Det er ikke uden omkostninger at være i frontlinjen under COVID 19-epidemien. Risikoen for at pådrage sig bl.a. langvarig stress eller depression lurer, og nogle regioner breder nu et sikkerhedsnet ud under sundhedspersonalet. Sørg for at holde fri, og put ikke med tingene, men læs af både på arbejdet og derhjemme, lyder rådet fra garvet stressforsker.
De daglige optællinger af antal smittede, indlagte og døde COVID-19-patienter optager de fleste, og næppe nogen kan sige sig fri for at være berørt af den krise, der engang vil blive en del af vores fælles erindring.
Men for den læge og den sygeplejerske der dagligt behandler COVID-19-patienter på landets pandemiafdelinger, hviler der et pres, der stikker dybere og har større konsekvenser end tilfældet er efter et par ugentlige vagter i selv den travleste akutmodtagelse.
Man er potentiel smittespreder og oplever måske, at naboerne går i en ekstra stor bue uden om én, når man lufter sig selv og hunden efter endnu en lang vagt.
Man oplever måske tankemylder, når man falder ned i sofaen for at se dagens pressemøde forskudt.
Man sover mindre og kan ikke lade op til næste vagt, hvor man skal økonomisere med værnemidlerne, og hvor frygten for at begå fejl måske er endnu mere present end vanligt.
Og ikke mindst: hvordan skal det gå, når og hvis antallet af indlagte patienterne tager fart?
Risiko for kronisk stress og langvarige sygemeldinger lurer forude.Og det er baggrunden for, at nogle regioner nu udruller et sikkerhedsnet, der kan gribe læger og øvrige medarbejdere, inden de selv oplever at udvikle stress og tilsvarende dårligdom samt yde akut krisehjælp, når der måtte blive brug for det.
Sparsom viden
Parallelt med at region Nordjylland planlagde at indrette pandemiafdelinger, skaffe respiratorer, værnemidler og personale til at håndterede smittede og syge COVID-19-syge patienter, begyndte man også at opbygge et psykosocialt beredskab til alle regionens medarbejdere. Fra lægen og sygeplejersken der står i forreste linje på pandemiafdelingerne, til den lægesekretær der må være påvirket af at skulle ringe til en lang række patienter og aflyse planlagte tider.
“I forvejen har vi et stærkt psykosocialt beredskab, som vi har anvendt flere gange, bl.a. da et fly i 2007 nødlandede i Aalborg Lufthavn, og ved større trafikulykker. Vi holder løbende øvelser og samarbejder også med de læger og psykologer, der deltog i beredskabet i forbindelse med massakren på Utøya.
Det nye er, at vi nu skal bruge det borgerrettede beredskab på vores eget personale.
Fra den ledende overlæge, der har brug for supervision til den læge eller sygeplejerske, der måtte opleve tegn på PTSD-lignende eller dissociative tilstande”, siger Jan Mainz, professor, direktør for Kvalitet og Patientsikkerhed i Psykiatrien i Region Nordjylland og tovholder på indsatsen.
“Alene det at være læge gør, at man har stået i alvorlige situationer og skal træffe svære beslutninger her og nu – det er det, man signer op til, når man vælger at blive læge. Men denne krise er særlig, fordi sundhedspersonalet i vidt omfang selv er i fare for at blive smittet, og vi har kun sparsom konkret viden om, hvordan denne krise vil påvirke f.eks. lægerne. Der, hvor vi er lige nu i epidemien, er det endnu ikke blevet kritisk, men vi kender ikke slutningen”, siger Jan Mainz, hvis optagethed af beredskabet har en meget konkret og trist baggrund.
I år er det 30 år siden, at han - to uger før han blev cand.med. – var på vej hjem fra skiferie i Norge med færge og blev beordret over på passagerskibet Stena Saga. Dr tog han imod både levende og døde fra det brændende passagerskib Scandinavian Star, hvor en påsat brand endte med at forårsage 159 menneskers død.
På Stena Saga arbejdede han i ‘skadestuen’ og triagerede passagererne.
“Ved den lejlighed gik det op for mig, at vi i Danmark ikke havde et egentligt katastrofeberedskab – da vi kom i land, sendte Rigshospitalet krisepsykologer. Heldigvis er der senere rettet op på det, og det er det beredskab, der nu tunes til at skulle bruges af vores eget personale”, siger Jan Mainz.
