Skip to main content

Udbrændthed truer hver fjerde praktiserende læge

På få år er andelen af svært udbrændte praktiserende læger næsten fordoblet. Almenmedicinerne er hårdere ramt end læger i andre specialer, og det kan blandt andet skyldes ændrede arbejdsvilkår, og at unge læger kræver for meget af sig selv

Illustration: Datagraf Communications
Illustration: Datagraf Communications

Klaus Larsen, kll@dadl.dk

20. jan. 2014
7 min.

Stress og udbrændthed er et stigende problem for praktiserende læger. Forskningsenheden for Almen Praksis i Aarhus løfter i denne uge sløret for en undersøgelse, som viser en fordobling i andelen af »svært udbrændte« praktiserende læger i Region Midtjylland – fra 2,8 pct. til 5,3 pct. Det svarer til, at ca. 190 praktiserende læger på landsplan er »svært udbrændte«.

Dertil kommer, at ca. 25 pct. – svarende til 860 – scorer som »moderat udbrændte«.

Undersøgelser i andre lande viser en tilsvarende tendens. Og ifølge den danske undersøgelse har almenmedicinerne sammenlignet med f.eks. onkologer og pædiatere den højeste forekomst af udbrændthed.

Nogle finder tallene alarmerende og mener, at de kan true patientsikkerheden; andre mener, at de er udtryk for vild overdrivelse, skriver forfatterne. Men hvad mener de selv?

De yngste rammes hårdest

»Vi har ikke svaret«, siger hovedforfatteren, psykolog, ph.d. Anette Fischer Pedersen.

»Men nu har vi data fra lægerne, og næste skridt bliver at undersøge, om de, der er udbrændte, agerer anderledes end de øvrige. Om de f.eks. laver flere henvisninger eller udskriver mere medicin. Der er meget få studier, og de viser ikke noget entydigt«.

Undersøgelsens medforfatter, professor i almen medicin Peter Vedsted, uddyber:

»En udbrændt læge kan udvikle en kynisme, der går ud over den empatiske tilgang, der er helt nødvendig i almen praksis. At man tænker: ‚Det kan da virkelig ikke være mit bord‘ og skynder sig at henvise patienten videre. Man risikerer at miste det, der er hele grundlaget for almen praksis. Vi ved, hvor vigtigt det er i almen praksis at kunne kommunikere og lade patienten komme af med sine bekymringer. Derfor kan udbrændthed få betydning for den lægefaglige kvalitet«.

I undersøgelsen ser man ikke på årsagerne til den øgede udbrændthed. Men Anette Fischer Pedersen har et par kvalificerede gæt:

»Man kan forestille sig, at ubalance mellem familie- og arbejdsliv eller større åbenhed om at fortælle om symptomer på udbrændthed spiller en rolle. Der er også sket et generationsskifte, så mange ældre læger er ved at blive erstattet af yngre. Og vi ved, at de unge læger har størst risiko for at blive udbrændt. Måske, fordi de endnu sidder lidt usikkert i stolen og er bange for at begå fejl eller overse noget. Måske er de gamle læger mere hærdede – på godt og ondt«.

### fokus2_14###

Ændrede vilkår

Peter Vedsted udpeger tre faktorer, som kan medvirke til, at flere føler sig udbrændt: Arbejdsmæssigt mener han, at man i almen praksis helt reelt oplever et øget arbejdspres. Ikke alene leverer den enkelte læge flere sundhedsydelser; de har også et andet indhold:

»Udviklingen er gået i retning af, at vi i dag har flere specielle konsultationer, hvor lægen dels skal tage sig af nyopståede symptomer og bekymringer, dels se på en multisyg patient med flere problemstillinger: KOL, diabetes osv. Det er ikke længere nok med én type almenmedicinsk lægegerning – der stilles også andre og flere krav til ydelsen«.

Den anden faktor er den organisatoriske: »Som ung praktiserende læge for 20 år siden kom du måske ud som sololæge i din egen praksis med en sekretær, som sad i skranken og tog telefonen, og som du kunne spille ping-pong med. I dag forventes du fra dag ét at møde op som boss for et team med forstand på alt fra sygedagpenge til it og hundrede andre ting«, siger Peter Vedsted.

»Og det tror jeg, de fleste har det helt fint med. Men kravene, både de formelle og kravet om at være den, der har styr på tingene, er altså blevet langt større«.

Og endelig nævner Peter Vedsted, at en praktiserende læge i dag ikke møder den samme anerkendelse af sit arbejde, som tidligere.

»Efterhånden er det vel snart 8-10 år siden, at vi havde en regulær overenskomstforhandling, hvor man understøttede almen praksis som en del af det danske sundhedsvæsen«, siger han.

