Skip to main content

At vælge det rigtige

Formand for Lægeforeningen, Mads Koch Hansen

25. feb. 2011
3 min.

At prioritere i sundhedsvæsenet ønsker ingen. I den bedste af alle verdener har et samfund råd til alle de undersøgelser og behandlinger, som kan komme borgerne til gavn. Sådan er virkeligheden desværre ikke. Hele den vestlige verden står over for den udfordring, at befolkningen - heldigvis - lever længe, og mulighederne for behandling af en lang række sygdomme bliver bedre. Men pengene er der ikke til det hele.

Indtil nu har danske politikere i høj grad valgt ikke at sige noget som helst om denne problematik. Danmarks Radio havde sidste søndag inviteret sundhedsministeren i studiet for at tale om prioritering, og det var en ren udenomssnak. Ingen politikere skal tilsyneladende nyde noget af at melde klart ud - i hvert ikke på denne side af et folketingsvalg.

Det er politisk ømtåleligt. Det siger sig selv. Og man må også medgive, at det er fagligt vanskeligt. Meget dyre og eksperimenterende behandlinger kan udvikle sig over tid og blive både billigere, mere sikre og effektive. Det hører også med i billedet, at medicin, som måske nok er dyr pr. tablet, kan være billig i det lange løb, fordi den får patienten ud af sengen og tilbage på arbejde.

Men selv om det er komplekst, nytter det ikke at ignorere problemet. For realiteten er, at hvis ikke prioritering foretages med åbne øjne, så foregår den alligevel - bare skjult. Det vil blive værre, fordi presset på sygehusejerne bliver større. Konsekvensen kan være, at indførelse af nye og dyre behandlinger trækkes i langdrag - selv om de måske i sidste ende kunne spare liv og penge.

En udbredt bekymring i debatten om prioritering er, at læger skal komme i en rolle, hvor de ansigt til ansigt med en patient siger nej, fordi behandlingen er for dyr. Det er indlysende, at sådan en situation er helt uacceptabel for alle. Det er helt afgørende for tilliden mellem patient og læge, at den syge kan stole på, at lægen kun har hans eller hendes bedste for øje.

Derfor er det vigtigt, at rollerne er klare i prioriteringen. De overordnede beslutninger om, hvordan resurserne i samfundet skal fordeles, og hvor mange penge vi vil bruge på bestemte sygdomme, er ikke en lægelig beslutning. Det ansvar bør politikerne tage på sig.

Til gengæld skal læger levere et solidt fagligt grundlag, som gør det muligt at tage de nødvendige beslutninger. Det er en sundhedsfaglig opgave at belyse alle aspekter af et behandlingsforløb. Nationale kliniske retningslinjer spiller en hovedrolle, fordi de giver et overblik over, hvad der p.t. er den bedste behandling for en lidelse. De sorterer de dårligt underbyggede behandlingsmetoder fra, og de giver sammen med sundhedsøkonomiske analyser politikere en mulighed for at træffe de nødvendige valg på et oplyst grundlag.

Det ville undre mig meget, hvis det en dag skulle lykkes at finde en model for, hvordan prioritering i sundhedsvæsenet kan foregå gnidningsfrit. Det vil altid være kontroversielt, og medierne vil elske at kaste sig over eksempler, som fremstår urimelige eller særligt ulykkelige. Derfor er det vigtigt at få debatten ud i det åbne. Læger hverken kan eller skal stå alene med ansvaret. Politikerne er valgt til at gå ind i de bredere overvejelser, der er nødvendige i beslutninger om at prioritere en type behandling over en anden.