Region Nordjyllands psykosociale beredskab dækker spektret af reaktioner fra trivsel til let, moderat eller svær psykisk belastning. Indsatserne spænder fra mulighed for sparring og supervision hos beredskabets arbejdsmiljøprofessionelle, til individuelle eller gruppebaserede indsatser hos bl.a. psykologer, såsom defusing eller debriefing.
Der er også oprettet en hotline, der er åben alle dage fra 8-20 - også henover påsken - samt en akut krisetelefon til Psykiatriens kriseberedskab ved alvorlige hændelser, som man kan ringe til døgnet rundt.
Grænser for lægers robusthed
Et opkald til den akutte krisetelefon besvares af Christina Mohr Jensen, psykolog, ph.d. og lektor i klinisk psykologi. Hun har de seneste uger knoklet for at få det psykosociale beredskab til regionens medarbejdere op at stå.
Og torsdag gik det ‘i luften’.
Christina Mohrhar læst op på, hvad konsekvenserne af SARS, MERS og Ebola havde for sundhedspersonalet, hun har interviewet udsendt sundhedspersonale og set nærmere på de foreløbig videnskabelige resultater fra et hospital i Wuhan i Kina. Blandt lægerne udviste 24,2 procent tegn på stress, 23,1 procent på angst og 11,4 procent udviste tegn på depressiv lidelse.
“I Kina blev de snigløbet af noget, de ikke vidste, hvad var. Vi er trods alt i en anden situation, men bliver nødt til at forebygge - men også forholde os til - at mennesker naturligt bliver påvirket af akkumuleret belastning over tid. I vores samlede psykosociale beredskab har vi procedurer og indsatser for alt fra de milde reaktioner til det store sammenbrud, som f.eks. kunne opstå i det øjeblik, et barn måtte miste livet, eller flere dør på en gang. I beredskabet er der også mulighed for, at en lægelig leder kan henvende sig, hvis han eller hun f.eks. oplever, at følelserne sidder ude på tøjet hos medarbejderne. Hvordan håndterer man det som leder, hvis en hel personalegruppe pludselig er tense på en gang? Det kan også være frygten for selv at blive smittet, smitte sine børn og familie derhjemme, eller oplevelsen af at andre pludselig ser på en som ”mulig smittebærer” som - kombineret med alle de mange forandringer - gør, at man begynder at mærke stress, angst eller tristhed krybe sig ind i tilværelsen. Arbejds- og privatliv smelter langt mere sammen end vanligt og på en måde, langt de færreste læger og andre sundhedsprofessionelle har prøvet før”, siger Christina Mohr og fortsætter.
“For mange læger gælder det også, at de er allokeret til at arbejde et andet sted med nye kollegaer og på ubestemt tid, eller at de selv skal arbejde med forflyttede kollegaer, som er utrygge og mangler erfaring med opgaven. Ligesom det at være iført værnemidler i sig selv kan være belastende. Alt sammen forhold, der for nogen naturligt kan afstedkomme stress, angst og depression. Vi skal ikke male fanden på væggen, men værne om hinanden og grundlæggende acceptere, anerkende og forholde os til, at alle lige nu lever og skal agere i ukendt land. Hidtil har der af gode grunde været meget fokus på værnemidler og respiratorer, men den, der bærer værnemidlerne, skal også i fokus ”, siger Christina Mohr.
Men læger er vel vant til at arbejde under pres?
“Ja, læger er stærke og resiliente og kan klare meget. Men der er forskel på at blive kaldt ud til en togulykke med dræbte og svært tilskadekomne og at være læge under en epidemi af ukendt varighed og kompleksitet. Ingen er så robuste, at de ikke over tid, ved vedvarende belastning, oplever at blive påvirket. Er man vant til at kunne håndtere det meste uden at reagere, kan det være svært at tale om det, som arbejdet gør ved en. Der kan være besvær med at koncentrere sig, eller man er mere træt. Lægen er vant til at blive aflastet af rutinen og af hullerne indimellem, men nu er der for mange ikke nogen rutine, hverken på arbejdet, i supermarkedet eller derhjemme”, siger Christina Mohr.
