Skip to main content

Undersøgelse afslører: Hver 2. blev overmedicineret

Klaus Larsen, kll@dadl.dk

22. jun. 2012
4 min.

D er er meget stor forskel på doseringen af det antipsykotiske lægemiddel olanzapin (Zyprexa) på Region Hovedstadens psykiatriske centre.

På Psykiatrisk Center Glostrup (PC Glostrup) og PC Hvidovre får ca. halvdelen af de patienter, som behandles med antipsykotika, medicindoser, der klart overskrider vejledningens anbefalede maksimale døgndosis på 30 mg.

Begge steder gives relativt hyppigt døgndoser på over 80 mg. På PC Glostrup skete det i en periode for godt 10 pct. af patienterne, mens det på PC Hvidovre var 14 pct. af patienterne, der fik døgndoser på 80 mg.

På PC Glostrup blev der givet 29 døgndoser på 120 mg eller mere.

»Grænser var for uklare«

Tallene fremgår af en foreløbig redegørelse fra direktionen i Region Hovedstadens psykiatri. Den er lavet på basis af data fra de elektroniske medicinjournaler over samtlige administrationer af Zyprexa på fem psykiatriske centre i perioden 1. januar - 15 marts 2012.

Flere nuværende og tidligere ansatte på PC Glostrup har sendt anmeldelser om massiv overmedicinering til Embedslægerne i Hovedstaden og til Sundhedsstyrelsen.

Klagerne handler desuden om arbejdsmiljøet, idet flere af de yngre læger har følt sig presset af klinikchefen til at administrere medicindoser, som langt overskred de maksimumsdoser, der er nedfældet i instruksen (se artiklen ved siden af).

Henrik Lublin, som i sin tid var med til at skrive instruksen, forklarer, at rekommandationen om medicinering er primært er rettet mod ikkeakutte patienter, og at instruksen giver mulighed for at overskride den anbefalede maksimale dosis, når der er behov for det.

Henrik Lublin peger på, at patienter for det meste er svært syge, når de indlægges på lukket afdeling, og derfor ofte vil have behov for en højere dosis.

»Men der er selvfølgelig grænser for, hvor meget man må overskride den. Og i dag kan jeg godt se, at der burde have været anvisninger for de rimelige kriterier for at overskride disse grænser«, siger han til Ugeskriftet.

Vicedirektør i psykiatrien Peter Treufeldt peger desuden over for Ugeskriftet på, at Danmark i den Europæiske Torturkommission har været kritiseret for at bruge bæltefiksering for meget.

»Derfor diskuteres det hele tiden, om man ved at bruge beroligende medicin på en bedre måde kan reducere antallet af bæltefikseringer. Det er en diskussion, som skal foregå løbende i vores kliniske miljøer«, siger han til Ugeskriftet.

Vibeke Storm: Hvad er op og ned?

Efter en kaotisk uge med omtale af samarbejdsproblemer og medicineringspraksis på PC Glostrup forlangte regionsrådsformand Vibeke Storm Rasmussen (S) torsdag beslutsomt, at: »Der skal styr på psykiatrien«.

Først onsdag i denne uge fik regionsrådets medlemmer et notat om undersøgelsen, efter en uge hvor medierne har afdækket historier om voldsom overmedicinering. Notatet er skrevet på basis af en undersøgelse, som psykiatridirektionen satte i værk den 16. marts, efter at anonyme ansatte på PC Glostrup havde klaget til embedslægen og til direktionen. Det tilgrundliggende notat til direktionen om undersøgelsen er dateret 29. maj, og direktionen har derfor således holdt tallene tæt ind til kroppen, indtil den onsdag valgte at dele oplysningerne med regionsrådet.

Formanden for regionens psykiatriudvalg, Arly Eskildsen (SF), er vred. Dels over, at direktionen har forholdt politikerne sin viden gennem tre uger. Og dels over den voldsomme overmedicinering.

I Politiken betegner han overmedicineringen, som på PC Glostrup i adskillige tilfælde overskred den anbefalede dosering med fire gange eller mere, som »dybt chokerende« og »fuldstændig i modstrid med regionens politik om at undgå overmedicinering«.

»Nu skal vi have styr på, hvad der er ledelsesmæssige udfordringer, dårligt arbejdsmiljø og hvad der reelt handler om behandlingen af patienterne, Kort sagt hvad der er op og ned i sagen«, siger Vibeke Storm Rasmussen.

I en pressemeddelelse forventer regionsformanden, at en task force, som psykiatridirektionen har nedsat, kan hjælpe med at afklare, hvad der er op og ned. Gruppen, hvor bl.a. centerchef Henrik Lublin og vicedirektør Peter Treufeldt deltager, skulle mødes første gang torsdag med det formål at formulere en vejledning for hele regionen, som præciserer, »hvornår der kan være behov for at overskride den normale maksimaldosering og i hvilket omfang dette er tilladeligt«, siger Henrik Lublin.

Peter Treufeldt regner med et resultat i løbet af to uger, siger han til Ugeskriftet.

Store forskelle

Region Hovedstaden har undersøgt brugen af Zyprexa ved fem psykiatriske centre i de første ti uger af 2012.

Både på Psykiatrisk Center Glostrup (PC Glostrup) og PC Hvidovre fik 47 pct. af de patienter, som behandles med antipsykotika, medicindoser, der klart overskrider vejledningens anbefalede maksimale døgndosis på 30 mg.

På PC København blev også givet høje doser, men kun til »få« patienter, nemlig 28 pct., og det er sjældent, at der gives meget høje doser.

På henholdsvis PC Ballerup og PC Nordsjælland blev doserne overskredet en smule for henholdsvis 18 pct. og 25 pct. Ingen af de to steder blev der brugt meget høje doser.

På PC Glostrup blev der 20 gange givet døgndoser på 120 mg, og 9 gange på over 120 mg.

De helt store overskridelser af anbefalet døgndosis (over 100 mg) forekom næsten udelukkende på PC Glostrup.