Skip to main content

Uddeling af nyindstiftet pris

Redaktionen

4. nov. 2005
1 min.

Københavns Universitetshospital, KUH, har besluttet at give sin nyindstiftede pris, Københavns Universitetshospitals Forskerpris, på 50.000 kr. til 1. reservelæge, ph.d. og dr.med. Lars Bo Nielsen . Prisen gives »til en yngre forsker under 40 år, der har bidraget med excellent biomedicinsk, klinisk eller anvendelsesorienteret forskning«.

Lars Bo Nielsen , der er 39 år og i dag ansat på H:S Rigshospitalets Klinisk Biokemiske Afdeling, beskrives som »et oplagt og imponerende talent« og som »fremtidens mand som forsker og forskningsleder«.

Lars Bo Nielsens biomedicinske forskningsarbejde er fokuseret på hjerte-kar-sygdomme, hvor han har bidraget til forståelse af de molekylære aspekter ved hjerte-kar-sygdommes patologi. Især har Lars Bo Nielsen beskæftiget sig med lipoproteiners biologi og deres rolle for udviklingen af hjerte-kar-sygdomme. Lipoproteiner er komplekse molekyler, som indeholder både kolesterol, fedt og proteiner. Lars Bo Nielsen har belyst deres regulering og effekter ved åreforkalkning og hjertets fedtomsætning.