‘Rykker sammen i bussen’
Også Region Midtjylland har lanceret en række tiltag, der skal understøtte medarbejdernes “mentale parathed” i den ekstraordinære situation skabt af Coronavirus og COVID-19.
Det mentale beredskab hér inkluderer en beredskabstelefon åben for medarbejdere, der har behov for en støttende samtale eller psykologisk førstehjælp.
Hertil kommer en samling af gode råd, bl.a. på overskuelige action cards, til at håndtere det ekstra pres medarbejderne bliver underlagt og råd til at håndtere ekstraordinære dage på jobbet.
Som kollegagruppe kan man ifølge region Midtjyllands materiale opleve at "rykke sammen i bussen" og løfte i flok.
“Der kan være en øget oplevelse af mening, fælles retning og formål, og man kan i perioder opleve nærmest at få et ekstra "gear", som gør, at gruppen præsterer mere end normalt (…) og langt hen ad vejen klarer sig "på trods". Man kan noget sammen, som man ikke troede, var muligt”
Men man kan også opleve at have “diskussioner af eller kampe om, hvordan man skal gøre tingene. Her kan opstå undergrupperinger og ses begyndende tegn på, at fællesskabet smuldrer.
At belastningerne tærer på overskuddet i gruppen. Folk bliver trætte og konflikter kan blusse op”, hedder det i de anvisninger, der kan findes hér
“Med COVID-19 kommer mange af vores medarbejdere til at stå i nye situationer, hvor selv personer, der er vant til at præstere under højt pres, kan blive udfordret. Det tager vi meget alvorligt. Vi skal holde vores medarbejdere sunde – og i en ekstraordinær situation som denne, handler det ikke mindst om et godt arbejdsmiljø og mental sundhed”, siger koncerndirektør Anders Kjærulff i en pressemeddelse.
Gem tarzankostumet væk
Bo Netterstrøm, dr. med., speciallæge i samfunds og arbejdsmedicin og mangeårig stressforsker, er umiddelbart ikke- med det stade epidemien befinder sig på her i begyndelsen af april - bekymret for, at de læger, der står i forreste linje på pandemiafdelingerne, vil opleve langvarige mén.
“De fleste læger vil formentlig opleve, at de lige nu gør en forskel på et område, som optager os alle, og det er der god grund til bryste sig af. Særligt i lande som England og Spanien ser vi, hvordan der klappes af lægerne.Lægerne er i centrum på en måde, som de ikke er vant til som f.eks. infektionsmediciner eller anæstesiolog. Det er utroligt, hvad man kan præstere, når man får ros, og den aktuelle anerkendelse kan bruges til at bære det, der kan være svært ved at være i frontlinjen” siger Bo Netterstrøm og fortsætter.
“Med hensyn til faren for selv at blive smittet, bør man forsøge at intellektualisere faren. En fare, som jo i øvrigt ikke er ny for infektionsmedicinere”, siger Bo Netterstrøm, der har følgende råd til, hvordan man kommer igennem epidemien.
“Læg eventuelt en ugeplan for, hvad man vil lave, når man har fri, så arbejde og fritid ikke flyder sammen, og sørg så for at gøre nogle ting, der kan afbøde frygten og presset.
Man må godt tale om arbejdet derhjemme. Man må gerne – ja det er faktisk vigtigt – læsse af, når man kommer hjem, uden at ens partner behøver at forholde sig til det, man har oplevet. Man skal netop læsse af og ikke - som mange læger har for vane - gå og putte med tingene.
Der er læger, der pådrager sig en depression, fordi de netop ikke får talt om de gange, hvor patienten går hen og dør. I stedet martrer de sig selv med spørgsmål om, hvad de kunne have gjort for at afværge det.
Derfor: Gem tarzankostumet væk under den nuværende epidemi og få talt om oplevelserne og frustrationerne med kollegaerne. Sætter man ord på sine oplevelser, er der også mindre risiko for, at de eventuelle dårlige oplevelser vil hænge ved fremover”, siger Bo Netterstrøm.
OVERBLIK: Læs alle artikler om coronavirus på Ugeskriftet.dk
Faktaboks
