Skip to main content

Ugeskriftets fremtid truet?

Chefredaktør Liselotte Højgaard, Redaktionen

2. nov. 2005
1 min.

Skal Ugeskrift for Læger fortsætte som det nationale lægevidenskabelige tidsskrift for de danske læger med mulighed for at læse og publicere originalvidenskab, indekseret i internationale litteraturdatabaser? Med mulighed for efteruddannelse via status- og oversigtsartikler, »Månedens billede« og »Test din viden«? Med redaktionelt - skrevet af førende dansk sagkundskab og ofte normgivende for korrekt behandlingspraksis i Danmark?

Hvis stillingsannoncerne som annonceret af amterne og H:S falder væk, og dermed en indtægt på godt 20 mio.kr. om året, har det været drøftet at reducere Ugeskriftets indhold, omfang, redaktion og produktion. De nuværende i alt 5.000 sider til hele Ugeskriftet skal i så fald reduceres til måske kun 1.200 - 1.500 sider om året i alt.

Hvis læserne synes, at Ugeskrift for Læger er værd at bevare med videnskab og faglig efteruddannelse på dansk, hører vi gerne din mening.

Noget må der naturligvis spares i en sådan situation, men kunne man gå ind for en kontingentforhøjelse på fx kr. 800 om året for at bevare Ugeskriftet? Den reelle udgift per medlem bliver ca. kr. 350, da udgiften til kontingent er fradragsberettiget.

Vær med i debatten. Vi vil være taknemmelige for en tilbagemelding på redaktionens e-mail: ufl@dadl.dk.