Skip to main content

Udvandrerne og indvandrerne

Bente Bundgaard, bbu@dadl.dk

10. dec. 2012
10 min.

UDVANDRENE

Kitt Falk Petersen, Professor i internmedicin og endokrinologi på Yale University School of Medicine i USA.

Hvordan havnede du i din nuværende position?

Mens jeg læste medicin i København blev jeg involveret i nogle forskningsprojekter i levermetabolisme på Rigshospitalet, som jeg blev meget fascineret af.

Da jeg så var færdig som læge i 1986, fik jeg et kandidatstipendium ved Københavns Universitet (KU). Mit projekt sigtede mod at undersøge et par af leverens nøglefunktioner, og det var et af de første tiltag i Danmark med brug af magnetisk resonans-spektroskopi (MRS) i kombination med stabile isotoper – altså ikkeradioaktive isotoper .

Jeg fik kontakt til Yale’s Magnetic Resonance Research Center, hvor der foregik state of the art-forskning på dette område og fik et treårigt seniorstipendium ved KU med henblik på at komme over på Yale for at lære om – og anvende – spektroskopi til leverforskning. Med yderligere støtte fra Novo Nordisk Fonden rejste jeg til Yale i 1990.

Hvad skulle der til, for at du ville overveje at vende tilbage til Danmark?

Det er ikke relevant for mig. Gennem 20-22 år har jeg etableret mig personligt og professionelt som professor herovre. Min forskning udvikler sig, og jeg kunne ikke forestille mig at have noget bedre.

Men jeg prioriterer min involvering i dansk uddannelse og forskning. Jeg er adjungeret professor på Aarhus Universitets Sundhedsvidenskabelige Fakultet og professor på Novo Nordisk Fondens Center for Basal Metabolisk Forskning (CBMR) på KU. Desuden er jeg formand for et scientific advisory board på KU ved et stort legat – UNIK – som investerer kapital i tværdisciplinær forskning i livsstilssygdomme. I de positioner har jeg gennem årene fået adskillige studerende, ph.d.-ere og post-docs fra Danmark herover.

Synes du generelt, Danmark er god (nok) til at tiltrække og holde på dygtige, ambitiøse mennesker?

Man skal nok skelne mellem Danmark generelt og universiteterne. Min erfaring fra de folk fra Danmark, vi har trænet her, er, at de ofte forlader akademiet og går over i industrien. Jeg tror ikke, der er stillinger til dem.

Søren Holm, professor i medicinsk etik og leder af Centre for Social Ethics and Policy, University of Manchester, Storbritannien

Hvordan havnede du i din nuværende position?

Mens jeg studerede i København, blev jeg interesseret i bioetik og fik en mastergrad her i Manchester i 1989/90, lige før jeg blev færdig som læge. Så kom jeg tilbage til Danmark og har siden altid arbejdet med etik. Jeg havde forskellige forskningssamarbejder med folk her i Manchester, så på et tidspunkt fortalte de, at de havde opslået en stilling og spurgte, om jeg havde lyst til at søge den. Jeg fik en stilling som Reader (mellem lektor og professor, red.). Et år senere blev jeg forfremmet til professor her. Nu er jeg så blevet chef for butikken.

Hvad skulle der til, for at du ville overveje at vende tilbage til Danmark?

Hvis jeg mente, der var en realistisk chance for, at der blev etableret et grundforskningscenter i medicinsk etik, så ville det være attraktivt. Men det skulle være en stilling, hvor forskning udgjorde en større del af arbejdet end i det job, jeg har nu. Og så er der de rent praktiske forhold. Kan min kone, som er engelsk, f.eks. få et arbejde, der svarer til det, hun har her? Hun er advanced nurse practitioner på en neonatal afdeling. Det vil bl.a. sige, at hun kan udskrive recepter, og at hun arbejder i lægernes vagtlag. Den slags job findes slet ikke i Danmark.

Synes du generelt, Danmark er god (nok) til at tiltrække og holde på dygtige, ambitiøse mennesker?

Man kan sikkert godt gøre mere. Det er svært under danske lønforhold. Selv om tingene er blevet mere fleksible, så er de ikke nær så fleksible som andre steder. Og når jeg taler med kolleger, som ikke er danske, om job i Danmark, så tror jeg, det betyder noget, at Danmark opfattes som et land, der har meget høje skatter.

Thomas Senderovitz, Executive Vice President Compound Development & Branding, i det tyske medicinalfirma Grünenthal

Hvordan havnede du i din nuværende position?

