Unge almenmedicinere ejer i højere grad praksisser end de ældre

Unge almen medicinere ejer i højere grad deres egen praksis end de ældre speciallæger i almen medicin.

Hele 86 pct. af de unge speciallæger i almen medicin under 45 ejer egen praksis. Til sammenligning er kun 77 procent af almenmedicinerne mellem 45 og 65 år praksisejere. Fra 45-års alderen falder andelen af speciallæger i almen medicin, der er praktiserende læger, gradvist, til lægerne fylder 65 år.

Det viser en ny undersøgelse, som PLO, Praktiserende Lægers Organisation, har foretaget for Ugeskrift for Læger.

For eksempel ejer 87 pct. af de 40-årige kvinder praksis, imens 88 pct. af de 40-årige mænd ejer en praksis.

Tendensen til, at unge i højere grad ejer prakssiser end de ældre, viser sig over hele skalaen. F.eks. ejer 71 pct. af de helt unge almenmedicinere under 35 egen praksis. Men dem er der ganske få af, så der er mere solid dokumentation at finde blandt de 40-årige.

Ifølge Gunver Lillevang, formand for rekrutteringsudvalget i PLO, er tallene interessante i en tid, hvor der florerer myter om, at det er de unge, der ikke vil købe praksis.

»Det er en vigtig pointe, at det faktisk i højere grad er de ældre speciallæger, der ikke ejer praksis. Her gik vi og troede, at det forholdt sig omvendt. Det bør gør indtryk på de folk i regioner og andre steder, der sidder og forsøger at planlægge lægedækning. Ud over at arbejde med rekruttering skal vi også gøre, hvad vi kan for at sikre fastholdelse af de allerede nedsatte praktiserende læger«, siger Gunver Lillevang.

At de unge hyppigere ejer praksisser end de ældre vidner om, at de unge læger gerne vil eje deres eget, selvom de også kan opleve tvivl ved at købe, siger Gunver Lillevang.

»De kan godt være lidt skræmte over det administrative ansvar, der følger med, og flere tror, at det er umuligt at opnå fleksibilitet til f.eks. i perioder at arbejde i udlandet, når først ydernummeret er købt. Og det er ærgerligt, for det er slet ikke så slemt, som mange gør det til«, siger Gunver Lillevang.

Rejselysten hænger ved

Da 41-årige Anne-Sofie Mols fra landsbyen Ildved ved Jelling skulle købe en praksis for et år siden, havde hun flere betænkeligheder ved at købe sig ind i det røde 70’er-parcelhus midt i Tørring, der danner rammen om det lokale lægehus. Blandt andet i forhold til at binde sig. Anne-Sofie Mols er oprindeligt fra Dragør, har tre børn på 16, 14 og 10 år og en fuldtidsarbejdende VVS’er som mand.

I lægehuset sidder hun i dag som en af de unge læger, der har købt en praksis med alt, hvad det indebærer af administrativt ansvar og chefkasketter, men før kunne hun godt blive bange for aldrig at kunne bo i udlandet.

Det fik hun og lægekollegerne ordnet ved at skrive i kontrakten, at de alle har ret til tre måneders orlov minimum hvert femte år.

Det er især Grønland, der trækker, hvor Anne-Sofie Mols og familien var et år, inden hun købte sin praksis.

»Kontrakten gør, at jeg ikke føler mig så fastlåst. Jeg ved, at jeg kan gøre rejse, hvis jeg vil, og det betyder rigtig meget. Jeg er bidt af Grønland, og jeg får hjemve, når jeg ser billeder. Og så er det rart at vide, at det kan jeg gøre igen, hvis jeg får lyst. Jeg har organiseret mig, så jeg ikke føler mig så fastlås«, siger hun.

Tid til familien

Anne-Sofie Mols nævner også tid til familien som noget af det, der fyldte i overvejelserne.

»De perioder, hvor jeg er presset, er det, fordi jeg ikke har været nok sammen med mine børn. Det er det, jeg kan føle mig presset over. Så trapper jeg ned på arbejdet og rykker rundt på nogle ting. Jeg holder min arbejdstid på 40 timer om ugen«, siger hun.

