Skip to main content

Unge almenmedicinere frygter udbrændthed

To af tre yngre almenmedicinere er så bekymrede for arbejdsbelastningen i almen praksis, at det giver dem betænkeligheder ved at købe egen praksis.

Klaus Larsen kll@dadl.dk

15. nov. 2016
2 min.

To af tre yngre almenmedicinere er så bekymrede for arbejdsbelastningen i almen praksis, at det giver dem betænkeligheder ved at købe egen praksis.

Hver tredje nævner desuden, at de er bekymrede ved risikoen for at ende som udbrændt.

Det fremgår af en undersøgelse, Forum for Yngre Almenmedicinere (FYAM) har foretaget blandt sine medlemmer. Tre fjerdedele (77 pct.) mener, at den allerstørste udfordring for almen praksis er det stigende antal arbejdsopgaver, der bliver overladt til de praktiserende læger.

Løsningen er dog heller ikke at blive ansat i f.eks. en regionsklinik:

Undersøgelsen viser nemlig også, at kun 0,6 pct. af FYAMs medlemmer ønsker at være ansatte i en regionsklinik. I alt 93 pct. ønsker at være i almen praksis, heraf 8 pct. som ansatte læger i PLO-ejede klinikker.

Næsten alle uddannelseslæger i almen medicin har allerede prøvet at være regionsansatte på sygehusene, og det er der kun 1,7 pct., der vil på lang sigt.

Medlemsundersøgelsen er udsendt til alle FYAM’s medlemmer, dvs. medlemmer af DSAM (Dansk Selskab for almen medicin), fra KBU til nyuddannede speciallæger i almen medicin.

Den totale svarprocent på undersøgelsen er 24,4 pct., dvs. 359 medlemmer har besvaret undersøgelsen, oplyser FYAM-formand Lene Therkelsen.

Læs også: Mere end hver tredje praksislæge er udbrændt