Skip to main content

Ugeskrift for Læger vil fortsat udkomme på tryk hver uge - nogle år endnu

Journalist Lars Igum Rasmussen, lar@dadl.dk

30. maj 2011
5 min.

Chefredaktør Torben Kitaj, hvorfor skal læger efter sommerferien betale 600 kroner til en publikation, de allerede i dag betaler til via Lægeforeningens kontingent?

»Hver anden uge vil alle modtage bladet som hidtil. Men ønsker man samtlige 42 numre i en trykt version, vil det fremover koste, fordi økonomien bag Ugeskrift for Læger er i en tilstand, så der ikke længere er råd til at betale for tryk og udsendelse af bladet til medlemmerne. Men de kan også vælge at læse den elektroniske udgave af det trykte blad, som alle vil modtage i en e-mail hver mandag«.

Når færre læger vil modtage den trykte udgave hver 14. dag, fordi alle måske ikke vil betale 600 kroner årligt, vil det nummer så blive en discountudgave?

»Nej. Det vil være præcis den samme udgave som i de øvrige uger. Der vil hverken komme forringelser i omfang eller kvalitet«.

Ville I kunne sikre økonomien, hvis I fyrede journalisterne og lod lægerne selv skrive bladet?

»Journalistlønningerne udgør ikke en særlig stor del af vores udgifter. Det vil ikke kunne redde bladets økonomi. Og det ville blive et andet blad. Et rent videnskabeligt tidsskrift, som ville mangle læge- og sundhedspolitisk indhold, og det har Lægeforeningens bestyrelse ikke ønsket«.

Ugeskriftet er udkommet på tryk siden 1839. Hvordan har du det med at være den person, der lægger det trykte blad i graven?

»Nu er det ikke sådan, at vi lægger Ugeskriftet i graven. Det er mere sprællevende end nogensinde tidligere. Vi udkommer i dag konstant på Ugeskriftet.dk. Ny forskning publiceres løbende på nettet, og hjemmesiden opdateres hele tiden med nyheder, blogs, debat, interview og andet indhold. Men Ugeskriftet for Læger som en trykt publikation kommer på lidt længere sigt til at forsvinde. Og det har jeg det godt med. Jeg er stolt over, at vi tager Ugeskriftet ind i en moderne elektronisk tidsalder med en hurtigere og mere tidssvarende publikationsform«.

Hvornår vil Danmarks ældste peer-review'ede videnskabelige tidsskrift ikke længere udkomme i en trykt udgave?

»Det kan vi ikke sige præcis. Men mit bud er, at vi inden for 3-5 år kun udkommer elektronisk. Men det er svært at forudsige, da mediesituationen og mediebilledet i disse år ændrer sig radikalt«.

Hvordan vil Lægeforeningen og de forhandlingsberettigede delforeninger sikre sig, at deres meddelelser, referater eller anden information når lægerne, hvis det er i en uge, hvor bladet ikke sendes til alle?

»Vi tror på, at interessen for den elektroniske udgave, som alle får tilsendt via en mail, hurtigt vil blive lige så stor, som tilfældet er med det trykte blad i dag, så budskaber også via den elektroniske udgave vil trænge ud til lægerne. Vi tror, at det hurtigt vil blive vane, at det er sådan, man så læser Ugeskriftet. Desuden har vi jo vores hjemmeside, der styrkes i disse måneder. På sigt er vi overbevist om, at det samlet set vil være en meget mere effektiv, hurtigere og mere direkte kommunikationsform end blot en trykt udgave«.

Tror du, at lægepolitikerne vil være glade for at blive placeret i den udgave, der ikke kommer til alle?

»Ja, da det er dem selv, der har været med til at beslutte den nye udgivelsesform«.

Tror du, at den ændrede publikationsform vil påvirke bladets position blandt læger, meningsdannere og medier negativt?

»Der vil være en tilvænningsperiode, men ellers ikke. Folk vil opleve, at de skal holde øje med Ugeskriftet. Ikke kun om mandagen, når de får nyhedsbrevet eller den trykte udgave, men hele ugen på Ugeskriftet.dk. Og vi kan allerede nu se, hvordan vi får henvendelser på baggrund af nyheder, blogs og debatter fra nettet. Og reaktionerne kommer langt hurtigere end tidligere. Vi har simpelthen fået en højere grad af bevågenhed både blandt læger, meningsdannere og medier. Brandet Ugeskriftet er blevet styrket«.

Hvad gør videnskabelige tidsskrifter i andre lande i en tid, hvor det trykte ord er under pres økonomisk set?

»De flytter ligesom os mere indhold over på nettet, men det foregår i forskellige tempi. I den videnskabelige verden er der udgivere, der kun publicerer elektronisk. Og de tiltrækker meget vigtige forskningsartikler, som de publicerer hurtigt og billigt. Og de har hurtigt opnået stor anerkendelse. Tag en udgiver som PLoS, Public Library of Science, der på ti år har opnået en position som et af de vigtigste steder for publicering af medicinske artikler. Og det er rent netbaseret ligesom vores eget Danish Medical Bulletin«.

Kommer der en app til Ugeskriftet, så det lettere læses på mobile enheder?

»Det overvejer vi i øjeblikket. Det er en temmelig kostbar investering, så vi ser på forskellige muligheder«.

Vil I lave en iPad-udgave af den trykte version?

»Det forventer vi, men vi kan ikke sige, hvornår den er klar«.

Ugeskriftet i dag og fremover

I dag

Trykt

Ugeskrift for Læger bliver hver mandag 42 gange om året udsendt til medlemmer af Lægeforeningen - betalt via kontingentet. Bladet indeholder journalistiske nyheder, videnskabelige artikler samt navne- og debatstof.

Net

Ugeskriftet.dk indeholder samtlige artikler, der også har været i eller kommer i den trykte udgave.

Der er desuden adgang til samtlige udgaver af Ugeskriftet siden 2001, det seneste nummer i en bladreudgave, blogs, alle videnskabelige publikationer, så snart de accepteres, samt langt flere læge- og sundhedsrelevante nyheder end den trykte udgave.

Hver mandag udsendes et elektronisk nyhedsbrev med indhold fra den trykte udgave.

Ugeskriftet er desuden til stede på Twitter og Facebook.

Efter sommerferien

Trykt

Ugeskriftet udkommer fortsat hver mandag i en trykt udgave. Indholdet vil være uændret.

Hver anden uge får samtlige medlemmer af Lægeforeningen udgaven tilsendt som sædvanligt. Men ønsker du fremover fortsat at modtage Ugeskriftet hver uge i en trykt udgave, kræver det et tilkøb på 600 kroner årligt.

Net

Alt det hidtidige plus følgende:

Hver mandag vil alle medlemmer af Lægeforeningen modtage en e-mail med et link til en pdf-udgave af den trykte version.

Ugeskriftet.dk vil i de kommende måneder blive styrket med endnu mere indhold og blogs mv.

Der arbejdes på en ny og mere opdateret hjemmeside.