Skip to main content

Underernærede patienter skal fedtbeskattes

Lars Igum Rasmussen, lar@dadl.dk

22. okt. 2010
2 min.

I regeringens krig mod mættet fedt bliver småtspisende og underernærede patienter nu gidsler.

I lovforslaget til den ny fedtskat, der er i høring frem til 2. november, er fødevarer til medicinske formål, eksempelvis de fede ernæringsdrikke, ikke friholdt.

De danske regioner skal dermed beskattes yderligere for at sikre den rette patientbehandling på hospitalerne.

»Det er fuldstændig ubegribeligt og meget uhensigtsmæssigt, når man vil beskytte folkesundheden og så netop rammer en gruppe patienter, der har brug for fedt. Det er ikke gennemtænkt. Det er ikke fornuftigt. Og alle bør kunne se, at denne gruppe skal have en undtagelse fra loven«, siger sekretariatschef Thomas Klit Christensen fra Branchenetværk for Fødevarer til Medicinske Formål og fortsætter:

»Den nye fedtbeskatning vil både gå ud over syge, svage ældre, der skal betale mere, og regionernes budgetter. Det paradoksale er, at 97 procent af disse fødevarer til medicinske formål sælges med tilskud fra staten, så den pålægger nu sig selv en ny skat«.

Op mod hver tredje hospitalspatient er ifølge undersøgelse fra 2002 underernæret, ligesom undersøgelser har vist, at underernæring har stor klinisk betydning og hæmmer muligheden for, at patienterne bliver raske. Derfor er ernæring også med i Den Danske Kvalitetsmodel.

Det er særlig fede ernæringsdrikke og sondeernæring, der vil blive ramt af den nye lov.

Regeringens lovforslag om afgift på mættet fedt er en del af forårspakken, som er indgået med Dansk Folkeparti.

Loven ventes at træde i kraft den 1. juli 2011 og skal indbringe staten 1,5 mia. kroner ekstra om året.

Skatteministeriet oplyser til Ugeskriftet, at man oprindelig ønskede at fritage fødevarer, hvori fedt har et medicinsk formål. Men EU-Kommission afviste muligheden, da det ville blive opfattet som ulovlig statsstøtte. Der skal ifølge Kommissionen være tale om en generel afgift uden særlige fritagelser.

Der er cirka 3.400 patienter, der dagligt får ernæringsdrikke og sondeernæring.