Uden samvittighed

Dette er en af de historier, som maner til frygt.

Nu ved vi det. Gennem den periode af det forrige århundrede, som jeg kalder Natten, blev lægevidenskab nogle steder brugt ikke til at helbrede, men til at skade, ikke til at drive døden på flugt, men til at tjene den.

I konflikten mellem Godt og Ondt i Anden Verdenskrig spillede de berygtede Nazilæger en central rolle. De kom før bødlerne og snigskytterne i form af organiseret ond videnskab i det, vi kalder Holocaust. Der er et mundheld fra Talmud, som - foruroligende nok - passer på dem: Tov shebarofim legehinom: »De bedste læger har retning mod helvede«. De nazistiske læger skabte helvede.

Inspireret af den nazistiske ideologi og implementeret af dets apostle, tjente racehygiejne og eutanasi i slutningen af 1930'erne og begyndelsen af 1940'erne intet socialt formål og kunne ikke forsvares videnskabeligt. Som en gift forurenede den i sidste instans al intellektuel aktivitet i Tyskland. Men lægerne var forløberne. Hvordan kan vi forklare deres forræderi? Hvad fik dem til at glemme lægeløftet? Hvad kvalte deres samvittighed? Hvad skete der med deres medmenneskelighed?

I al sandfærdighed var lægevidenskaben ikke det eneste område, der sluttede op om Hitlers plan. Det gjorde også den juridiske profession. Og på nogle områder kirken. Kun den litterære verden bevarede sin æresfølelse: de fleste af de store forfattere var sendt i eksil. Ikke kun de jødiske. Thomas Mann og Bertolt Brecht var ikke jøder, men kunne ikke ånde i det Tredje Riges kvælende luft.

Men de fleste læger blev. Ikke de jødiske læger, men de andre.

Vi kender tallene. Vi kender også motiverne. En dag gjorde Hitler og Himmlers sundhedsminister det klart for de lægevidenskabelige ledere, at en hemmelig beslutning var truffet på øverste sted. Den betød, at det var nødvendigt at udrydde de »ubrugelige munde« - de skøre, de uhelbredelige, børnene og de ældre, som Gud havde dømt til skæbner med lidelser og frygt.

Få i den tyske lægeverden fandt det værdigt eller godt at afslå.

Derfor - i stedet for at gøre deres job, i stedet for at sørge for at hjælpe og trøste de syge, som havde mest brug for dem, i stedet for at hjælpe de vanskabte og handicappede med at leve, spise og håbe en dag mere, en time mere - blev lægerne deres skarprettere.

I oktober 1939, flere uger efter begyndelsen af fjendtlighederne, gav Hitler den første ordre til Gnadentod, eller »barmhjertig død«. Den 15. samme måned blev gas brugt første gang til at dræbe »patienter« i byen Poznán i Polen. Men lignende centre var allerede etableret i Tyskland tre år tidligere. Psykiatere og andre læger samarbejdede i en professionel atmosfære præget af eksemplarisk kammeratskab og effektivitet. På mindre end to år forsvandt 70.000 syge mennesker ind i gaskamrene. Gnadentod-programmet gik så godt, at lederen af Wermacht Hospitalets psykiatriske enhed, professor Wurth var bekymret for »med alle de mentalt syge, der blev udryddet, hvem ville så ønske at læse i det spirende område, som psykiatri er«?

Programmet blev kun afbrudt, da biskoppen af Münster, Clemens August Graf von Galen, havde modet til at fordømme det fra katedralens prædikestol; med andre ord kom protesterne ikke fra lægeverdenen, men fra kirken.

Til slut rykkede den offentlige mening sig: for mange tyske familier var blevet berørte.

Ligesom de fanatiske tyske teoretikere gjorde de nazistiske læger deres arbejde uden nogen samvittighedskvaler.

