Uredelighed: pas på dit gode navn

fusk  »Sudbø-sagen« blev rigeligt omtalt i 2006. Det mindede om den lidt senere danske »Penkowa-affære«, da det prestigefyldte lægetidsskrift The Lancet i 2005 bragte en artikel af den norske kræftlæge Jan Sudbø, som var baseret på forfalskede data. Overlæge, professor, dr.med. Henrik Toft Sørensen, Aarhus Universitetshospital, havde ellers som peer reviewer udtrykt stærke forbehold. F.eks. henviste artiklen til data, som først var etableret efter, at studiet var gennemført, og det fik alle alarmklokker til at ringe hos Henrik Toft Sørensen, der rådede Lancet til at afvise artiklen.

Trods advarslerne valgte tidsskriftet at bringe artiklen, og resten er – som man siger – historie.

Hvad skal jeg bruges til?

Den historie – og adskillige flere om videnskabelig uredelighed – er temaet for dette kvartals nummer af Bibliotek for Læger (Bibl Læger 2013;205:107-217). Her reflekterer Henrik Toft Sørensen over, hvad der egentlig skete. Dels for Lancet, som på denne måde trak sit eget gode navn gennem sølet. Og dels for de formentlig hæderlige forskere, der stod som medforfattere til den famøse artikel, som Henrik Toft Sørensen har svært ved at tro, at de har brugt mange minutter på at skrålæse.

»Jeg vil helst ikke gætte om medforfatternes motiver, men de kan vel være drevet af, at Sudbø på det tidspunkt var ved at få stjernestatus på sit område, at hans resultater var meget opsigtsvækkende og tilmed skulle publiceres i et meget højt profileret tidsskrift«, siger Henrik Toft Sørensen.

Hans artikel i Bibliotek for Læger er blandt andet ment som en advarsel mod kritikløst at lade sig indrullere som medforfatter. I hvert fald er der et par tommelfingerregler, det kan være smart at følge:

»For det første skal man sikre sig, at man opfylder kriterierne for at være medforfatter. Dvs., at man opfylder kravene om at have indsigt i problemstillinger, design og analyser. Og så skal man se kritisk på enhver henvendelse. Hvis nogen spørger, om jeg er interesseret i at samarbejde om forskellige studier, kigger jeg selv altid kritisk på, hvorfor de netop spørger mig: Er det min ekspertise, de efterspørger? Eller er det mit navn?«

Lancet afviste Henrik Toft Sørensens advarsler med den begrundelse, at »bedømmere er jo aldrig enige«. I stedet valgte de udelukkende at fokusere på de bedømmere, som anbefalede at publicere artiklen.

Hvorfor gjorde det ellers så hæderkronede tidsskrift sig overilet medskyldig i det videnskabelige svindelnummer?

Konkurrencen mellem de videnskabelige tidsskrifter er benhård, og udsigten til at komme først med spektakulær forskning kan – som i Lancets tilfælde – få redaktionen til at suspendere den kritiske sans.

Og som hele temanummeret af Bibliotek for Læger dokumenterer, er redelighed i forskning desværre ikke noget, der kan tages for givet. Hvilket blev uhyggeligt klart i 1960’erne, da tusinder af børn blev født uden arme og ben – en katastrofe, der skyldtes videnskabelig uredelighed hos producenterne af lægemidlet thalidomid – og da den amerikanske tobaksindustri – vel vidende, at rygning var kræftfremkaldende – brugte millioner af dollars på at købe forskere til at så tvivl om denne kendsgerning længe efter, at der ikke kunne tvivles om den.

FAKTA

Jon Sudbø (f. 1961) er en norsk kræftlæge og tandlæge. I 2006 blev det afsløret, at han selv havde opfundet de persondata, der lå til grund for en sensationel artikel i The Lancet om sammenhæng mellem NSAID-midler og mundhulekræft. Lancet valgte at ignorere advarsler om, at Sudbøs data var mistænkelige, og trykte artiklen. Senere blev det afsløret, at hans data stammede fra en cancerpatientdatabase, der endnu ikke var åbnet. Lancet endte med at måtte trække artiklen tilbage.