Udenlandske rollemodeller

Det er aldrig nogen dårlig idé at se sig omkring, når der skal findes nye måder at organisere et samfund på. Der kunne i beslægtede lande findes gennemprøvede modeller, der fungerer godt og måske kunne bruges som rollemodel for gennemførelsen af en strukturreform herhjemme. Det kunne også være tilfældet på sundhedsområdet, der - hvis de mange politiske signaler står til troende - vil komme ud for skelsættende forandringer.

Der har i den forbindelse været bragt en række lande på banen. Det var først Frankrig, der blev studeret nøje, fordi Frankrig endte som nummer et på WHO's liste over lande med det bedste sundhedsvæsen. Det viste sig, at Frankrig ganske rigtigt bl.a. havde meget korte ventelister, men også en speciel blanding af offentlig og privat sektor, der gav galopperende sundhedsudgifter. Derefter var det Norge, der lagde sygehusene i regioner. Men nordmændene gennemførte også et dansk inspireret fastlægesystem, og der lød ikke just jubel fra de norske fjelde - bortset fra der, hvor Danmark var brugt som rollemodel.

Senest har scenespottet hvilet på Finland. Det skyldes, at det finske sundhedssystem er bygget op omkring to af de elementer, som har bidt sig hårdest fast i den danske debat: et sundhedsvæsen, hvor kommunerne har den helt dominerende rolle, og hvor sundhedscentre er en central enhed i sundhedsbetjeningen. Det vil fremgå af dette nummer af Ugeskrift for Læger, at de danske politikere skal tænke sig mere end almindeligt grundigt om, før de bruger Finland som rollemodel. Uanset forskellene mellem Danmark og Finland afslører den måde, som det finske sundhedsvæsen er opbygget på, netop nogle af de svagheder, som Lægeforeningen tidligere har påpeget.

Det finske sundhedsvæsen er bygget op omkring 446 kommuner, 270 sundhedscentre og 20 sygehusdistrikter. Der er ikke et egen læge-system, som vi kender det. Alle kommuner skal være medlem af et sygehusdistrikt, og det er overvejende kommunerne, der finansierer sygehusene (42%) og udpeger deres bestyrelser. Det er sundhedscentrene, der i al væsentlighed varetager den primære sundhedstjeneste. De er bemandet med kommunalt ansatte læger, sygeplejersker, tandlæger, socialarbejdere, fysioterapeuter, psykologer etc. Der er altså tale om en sammenblanding af social- og sundhedstjeneste, og centrene er meget forskellige.

Forskelligheden går igen i de andre led. Sundhedsbetjeningen er kendetegnet ved meget store forskelle fra område til område, der afspejler meget store forskelle i kommunernes størrelse og økonomi. Det medfører meget store forskelle i kvaliteten af ydelserne, mulighederne for efteruddannelse og deraf følgende vanskeligheder med at tiltrække kvalificeret arbejdskraft. For patienterne er systemet kendetegnet ved en meget høj brugerbetaling (20%), og for at gøre billedet komplet, er der også store problemer med koordinationen i overgangene mellem primær og sekundær sektor.

Det er en næsten fuldstændig liste over de farer, som lurer, hvis en reform af den danske sundhedssektor fører til, at læger og andet sundhedspersonale bliver delt op i forskellige administrative systemer. Vil man give mere indflydelse til de sundhedsprofessionelle, er det finske system fremragende - den politiske indflydelse er atomiseret og svær at få øje på. Vel er Finland ikke Danmark, men dog siger vi: lad det være en advarsel til de politikere, der senere på året skal udforme det nye administrative Danmark.