»Jeg er ikke sikker på, at man i sundhedsvæsenet er god nok til at anerkende praktiserende lægers indsats. Det får måske nogle til at føle, at ‚det er åbenbart lige meget, hvordan jeg slider og slæber og sørger for, at folk ikke bliver indlagt, at de er velkontrollerede osv.«

»Udbrændt er ikke en diagnose«

Arbejdet som læge giver dog langt de fleste en høj grad af jobtilfredshed trods alle besværligheder. Og det »redder« mange fra at havne i kategorien af svært udbrændte, siger Anette Fischer Pedersen:

»Selv om mange er følelsesmæssigt belastede i deres job, betyder den høje grad af jobtilfredshed, at 25 pct. ‚kun‘ bliver kategoriseret som ‚moderat udbrændte‘«, fortæller hun.

Om det – lige som svær udbrændthed – i sidste ende kan have helbredsskadelige konsekvenser, er ikke undersøgt.

Professor i arbejdsmedicin Henrik Kolstad forklarer, at "stress" og "udbrændthed" ikke er diagnoser – selv om tilstanden kan føre til sygdom.

»Udbrændthed og stress er populære begreber, som folk lægger meget forskelligt i, og som ikke hører til i den medicinske verden«, siger Henrik Kolstad.

Men de to begreber er også problematiske, fordi de inkluderer årsagen til helbredsproblemet. Og dermed kortslutter de årsagsvurderingen, siger han.

»Vi foretrækker veletablerede diagnoser. Vi forholder os til de symptomer, patienten har, og når der er grundlag for at kalde det depression, så kalder vi det dét. Ved diagnosen ‚depression‘ forholder man sig ikke til, hvad årsagen er. Taler man om ‚stress‘, forholder man sig samtidig til årsagen, for eksempel forhold på arbejdet. Selve årsagen er ikke noget, man kan se hos den enkelte patient«, siger Henrik Kolstad.

Men som arbejdsmedicinere ser I vel patienter, der fortæller, at de er stressede eller udbrændte …

»Patienterne møder jo ikke med en diagnose, de fortæller om de symptomer, de har. Så er det vores opgave at udrede, om der ligger en sygdom bag. Og det er vigtigt at finde ud af, om der er tale om depression – for depression kan behandles. Hvis vi kalder det noget andet, får patienten ikke den optimale behandling«, slutter arbejdsmedicineren.

»Kræv mindre af dig selv«

Jette Dam-Hansen, næstformand i Lægeforeningen og praktiserende læge i Aarhus, peger på, at arbejdsopgaverne i løbet af nogle år har forandret sig markant, så at lægen i dag sidder med flere komplekse, ofte meget tunge opgaver:

»Samtidig stiller sygehusenes øgede specialisering, kortere indlæggelser og hurtigere afslutninger af ambulante forløb store krav til overblikket hos den praktiserende læge«, tilføjer hun.

Jette Dam-Hansen efterlyser klarhed over, hvad der hører hjemme i henholdsvis almen praksis og sygehusvæsenet.

»Hvis man som praktiserende læge pludselig sidder med en opgave, der virker uløselig, eller man føler sig usikker, er det vigtigt, at man bliver bakket op af et system, der kan tage over. Hvis jeg helt konkret sidder med en opgave, som jeg synes er for svær og derfor henviser til et sygehus, er det vigtigt, at de tager opgaven på sig og overtager den, til den er færdig«, siger hun.

Hvis Anette Fischer Pedersen som psykolog møder en patient med tegn på en depression, vil hun ikke tøve med at sende vedkommende til lægen, så der eventuelt kan gives medicinsk behandling.

Selv kan hun sætte ind med forskellige former for terapi:

»Noget tyder på, at visse personlighedstyper er mere sårbare end andre i forhold til at udvikle udbrændthed. Især den meget perfektionistiske type risikerer, at jobbet slet ikke giver mulighed for at yde det, man mener at skulle yde. Det kan psykologen arbejde med«, siger hun. Hendes råd lyder i korthed: »At stille lidt færre krav til sig selv – og prioritere tid til faglig sparring med kolleger og til ikkelægefaglige aktiviteter«.

Et råd, Peter Vedsted kan tilslutte sig, og som han også tager med, når han underviser kommende årgange af praktiserende læger:

»Man skal lade være med at forlange for meget af sig selv som praktiserende læge fra dag ét, men anerkende, at det faktisk er rigtig svært at være praktiserende læge, og at det kræver, at man får noget hjælp og støtte i starten, så man ikke ender med langvarig stress«.

Invalidepensionstilkendelser i Lægernes Pensionskasse Psykiske lidelser er den altdominerende årsag til tilkendelsen af invalidepension til læger. (der skelnes ikke mellem praktiserende læger, yngre læger og speciallæger). Kilde: Lægernes Pensionkasse