Jeg var vice president for klinisk forskning hos Ferring og havde været der i syv år, da jeg flyttede. Det var supergodt, men jeg syntes, det var godt at prøve andre firmaer også. Jeg fik job i det belgiske firma UCB, som er væsentligt større end Ferring. I lægemiddelindustrien er det vigtigt at have international erfaring. Derfra kom jeg så til Grünenthal, hvor jeg har ansvar for klinisk udvikling, regulatory affairs og markedsadgang. Det er en division på ca. 400 mennesker, som jeg er chef for.

Hvad skulle der til, for at du ville overveje at vende tilbage til Danmark?

Nu føler jeg ikke, at jeg har gjort det færdigt, jeg har at gøre færdigt her. Men et strategisk job i Danmark ville jeg synes, ville være udfordrende. Og så skal der være nogen, der synes, jeg kan gøre gavn.

Synes du generelt, Danmark er god (nok) til at tiltrække og holde på dygtige, ambitiøse mennesker?

Da min kone opsagde sit gode job og fulgte med ud, oplevede vi på nært hold, hvordan det er at være expat og skulle integreres i samfundet. Der er Danmark helt anderledes ringe end f.eks. Belgien. Skattetrykket er urimeligt højt. Dertil kommer, at der er mørkt og koldt om vinteren. Det vejer ned i forhold til, at København regnes for et sikkert sted. Og så tænker vi ikke altid strategisk nok. Vi er et lillebitte land og skal tænke på, hvad vi skal leve af. Vi har en meget stor eksport af lægemidler. Det glemmer man ofte i debatten om lægemiddeludgifter.

Carsten Rose, professor ved Lunds Universitet og leder af divisionen for Cancer og Blodsygdomme ved Skåne Universitetshospital.

Hvordan havnede du i din nuværende position?

Jeg var i Odense, og der opstod nogle problemer, hvor jeg tænkte, at det bliver aldrig godt igen. Men i stedet for at blive bitter og frustreret over, at jeg ikke fik lov til det, jeg havde lyst til, ringede jeg til Lund og spurgte, om de havde brug for mig. Det sagde de ja til, og så sagde jeg min stilling op. Jeg tog til Sverige i starten af marts 2000 og kom på onkologiklinikken i Lund som almindelig overlæge. Så var jeg klinikchef i syv-otte år og blev derefter bedt om at blive chef for en nydannet cancerdivision, samtidig med at jeg skulle stå for at opbygge et af Sveriges seks nye regionale cancercentre – det sydsvenske. Nu skal jeg på pension, men samtidig er jeg blevet tilbudt en toårig projektstilling, hvor jeg får til opgave at bygge Lunds Universitets eksperimentelle cancercenter op. Samtidig er jeg også adjungeret professor i klinisk onkologi – det blev jeg for tre et halvt år siden.

Hvad skulle der til, for at du ville overveje at vende tilbage til Danmark?

Det har jeg faktisk ikke lyst til. Jeg har aldrig overvejet at vende tilbage, selv om jeg har fået nogle tilbud. I Lund fik jeg lov til at lave alt det, jeg havde lyst til. Der er ekstremt højt til loftet i Sverige, og der er kolossal støtte kollegialt og fra embedsmændene. Svensk cancerbehandling er blandt de tre bedste i verden, når det gælder overlevelse.

Synes du generelt, Danmark er god (nok) til at tiltrække og holde på dygtige, ambitiøse mennesker?

Helt generelt nej. Man skal passe fantastisk godt ind i det danske administrative system for at trives. Jeg gider ikke ordet jantelov – den findes også i Sverige og Norge – men den er måske mest rendyrket i Danmark.

Gösta Pettersson, Vice Chair, Hjertekirurgisk Afdeling, Cleveland Clinic, USA.

Hvordan havnede du i din nuværende position?

Jeg blev rekrutteret af Dr. Toby Cosgrove, daværende Chairman for den hjertekirurgiske afdeling og nuværende direktør for Cleveland Clinic. Det tilbud var for godt til ikke at acceptere, både fagligt og lønmæssigt. Overførslen af Rigshospitalet til Hovedstadens Sygehusvæsen (HS, red.) og omorganiseringen af HS indebar krav om politisk kontrol af den kliniske virksomhed og marginalisering af de universitetsansatte kliniske professorer. I de skandinaviske lande er der ingen sammenhæng mellem medicinsk kompetence og erfaring og så administrativ og faglig ledelse. Cleveland Clinic er en serviceorganisation for mig og mine patienter. Medicinsk og forskningsmæssigt er jeg min egen.