De var overbeviste om, at de - ved at hjælpe Hitler med at realisere sine racistiske ambitioner - medvirkede til at redde menneskeheden.

Rudulf Ramm, som var den fremstående nazistiske læge med ansvaret for »etiske« spørgsmål, tøvede ikke med at erklære, at »kun en ærlig og moralsk person kan blive en god læge«.

Således havde de læger, som torturerede, pinte og dræbte mænd og kvinder i koncentrationslejrene af `medicinske' årsager, ingen skrupler. Fanger; både unge og knap så unge, afkræftede eller stadig raske, blev til menneskelige forsøgsdyr, som blev underkastet usigelig lidelse og smerte i laboratorier, som læger fra de bedste tyske familier og uddannet fra de mest prestigiøse tyske universiteter ledede. En af konsekvenserne var, at overlevere efter krigen afviste behandling af tyske læger. De var bange. De huskede andre tyske læger - eller de samme - fra tidligere.

I Ravensbrück, Dachau, Buchenwald og Auschwitz opererede tyske videnskabsmænd på deres ofre uden bedøvelse i et forsøg på at opdage behandlinger for obskure sygdomme. Forsk-erne lod dem dø af sult, tørst eller kulde; de druknede dem, amputerede deres lemmer, kvalte dem, dissekerede deres stadig levende kroppe for at undersøge deres reaktioner og måle deres udholdenhed.

Da lægerne for første gang stod foran krigsforbryderdomstolen ved Nürnberg i 1946, blev 23 af de anklagede beskyldt for at have taget initiativ til, ført og organiseret kriminelle aktiviteter mod fanger. Under disse lægers autoritet fulgte andre velrespekterede læger deres ordrer. Hvordan blev de snigmordere?

Jeg mødte selv en af dem: Josef Mengele, som var bedst kendt, ikke som læge men som kriminel og morder. Som så mange andre deporterede så jeg ham den aften, jeg ankom til Birkenau. Jeg husker den tanke, som slog mig: han så elegant ud. Jeg husker hans rolige stemme, da han spurgte mig om min stilling og alder (advaret af en medindsat løj jeg mig ældre). Og jeg husker hans skæbnesvangre håndbevægelse, som skilte de levende fra de snart-døde. Jeg lærte først hans navn at kende senere. Der var morbide rygter om ham. Ligegyldigt hvor han var, spredte Døden sin skygge. Det var kendt, at han altid var på udkig efter små tvillinger og børn med rygmarvsproblemer. I lejren med sigøjnere var der en dreng, som han især godt kunne lide, og som han var kærlig overfor. Han fik drengen klædt i pænt tøj, gav ham den bedste mad. Det var hans yndlingsfange. Den nat, hvor sigøjnerne blev udryddet, ledte lægen selv denne dreng til gaskammeret.

Mødte jeg andre læger? I min barak i Buna overvågede nogle af dem adskillelsen af dem, som fik lov til at leve fra dem, der skulle dø. Jeg har beskrevet andet sted den stilhed, som gik forud for den begivenhed. Det fyldte vores væren. Vi var bange for at se på hinanden. Lige som på Yom Kippur-aften havde jeg fornemmelsen af, at de døde blandede sig med de levende. Hvad angår lægerne, så vidste jeg ikke, hvem de var, og jeg har glemt deres ansigter.

Da jeg de efterfølgende år gennemgik dokumenter og arkiver omkring Endlösung, blev jeg mere og mere opmærksom på den dominerende rolle, som den nazistiske lægevidenskab spillede. Den var uløseligt forbundet med koncentrationslejrsystemet, og lige så skyldig som de forskellige dele af Hitlers væbnede og politiske styrker var i de afskyelige forbrydelser begået i det besatte Europa, og som udsprang af had mod jøder og andre såkaldte inferiøre racer eller grupper.

