Skip to main content

Undskyld mig, men jeg må igen udbryde: »Hurra for den nye overenskomst!«

Kirsten Hallager, praktiserende læge

2. nov. 2005
2 min.

Og denne gang er det om muligt endnu mere ironisk ment.

At jeg har kunnet score kassen på forebyggelseskonsultationen for iskæmisk hjertesygdom og støttet den betrængte medicinalindustri med et par statinrecepter, må jeg leve med (1).

Men det den nye overenskomst lægger op til, synes jeg er uhyggeligt. Når en patient kommer til mig og er ked af det, måske er i en livskrise, ser jeg det som min fornemste opgave at holde patienten rask. Måske skal der en sygemelding til, men det primære for mig er at holde patienten fri for en diagnose og medicin. Jeg vil ikke sygeliggøre patienten.

En skrækvision med den nye overenskomst i hånden

Patienten mailer til sin læge (bestemt ikke mig): »Kan det være en depression, doktor? - Jeg har været på nettet.« Måske har patienten ratet sig selv, så lægen let og hurtigt kan foretage en diagnosticering af depression med en depressionstest. Denne ydelse giver et større grundhonorar end en almindelig konsultation. Lægen tjener penge på at stille diagnosen depression. For at honoraret kan retfærdiggøres (kontrolleres?). kan lægen i sin edb-journal indkode P76 i ICPC-systemet. Ved en middelsvær til svær depression kan lægen hurtigt udskrive smelt-lykkepiller så patienten måske undgår sygemelding.

Til gengæld er patienten nu syg og har fået stemplet depression på sig. Prognosen for depression er dårlig - langvarig tilstand med stor risiko for recidiv og kronificering.

Stemplet depression betyder at patienten ikke kan tegne en livsforsikring og at optagelse i Sygeforsikringen »danmark« kan være tvivlsom. Og hvad med jobmuligheder?

Jeg synes det er blevet tiltagende svært at udføre mit arbejde ordentligt, sådan som jeg gerne vil, og så bliver jeg oven i købet straffet økonomisk.

Er det virkelig formålet med den nye overenskomst?

Min drøm er at samfundet viser mig den tillid, at det tror på, at jeg udfører mit arbejde, så godt jeg kan - og giver mig en fast løn.

SVAR


Referencer

  1. Hallager K. Hurra for den nye overenskomst. Ugeskr Læger 1999; 161: 5594-5.