Skip to main content

Ugeskrift for Læger åbner blogunivers

Bente Bundgaard, bbu@dadl.dk

18. feb. 2011
2 min.



På Ugeskrift for Lægers hjemmeside - ugeskriftet.dk - vil en række eksterne bidragydere fremover levere regelmæssige indlæg om allehånde emner.

Der vil være hardcore problematikker med direkte relevans til den kliniske hverdag. Der vil være bredere emner af vigtighed for samfundet. Der vil være snapshots fra virkeligheden. Og der vil være indlæg af mere causerende art.

I sidste uge lagde vi for med lægelig direktør i Region Syddanmark Johannes Gaub, som skrev om kvalitet, og partner i konsulentfirmaet Deloitte, Allan Kirk, der bloggede om effektivitet.

I denne uge kan læsere af ugeskriftet.dk se frem til indlæg om andre emner - bl.a. læger og medier. De kan ses via linket på ugeskriftet.dk eller direkte på ugeskriftet.blogspot.com. Man kan abonnere på siden ved at trykke på RSS-feed-linket - så får man indlæggene automatisk.

Ligeledes vil indlæggene blive lagt ud på Ugeskrift for Lægers side på Facebook.

Kommentarer er velkomne - på blogsiden kan de afleveres ved at trykke på indlæggets overskrift. Så kommer et kommentarfelt op under teksten.

Chefredaktør på Ugeskrift for Læger/ugeskriftet.dk, Torben Kitaj, siger om det nye initiativ, at det er en måde at få andre synspunkter, nye vinkler og friske perspektiver ind i Ugeskriftet og ud til lægerne på.

»Når det ikke kun er læger, der blogger - men om lægerelaterede emner - får vi en bredere vifte af synspunkter frem«, siger han.

»Samtidig er et blogunivers en måde at udvide Ugeskriftets kommunikation med læserne på. Vi skal i dag være til stede på andre platforme end alene det velkendte trykte medie. Og vi skal også være i kontakt med det omgivende samfund. Det er elektroniske medier meget velegnede til«, siger han.