive nemmere at få job; måske kunne man etablere vikarbureauer for indvandrere med forskellige typer af arbejdsopgaver. Det vil også være en god ide, hvis arbejdsgiverne betaler medarbejderne en højere løn, hvis de dyrker motion. Det resultererer i øget integration, hvilket kan få en positiv effekt på invandreres helbred. Flere indvandrere bør arbejde i sundhedsvæsenet, så de på arbejdspladserne integreres med andre uddannede mennesker med forskellig baggrund.

Hele mennesker

Det er nødvendigt, at sundhedssystemet bliver bedre til at se indvandrere som hele mennesker - kigger på deres boligforhold, traumer, uddannelse - og prøver at forebygge tidligere. Det burde, ligesom inden for tropemedicin, være standard i uddannelsen af sundhedspersonale, at man lærer om indvandreres sygdomme og øgede risiko, herunder også om forebyggende medicin i samfundet. Men for at kunne forebygge må vi have den tilstrækkelige viden om indvandrernes situation og kendskab til deres disposition for at udvikle T2DM. Screening af nye indvandrere og identifikation af patienter, der befinder sig i risikozonen, vil være en god start, og der kan også oprettes en specialafdeling med tolke, der er rettet mod indvandrere og deres sygdomme.

De vestlige lande må hjælpe lande, hvor fejlernæring eller sult er almindeligt forekommende. Der skal tænkes langsigtet med hensyn til at forebygge, at indvandrere udvikler diabetes, når de kommer til Danmark, men det er en god start, som også kan få andre sundhedsfremmende punkter, såsom at reducere fedme i Danmark og skabe en bedre sundhedstilstand i udviklingslande. Det vil være et meget stort projekt, som må foregå på politisk niveau, og vi kan f.eks. starte med at sætte priserne på usund mad i vejret, indføre restriktioner over for, hvilke lande vi må modtage forskellige madvarer fra. Men vi må ikke overdrive, så diabetes kommer til ulande, men bidrage økonomisk og med uddannelse, f.eks. i effektivt landbrug. I dag er der stadigvæk en stor mængde produkter fra Danmark, der bliver smidt ud, fordi produkter fra andre lande er billigere og udkonkurrerer de andre.

Konkrete forslag kan også være at forbyde »sukkerreklamer« i medierne her i Danmark, i folkeskolen skal børn uddannes i ernæring og få hjemmeopgaver, så de kan »undervise« forældrerne og blive klogere selv.

Det kan vi gøre

Læger skal uddannes til at identificere og behandle på et prædiabetisk stadium, de skal fokusere på konkrete tiltag, der kan ændre, og lære borgerne langsomt at ændre deres vaner. Det er først og fremmest folks indstilling, man må arbejde med, og sekundært er det kost og motion hos den enkelte patient.

Den genetiske sårbarhed over for T2DM kan ikke ændres hos indvandrere, men vi kommer langt ved at forstå. Man kan ændre fødevarekilder, stress over urbanisering og migration på langt sigt på politisk og økonomisk niveau. Det kræver også et godt internationalt samarbejde med ens målsætninger. Boligforhold og madpriser er konkrete ting, der kan medvirke til intervention hos det enkelte menneske. Endelig har vi brug for tid til at studere og udforske for at forstå, hvordan man bedst muligt kan forebygge T2DM hos indvandrerkvinder. Det er et komplekst problem, der kræver lang tid og meget arbejde, men det gavner Vollsmose og også Danmark i et sundhedsmæssigt perspektiv på lang sigt.

Danske studerende bekymrer sig

De studerende på Syddansk Universitet interesserer sig for globale sundhedsspørgsmål. Så meget, at de i en netop afsluttet essaykonkurrence giver deres bud på lokale sundhedsproblemer med globale aspekter. Ugeskrift for Læger har i løbet af efteråret bragt de tre bedste essays. I dette nummer præsenterer vi det indlæg, der blev nr. 3 i konkurrencen.

Kilder

www.idf.org/home/

www.who.int/diabetes/en/

www.idf.org/home/