For mange unge almenmedicinere er netop tid til familien vigtig, og det gælder både for mænd og kvinder. En undersøgelse fra FYAM, Forum for Yngre Almenmedicinere, fra 2016 viste, at 52 procent af medlemmerne havde konkrete planer om at gå på nedsat tid, og for 75 procent af dem var årsagen, at de ønskede at have mere tid til familien.

Ifølge Maria Bundgaard, næstformand i FYAM, kan en barriere for køb af egen praksis være, at de unge frygter, at det administrative kan kræve meget overarbejde og være langt fra et 37- timersjob.

På den måde kan det at ønske deltid blot være et udtryk for et ønske om en normalisering af arbejdstiden. De ønsker at sikre balancen mellem arbejde og familietid i en periode, hvor de har små børn, siger Maria Bundgaard.

»Det er et chefjob, og ud over det daglige kliniske arbejde, som jo er det, vi er uddannet til, har du ansvar for din virksomhed og ofte også personale. Vi er forskellige, og nogle læger er mere interesseret i det kliniske arbejde end i den administrative del«, siger Maria Bundgaard

Ifølge Gunver Lillevang kan det sagtens lade sig gøre at få en arbejdsuge, der minder om andre akademikeres, og samtidig have god tid til familien.

»PLO rådgiver mange unge læger om, hvordan de kan organisere sig og f.eks. uddelegere en del af arbejdet til praksismanagers, der kan tage sig af løn til ansatte og andre kontor- og HR-funktioner«, siger Gunver Lillevang.

Maria Bundgaard fra FYAM er enig i, at der er mange muligheder for at lette på det administrative. Og det kan være en god ide at fortælle de unge læger om de muligheder langt tidligere end på den sidste del af hoveduddannelsen for at gøre overgangen fra ansat til selvstændig i egen praksis lettere.

»Vi er jo uddannet til at have med patienter at gøre. Det er først på den sidste del af speciallægeuddannelsen i almen medicin, at man har fokus på det administrative. Det kunne man overveje at introducere tidligere, evt. allerede på medicinstudiet med fag som organisation og ledelse, så det afmystificeres og måske endda giver flere blod på tanden til at blive selvstændige i egen praksis og flere med lyst og evne til ledelse i sundhedsvæsenet«, siger Maria Bundgaard.

Administrativt ansvar fylder

Anne-Sofie Mols arbejder cirka 40 timer om ugen og har to månedlige lægevagter i weekenderne. For hende hjælper det, at lægerne har et revisionsfirma til at lave løn, så hun ikke skal sidde med det om aftenen. Hun kan dog godt blive lidt skræmt over arbejdsbyrden i sin praksis.

»Der er rigeligt at lave, og hvis du ikke har det velorganiseret, kan det være svært at følge med. Men din virksomhed er sikret. I andre brancher er man mere usikker på økonomi, men her er vi privilegerede, for kunderne vil jo altid være der. Det er en sikker forretning«, siger hun.

Anne-Sofie Mols mener ligesom Gunver Lillevang ikke, at det administrative ansvar er så slemt igen, selvom det var en stor del af hendes overvejelser, da hun købte praksis.

»Inden jeg købte, tænkte jeg over, hvor meget ekstra det administrative fylder. Og det fylder da også mere, end jeg havde forventet, men vi har fordelt det godt, og jeg kan læne mig op ad mine ældre kolleger«, siger hun.

»Jeg fik nogle mindre krævende poster i starten, og de garvede tog de tungeste. En sidder med økonomi, en sidder med it, en sidder med huset, en med personalet, en med telefonssystemet. Jeg startede med kun at stå for telefonssystemet og medicinbestilling, men nu er det mig, der har personaleansvaret«, fortæller hun.

Anne-Sofie Mols forklarer, at hun med personaleansvaret mærker chefkasketten, f.eks. ved at de ansattes præferencer kan være anderledes end hendes egne, hvis de nu vil have kursus og højere løn.

»Det er svært og udfordrende, men det går. Alting er en øvelse. Man kan gøre sig en masse forestillinger om, hvordan det bliver, men det er svært at vide på forhånd, hvad der dukker op. Nogle bliver måske langtidssygemeldte, så det er svært at forberede sig«, siger hun.