Skip to main content

Ulla Astman i opgør med almen praksis

Sygehuslæger skal fremover erstatte de selvstændige praktiserende læger i landets yderområder. Det mener den nordjyske regionsformand Ulla Astman (S).

Regionsrådsformand Ulla Astman (S). Foto: Region Nordjylland
Regionsrådsformand Ulla Astman (S). Foto: Region Nordjylland

Klaus Larsen kll@dadl.dk

21. sep. 2016
4 min.

I en kronik i Jyllands-Posten – med overskriften ”Familielægen på pension” – slår Region Nordjyllands regionsformand Ulla Astman til lyd for en ændring af Sundhedsloven.

Ændringen skal åbne mulighed for, at en helt ny praksismodel kan erstatte den selvstændige praktiserende læge med sygehusansatte almenmedicinere i områder, hvor der er stor lægemangel.

Undren i PLO

Ulla Astmans tanker bakkes op af Danske Regioners formand Bent Hansen (S): ”Yderområderne skriger på læger, og de hidtidige forsøg på at løse lægemanglen har ikke virket, så det er på tide at spille helt nye modeller på banen”, siger han til avisen samme dag.

Sundhedsminister Sophie Løhde (V) er åben over for forslag, der kan løse lægemanglen, men vil afvente et udspil fra Lægedækningsudvalget.

”Den havde vi ikke set komme”, siger Christian Freitag, formand for PLO.

”At introducere en ny sundhedslov tre år efter, at vi fik en, som gav regionerne gode muligheder for at styre lægedækningen, er overraskende her, halvanden måned før, vi indleder overenskomstforhandlingerne. Men vi må jo lytte efter, hvad der ligger bag”.

- Hvad tror du, der ligger bag?

”Jeg ved det faktisk ikke. Og jeg undrer mig oprigtigt over, at den kommer netop nu, hvor vi har en rigtig god dialog med Danske Regioner og med RLTN (Regionernes Lønnings- og Takstnævn – PLO’s forhandlingsmodpart, red.) og med kommunerne”, siger Christian Freitag.

”Jeg er helt klar over, at Region Nordjylland har nogle særligt hårde problemer, og at vi bør tage særlige hensyn til forholdene der. Men der er masser af muligheder i de eksisterende regler, både i Sundhedsloven og i overenskomsten, for at udvikle almen praksis og primærsektoren”.

Ny lægetype

Region Nordjylland mangler 36 praktiserende læger, og yderligere 20 lægepraksisser er til salg. Ifølge Ulla Astman bruger regionen over 30 mio. kr. årligt i merudgifter til rekrutteringsindsatser, fastholdelsesaftaler, ekstra udgifter til udbudsklinikker og midlertidige lægetilbud, såkaldte regionsklinikker.

Alligevel står man ifølge politikeren i den situation, at hver tredje af regionens praktiserende læger om tre-fire år vil være over 60 år, og mulighederne for at tiltrække unge læger er ikke gode. Med henvisning til en undersøgelse fra Yngre Læger skriver Ulla Astman, at de unge læger især efterspørger fleksibilitet, mulighed for forskning og kombinationsstillinger.

Kronik: ”Familielægen på pension” (link)

Hun forestiller sig derfor offentlige lægeklinikker på sygehusene, som med attraktive kombistillinger – halvt praksislæge og halvt sygehuslæge – kan lokke nyuddannede læger til yderområder – f.eks. Nordjylland.

”Samtidig kan man spørge sig selv, om det altid skal være en læge, der først møder patienten”, skriver Ulla Astman og peger på, at ”bl.a. sygeplejersker og terapeuter kunne overtage en række opgaver”.

PLO: ”Vil blive dyrt og borgerfjernt”

Regeringen nedsatte i foråret et bredt sammensat Lægedækningsudvalg, som i disse måneder arbejder med løsningsforslag til, hvordan man kan få en bedre geografisk spredning af både sygehuslæger og praktiserende læger. Et andet udvalgsarbejde er i gang om det nære sundhedsvæsen.

”Netop derfor vil det være så trist, hvis det eneste visionære bidrag er at sende den praktiserende læge på pension og lave store regionsklinikker”, siger Christian Freitag.

”Men hvis det er et bredt politisk ønske i Danske Regioner, i Folketinget og i kommunerne at lave offentlige klinikker og afskaffe den praktiserende læge – så er det den beslutning, der bliver taget. Det kan PLO ikke stille noget op imod – men vi vil advare mod det, for det vil give os et meget dyrt og meget borgerfjernt sundhedsvæsen”.

Ikke tilfældigt

For nylig rakte PLO hånden frem til et fornyet samarbejde med Danske Regioner efter en årrække præget af gensidig mistillid. En mistillid, der kulminerede, da lægerne i 20133 truede med at deponere deres ydernumre.

Den fremstrakte hånd havde form af et ”idékatalog” i 28 punkter, som dels foreslog en ændring af KBU, som ville trække flere unge læger i retning af almen praksis, dels indbød til at fjerne begrænsninger for at drive lægepraksis, så det f.eks. bliver lettere at ansætte kolleger og etablere delepraksis.

Forslagene fik en venlig, men reserveret modtagelse hos Danske Regioner – formentlig fordi den ikke lægger op til at give regionerne retten til at bestemme, hvor lægerne skal arbejde – og heller ikke stiller en hurtig løsning på den akutte lægemangel i udsigt.

Det er næppe tilfældigt, at Ulla Astmans bombe lander netop nu, få uger før, der skal forhandles overenskomst med PLO, og Lægedækningsudvalgets arbejde nærmer sig den afgørende fase.