Skip to main content

Uddannelse af læger

Redaktør Charlotte Tulinius & redaktør Torben V. Schroeder

4. nov. 2005
4 min.

Lægers uddannelse undergår i disse år markante ændringer. Det gælder både medicinstudiet, turnus, speciallægeuddannelsen og efteruddannelsen. Det er også på høje tid. Der har længe været behov for forbedrede pædagogiske metoder, herunder klare målbeskrivelser på alle niveauer, og veldefinerede lærings- og evalueringsmetoder, der sikrer, at studenten eller lægen løbende udvikler deres færdigheder og til sidst når de mål, der forventes. Redaktionen har derfor valgt at fokusere på lægers uddannelse i dette nummer af Ugeskrift for Læger.

I de seneste år er der i Odense, Århus og København indført nye studieordninger, hvor især den kliniske dimension er styrket. Der lægges mindre vægt på paratviden og mere vægt på, at den studerende kan ræsonnere og får tilegnet sig de færdigheder, læger har brug for i hverdagen. Udbyttet af klinisk ophold styrkes gennem træning i færdighedslaboratorium og evalueres ved objective structured clinical examination (OSCE), som det gennemgås efterfølgende.

»Fremtidens speciallæge«, Speciallægekommisionens betænkning fra 2000 [1], lægger op til, at disse tanker føres videre i den postgraduate uddannelse. Den kliniske videreuddannelse skal baseres på operationelle målbeskrivelser, der ikke kun skal angive de kompetencer, den nye speciallæge skal kunne mestre efter et afsluttet uddannelsesforløb, men også hvordan og på hvilket tidspunkt kompetencerne skal trænes og evalueres. Tidligere defineredes oplæringen ved en ansættelse af en bestemt varighed. I dag skal alle læger træne målrettet og kunne dokumentere, at de opfylder kompetencekravene. Speciallægeuddannelsen er ikke længere tidsstyret, men målstyret. Med forbillede i den canadiske model [2] skal den danske speciallæge ikke kun være medicinsk ekspert, men også mestre roller, der kræver færdigheder og indsigt i f.eks. pædagogik, ledelse, kommunikation, samarbejde, forskning og sundhedsfremme mv. Der er altså lagt op til at den medicinske videreuddannelse tager et gevaldigt spring i Danmark.

Overalt i landet arbejder et meget stort antal mennesker i øjeblikket på implementeringen af videreuddannelsesreformen. Reformen introducerer nye måder til at forstå klinisk uddannelse og nye redskaber til at nå disse mål. I »Nyt fra Det Nationale Råd for Lægers Videreuddannelse« er der en flot beskrivelse af status quo.

Videreudviklingen af den medicinske uddannelse kræver viden og erfaring på mange forskellige områder og niveauer. Blot det at anvende alle de nye begreber på den rigtige måde er en udfordring - kompetence, læringsstrategi, evalueringsstrategi, uddannelsesprogram og -plan, portefølje, logbog mv. Skal lægers uddannelse være i fortsat udvikling, er det nødvendigt at forbedre de metoder, der skal bruges i alle dele af fornyelsen; metoder til beskrivelse af hvad det er vi gerne vil nå - studieordninger og målbeskrivelser; men også metoder til beskrivelse af hvordan medicinstuderende og uddannelseslæger når til målet; studieplaner, uddannelsesprogrammer og personlige uddannelsesplaner. Den fortsatte udvikling er også afhængig af fortsat beskrivelse af undervisningsmetoder og metoder til at sikre, at målene nås; prægraduat er det eksaminer, og postgraduat er det kliniske evalueringsmetoder. I dette nummer af Ugeskriftet er der eksempler på næsten alle niveauer inden for tilrettelæggelse af uddannelse.

Forandring til det bedre. Men ved vi altid, hvad der er bedst? Mange forandringer er baseret på empiri, men også medicinsk pædagogik må i stigende omfang være forskningsbaseret. Der er derfor et stort behov for på videnskabelig baggrund at undersøge, hvilke metoder og læringsrammer der er bedst på de forskellige niveauer af den lægelige uddannelse og i de forskellige dele af sundhedsvæsnet. Der er stadig et stykke vej, før medicinsk pædagogisk forskning i Danmark når samme omfang som traditionel medicinsk forskning. Indtil da vil mange tiltag ikke kunne bygge på videnskabelig dokumentation - men på erfaringer fra andre områder, andre lande - eller måske på resultater fra et lille materiale, der ikke kan danne basis for videnskab, men som er god erfaringsbaseret viden. De mange videnskabelige bidrag i dette nummer af Ugeskrift for Læger vidner om spirende aktivitet. For yderligere at give området opdrift, har redaktionen, inspireret af British Medical Journal, besluttet at give plads til en ny type artikler, vi slet og ret kalder Uddannelse. Det drejer sig om artikler, der måske ikke helt holder den videnskabelige standard, men som rummer nye perspektiver på den lægelige uddannelse. Det kan være en ny undervisnings- eller evalueringsmetode - eller måske et samarbejde, der har vist sig særlig frugtbart for medicinstuderende eller lægers uddannelse. Der er mange aspekter af den lægelige uddannelse, vi kan blive meget klogere på, hvis vi deler erfaringerne. Der er i dette nummer fem sådanne artikler.

Tag godt imod Uddannelse.



Korrespondance: Charlotte Tulinius , Ugeskrift for Læger, Trondhjemsgade 9, DK-2100 København Ø. E-mail: c.tulinius@dadlnet.dk

Interessekonflikter: Forfatterne er videnskabelige redaktører af Ugeskrift for Læger.


Referencer

  1. Fremtidens speciallæge. Betænkning nr. 1384 fra Speciallægekommisionen. København: Sundhedsministeriet, 2000.(http://www.im.dk/publikationer/speciallaege/index.htm)
  2. Royal College of Physicians and Surgeons of Canada: CanMED 2000: Extracts from the CanMEDS 2000 Project Societal Needs Working Group Report. Med Teach 2000;22:549-54.