Og alligevel, efter Tyskland havde overgivet sig, så vendte disse kriminelle læger med ganske få undtagelser hjem for at genoptage deres normale rutiner og hverdag. Ingen gav dem noget besvær, ingen truede dem. Kun da Adolf Eichmann skulle for retten i Jerusalem kom det tyske ret svæsen pludselig i tanke om deres forbrydelser. Politiet fandt deres adresser i telefonbøger.

Men hvis vi er chokerede over en Eichmann, væmmes vi ved en Mengele. Eichmann var en ret ordinær og simpel, uuddannet mand, mens Mengele tilbragte flere år på universitet.

Eksistensen af en Eichmann kaster skygger over det tyske folks mentalitet, men muligheden af en Mengele stiller helt grundlæggende spørgsmålstegn ved den tyske kultur og uddannelse. Hvis den første repræsenterer Ondskab på et bureaukratisk niveau, så er den sidstnævnte personificeringen af Ondskab på et intellektuelt niveau.

Eichmann afviste, at han havde været antisemit og erklærede sig uskyldig: han fulgte blot ordrer. Men de nazistiske læger? Ingen af dem handlede under tvang - hverken de, der ledede de natlige fordelinger af nyankomne eller de, som dræbte fangerne i deres laboratorier. De kunne have været sluppet væk; de kunne have sagt nej. Indtil slutningen betragtede de sig selv som offentlige embedsmænd, der var loyale over for tysk politik og videnskab. Med andre ord var de patrioter og opofrende videnskabsmænd. Uden at strække det for meget kunne man endda måske sige, at de opfattede sig selv som samfundsmæssige velgørere. Martyrer.

Må én konkludere, at siden en humanistisk videnskab eksisterer, så var der også en videnskab, som ikke var humanistisk? Jeg vil ikke en gang tage de raceteoretikere, som forsøger at behandle racisme som en eksakt videnskab i betragtning. Deres vulgære stupiditet tjener kun foragt. Men der var fremragende læger, velinformerede kemikere og store kirurger - alle racister. Hvordan kunne de på en og samme tid søge efter sandhed og lykke for mennesker og hade nogle af dem så meget, blot fordi de tilhørte andre menneskegrupper end deres egne?

(...)

Når jeg tænker på de nazistiske læger, de medicinske bødler, så mister jeg håbet. For at finde det igen tænker jeg på de andre. De læger, der hjalp ofrene (i koncentrationslejrene, red.) Jeg ser igen deres brændende blik, deres askegrå ansigter.

Hvordan kunne nogen vide, hvordan de kunne bibringe menneskeheden ære, mens andre læger fornægtede menneskeheden med had? Det er et spørgsmål om valg. Et valg som selv nu tilhører os - tilhører uniformerede soldater, men endnu mere læger. De mordere kunne have besluttet ikke at dræbe.

Alligevel fortsatte disse perverse, medicinske rædsler fortsatte efter Auschwitz. Spor efter dem kan for eksempel findes i den helvedesagtige Stalin og post-Stalinæra.

Kommunistiske læger forrådte deres brødre. Psykiatere samarbejdede med det hemmelige politi med at torturere fanger.

Og hvordan kan den nylige, skamfulde tortur, som amerikanske soldater udsatte muslimske fanger for, retfærdiggøres? Burde de irakiske forhold i fængslerne ikke have været fordømt af både jurister og militærlæger?

Er jeg naiv, når jeg tror på, at lægevidenskab stadig er en ædel profession, som vogter over de højeste, etiske principper? For den syge står lægen for livet. Og for os alle for håbet.

Oversat fra engelsk af journalist Nina Vinther Andersen fra New England Journal of Medicine, N Engl J Med 2005; 352:1511-13. Copyright Massachusetts Medical Society.

Fakta

Elie Wiesel fik Nobels fredspris i 1986. Han er professor i religion og filosofi på Boston University i Boston, USA. For 60 år siden, den 11. april, blev han befriet fra Buchenwald koncentrationslejr.