Hvad skulle der til, for at du ville overveje at vende tilbage til Danmark?

Et tilbud om en interessant stilling!

Synes du generelt, Danmark er god (nok) til at tiltrække og holde på dygtige, ambitiøse mennesker?

Danmark har mange internationalt succesrige selskaber, f.eks. Novo Nordisk, og disse virksomheder ved godt, hvordan man holder på dygtige mennesker: et godt fagligt miljø med resurser til udvikling kombineret med en god løn og mulighed for avancement inden for organisationen. Inden for det offentlige kender jeg ingen lignende eksempler på store internationale succeser, men jeg har kun indblik i mine egne områder.

INDVANDRERNE

Olav Istre, leder af gynækologi ved Aleris-Hamlet i Skandinavien samt professor i minimalinvasiv gynækologisk kirurgi ved Syddansk Universitet, Gynækologi og Obstetrik.

Hvordan havnede du i din nuværende position?

Det startede med, at jeg læste medicin i Danmark. Dernæst arbejdede jeg i mit hjemland Norge i lang tid og var lektor på Oslo Universitet. Jeg præsenterede meget på amerikanske kongresser fra 2000 hovedsagelig om minimalinvasiv gynækologi. I 2007 blev jeg inviteret til Brigham & Women‘s Hospital, som er det største af hospitalerne i Harvardsystemet. Jeg blev ansat der som gæsteprofessor og almindelig overlæge. Der var jeg i to år. Jeg kunne godt være fortsat der, men jeg har en dansk kone og nogle børn, som læser i København.

Hvad kunne få dig til at forlade Danmark igen?

Det måtte være, hvis det sociale aspekt blev ændret lidt. Og nu har jeg jo ganske gode forhold i forhold til forskning og arbejde. De ting betyder meget. Hvis de faldt væk, så ved man aldrig. Men jeg kan godt lide den sammenfletning mellem det private og det offentlige, som jeg har nu.

Synes du, Danmark er god (nok) til at tiltrække og fastholde dygtige, ambitiøse mennesker?

Jeg har i hvert fald mange muligheder både på Syddansk Universitet og Aleris-Hamlet. Jeg får lov til at organisere min dagligdag. Det var endnu et hak bedre i Harvardsystemet. Der havde vi virkelig gode forhold med hensyn til forskning og undervisning. Her er det svært at få midler især for yngre forskere. Og i Danmark slås de forskellige miljøer lidt med hinanden. De burde samarbejde mere.

Suresh Rattan, lektor på Institut for Molekylærbiologi og Genetik, Aarhus Universitet.

Hvordan havnede du i din nuværende position?

Jeg har to mastergrader – M.Sc. og M.Phil – fra Indien i biologi og fik et Commonwealth Fellowship til at tage en ph.d i England – det var på National Institute for Medical Research i Mill Hill i 1979-1982. Som ung post-doc ansøgte jeg to-tre gange om at komme til USA, men den amerikanske ambassade ville ikke udstede et visum. Ved et rent tilfælde fik jeg en invitation fra Danmark til at være med til at bygge et nyt laboratorium om aldring op. Så jeg kom hertil lidt halvhjertet og tænkte, at jeg ville vente et år eller to og så forsøge at ansøge til USA igen. Jeg anede ikke, hvor Aarhus lå og havde aldrig besøgt Danmark før. Det var i juni 1984. Men det viste sig at være den bedste beslutning, jeg har truffet i mit liv. Jeg fik total frihed. Og vores forskning har fået succes.

Hvad skulle der til, for at du ville overveje at vende tilbage til Indien?

Hvis jeg skulle blive fysisk eller mentalt afhængig af nogen, så vil jeg hellere være det i Indien, hvor jeg kan trække på familien – brødre og søstre osv. – og hvor det er billigere at få nogen til at hjælpe sig.

Synes du generelt, Danmark er god (nok) til at tiltrække og holde på dygtige, ambitiøse mennesker?

Ikke særligt. Min oplevelse er, at folk fra Asien kommer her, når de ikke kan trænge igennem i engelsktalende lande. Så sproget er en af de dårlige ting her. Og så er de usikre på deres job. Som post-doc f.eks. har de ikke noget håb om en karrierestruktur. I mit eget tilfælde gik der 26 år, inden jeg fik et permanent job. Men lønningerne er attraktive for indere. Og så er der sikkerheden – den lave kriminalitet – og de menneskelige værdier, der bl.a. gør, at man ikke lever for at arbejde, men omvendt.