Skip to main content

Væk med gabestokken

Klaus Larsen, kll@dadl.dk

19. apr. 2013
2 min.

LÆGEMØDET  Det skal være slut med, at lægers navn offentliggøres per automatik i forbindelse med bestemte typer patientklagesager.

Lægemødet vedtog at arbejde for at få afskaffet den kontroversielle »gabestok«, som i de seneste år har hængt læger ud med navns nævnelse efter afgørelser i sager, som i enkelte tilfælde har handlet om alvorlig tilsidesættelse af patientsikkerheden, men i mange tilfælde handler om mindre fejl og forseelser, som f.eks. journalføringsfejl eller andre administrative forseelser.

Som det er nu, er det både Patientombuddet og Sundhedsstyrelsen, der kan offentliggøre navngivne sundhedspersoner på internettet.

I stedet ønsker Lægeforeningen et system, hvor der i hvert enkelt tilfælde sker en individuel vurdering – og at vurderingen kun skal ske ét sted, nemlig hos Sundhedsstyrelsen.

»Vi mener, at det kun skal være én myndighed, som skal have beføjelse til at træffe afgørelse om offentliggørelse«, sagde bestyrelsesmedlem i Lægeforeningen, Andreas Rudkøbing, da han præsenterede forslaget.

Han pegede på, at der i mange af de offentliggjorte afgørelser ikke har været tale om en behandling, der har kompromitteret patientsikkerheden; at der i mange tilfælde – som Ugeskriftet har beskrevet, er gået op til halvandet år mellem afgørelsen og offentliggørelsen således, at tidsspændet mellem hændelsen og offentliggørelsen i nogle tilfælde har været op til ni år. Forsinkelser, som er sket på grund af bureaukratiske fejl hos Patientombuddet, men som har betydet mange års belastning af de udhængte læger.

Hermed anbefalede han at vedtage bestyrelsens forslag, og det skete enstemmigt.