Vadested eller springbræt?

PLO-KONFLIKT  Hvad er jeres største problem i det nye lovforslag?

»At aftaleretten stadig ikke bliver respekteret«.

I har fået tre pladser i de regionale praksisplanudvalg, som bl.a. skal placere praksis og aftale opgaver for almen praksis – ud af 11 pladser i alt.

»Jo, men det er stadig Regionsrådet, der har det sidste ord. Det er det samme med sundhedsaftalerne, som vi skal efterleve. De må ikke kunne tildele os opgaver, vi ikke er med til at forhandle«.

Hvad siger I til de nye driftsformer?

»Alle de midler, regionerne mener, at de skal bruge for at løse lægemanglen der, hvor der ikke er eksisterende lægepraksisser, og der, hvor der ikke er nogen, der vil nedsætte sig, vil vi sådan set acceptere. Vi vil blande os uden om, hvordan de løser lægemanglen, hvis ikke de ødelægger praksis for os«.

Hvad hvis regionerne placerer en klinik et sted, hvor det genererer nogen af jer?

»Så er det, en opmand skal ind«.

Så jeres accept af de nye praksisformer er betinget af en form for ankeinstans?

»Ja, for ellers ved vi, at der vil være regioner, der misbruger det til at forringe virksomhedsvilkårene for de praktiserende læger, og det synes vi ikke kan være rimeligt«.

Hvad er det næstværste ved forslaget?

»At ministeren vil lægge en økonomiramme uden vækst ned over vores område«.

Genindførelse af økonomiprotokollatet?

»Ikke bare genindførelse – det er en skærpelse. For den økonomiske ramme i de to år, vi havde overenskomsten, indeholdt en vækst på 2 pct. Den vækstramme har vi holdt os under. Nu vil de tage en økonomiramme fra 2012 og bruge den som målestok for, hvordan det næste års økonomi skal være. Og der er ikke forudsat nogen vækst i lovforslaget. Bare det, at der vil komme flere gruppe 1-sikrede patienter, vil betyde mere lægearbejde uden ekstra midler«.

Lovforslaget lægger stor vægt på, at I skal kode patientkontakterne, og at I skal stille oplysningerne til rådighed for regionerne.

»Vi har først og fremmest et symptomkodesystem, som ikke nødvendigvis registrerer den patologiske eller fysiologiske årsag. Og det er ikke særlig egnet som redskab til kontrol. Man har forsøgt det i andre lande, og det har ført til, at data bliver korrumperet«.

I det nye lovforslag er paragrafferne om kodning modificeret, så der nu kun nævnes otte folkesygdomme – er det ikke o.k.?

»Hvis man vil være sikker på, i hvilket omfang vi tager os af kronisk sygdom, kan vi godt levere data om f.eks. årskontroller af de og de patienter, så myndighederne har mulighed for at se, at patienterne rent faktisk bliver fulgt i praksis. Men lige så snart de også i kontrolsystemet vil have indblik i, hvordan det så går patienterne, så korrumperes data. Det er en international erfaring. Vi vil gerne være med til at levere flere data om aktiviteten i almen praksis, men det skal være data, der ikke bliver ødelagt ved at blive afleveret, og som det giver mening at aflevere«.

Men regionerne insisterer jo på mere kontrol, så hvordan løser man det?

»Hvis vi i fællesskab kunne lave et forum med repræsentanter for begge parter, som kunne have meget fri adgang til alle kvalitetsdata. Og vi kunne håndtere det på samme måde som med medicindata og data for henvisninger – sende nogle kvalificerede personer, nogle facilitatorer, helt ud i den enkelte lægepraksis og sammen med praksissen lave en analyse og hjælpe praksis med at blive bedre«.

Kan du leve med et modificeret lovforslag, eller vil du helt have det væk?

»Det, jeg kan leve med, er, at ligegyldigt om der en lov eller ikke, så skal vi have fuld aftaleret i forhold til det, vi skal lave for det offentlige, når vi skal levere primær lægehjælp, og der skal ikke via en lov være begrænsninger af vores muligheder for at udøve vores virksomheder eller nye opgaver, som vi ikke selv er med til at aftale«.

Det tegner p.t. til, at I afleverer jeres ydernumre – hvad sker der med dem, der ikke bakker den linje op?

»Vi appellerer selvfølgelig til, at alle er med i dette her. Men vi ved godt, at der ikke er ret meget, der hedder 100 pct. i den virkelige verden. Der sker ikke noget med dem. Sådan er verden, og sådan er vores demokratiske organisation, og det skal der være plads til«.

Hvad hvis nogle – som sidste gang – lukrerer på konflikten?

»Det synes jeg ikke er acceptabelt«.

Hvad indebærer det?

»Det ved jeg ikke. Det må vi se. Men jeg håber sandelig ikke, at det opstår, bl.a. fordi opbakningen er langt større denne gang end sidste gang, efter hvad vi ved i dag. Det må vi diskutere med hinanden, hvis det skulle opstå«.