Våd medicin, malaria og ildelugtende fisk

07.00 Vågner i Læger uden Grænsers bygning i Kangaba i det sydlige Mali. Ankom hertil i går, så det er min første reelle arbejdsdag. Vi både bor og har kontor i bygningen. Tager et hurtigt bad på det lille badeværelse, der er fyldt med myg. Kan godt forstå, at det er et malariaprojekt, vi har herude. Jeg skal sammen med tre maliske læger supervisere de lokale sundhedsarbejdere, sikre, at de giver den rette behandling efter internationale guidelines, og evaluere vores sundhedsydelser, der lukkes ned ved årsskiftet. Spiser en omelet med avokadosalat og noget baguetteagtigt brød. Drikker kaffe.

08.45 Sammen med belgiske læge, jeg skal afløse, samler vi de papirer, vi skal have med ud til et sundhedscenter.

9.30 Vi kører i bil på en rød afrikansk vej med alt for mange huller. Det regner så voldsomt, at vejen næsten forsvinder i vand. Som at køre på en flod. Hører vestafrikansk musik fra højtalerne, mens Mali passerer forbi.

10.45 Vi ankommer til Salamalé, hvor Læger uden Grænser støtter et sundhedscenter. Der er en sygeplejerske med ansvar for patientkonsultationerne, en barfodsjordemoder, der står for graviditetskonsultationer og fødsler, og en ung fyr med en kort uddannelse i vaccination. Stedet fungerer også som apotek, men det har regnet ind i lokalet via en ventilationsvifte i loftet, så al medicinen er våd. Vi bruger lidt tid på at finde ud af, hvordan det kan undgås, nu hvor regntiden er startet. Tjekker, at medicinen ikke er udløbet, evaluerer, at de rette patienter får den gratis medicin fra Læger uden Grænser.

11.30 Går ind på sygeplejerskens kontor. I en gammel bog i A3-format står alle patienter indskrevet på hver deres linje, deres form for journal. Vi ser, om der er taget malariaprøver på alle med feber, spurgt til de rette symptomer, og om de får den rette behandling. På den måde får vi en ide om, hvorvidt de følger guidelines. Det gør de ikke fuldstændig. Men en sygeplejerske er netop stoppet, og det er tydeligt, at han var demotiveret til sidst. Den nye er mere grundig. Og flov over forgængeren, selvom det ikke er hans skyld, at de nu får en dårligere evaluering. Men Læger uden Grænser giver ekstra økonomisk støtte til sundhedscentrene baseret på evalueringerne, så den er vigtigt for dem.

12.00 En gammel mand har under hele besøget sovet i en stol. Det viser sig, at han er kasserer i den lokale landsbykomite, der er ansvarlig for driften af centret - til hvem, vi betaler. Så han skal overvåge evalueringen, så vi ikke bliver beskyldt for at snyde eller være for hårde i evalueringen. Men han fatter ikke et ord fransk, så alt skal pludselig oversættes til det lokale sprog. Det tager lidt tid.

14.00 Sulten. Vi spiser frokost med hænderne i glad fællesskab fra en stor blikskål midt på sundhedscenterets gulv. Noget ris og ildelugtende fisk. Og så bliver vi hele tiden budt te. Det gør man hernede. Konstant. Små glas ekstrem stærk myntete.

16.00 Hjemme får vi lidt ris med peanutsovs. Diskuterer med min kollega, hvordan vi får lukket projektet ned ordentligt. Det er spændende, nu hvor jeg har været ude at se med egne øjne, hvordan det fungerer.

20.00 Spiser aftensmaden med den læge, som jeg afløser, og vores altmuligmand. Slutter som sædvanlig aftenen med myntete. Og James Bond på det lille fjernsyn. Han taler fransk.